Kvindebevægelsen har brug for religiøse forbilleder

PARADOKSALT NOK må nutidige religiøse kvinder finde deres rollemodeller, der kan matche vore dages kvindekamp for at opnå indflydelse, i en tid, som historieforskningen anser for kvindeundertrykkende. I middel alderen var den religiøse kvinde nemlig den stærke kvinde, der var langt mere frigjort og respekteret, end moderne religiøse kvinder overhovedet kan drømme om at blive i det sekulariserede samfund.

De tre bedste eksempler er Jeanne d'Arc, Birgitta af Vadstena og Katarina fra Siena. Alle tre er de kvinder, som er visionære og opnår stor politisk indflydelse i samfundet. De er med til at punktere myten om, at religionen holder kvinder nede.

Jeanne d'Arc er kun teenager, da hun formår at erobre Frankrig tilbage fra England under Hundredårskrigen og får den franske Dauphin kronet til kong Charles VII. Birgitta af Vadstena holder sammen på det europæiske fællesskab i en tid med store splittelser, og Katarina fra Siena får pavedømmet flyttet tilbage til Rom fra Avignon.

De tre nævnte eksempler står ikke alene. Der var mange andre stærke kvinder, som opnåede samfundsmæssig indflydelse i det senmiddelalderlige samfund. De bryder alle samfundets fordomme om, hvad en kvinde kan klare. Og det gør de i kraft af deres åndelighed. De får en stemme og bliver lyttet til.

Hvor er vor tids Birgitta af Vadstena? Hun er svær at få øje på. Og hvis hun findes, bliver hun ikke hørt, fordi samfundet regner religiøse kvinder for undertrykte og forrykte. Så meget for kvindefrigørelsen.

Fordommen om, at kristendommen er kvindeundertrykkende, fordi Jesu valgte en flok af disciple, som udelukkende var mænd, holder heller ikke. I baggrunden var der altid en kvinde.

DA JESU UDFØRER sit første mirakel, forvandlingen af vand til vin ved brylluppet i Kana, er det, fordi der er en kvinde, Jomfru Maria, som beder ham om det. Mange hellige mænd i kirkens historie har haft en kvinde bag sig. Kirkefaderen Augustin kunne takke sin mor, Monica, for, at han blev kristen. Det er denne komplementaritet mellem kønnene, der gør kristendommen så frugtbar i middelalderen.

Det er desværre gået helt tabt med ligestillingen, også i kirken. For selvom det er kvinderne, der har overtaget folkekirken både på prædikestolene og kirkebænkene, har de ikke i væsentligt grad været i stand til at gøre kristendommen i Danmark stærkere. Det er ikke nødvendigvis kvindernes skyld, men i høj grad sekulariseringens.

Dog må man glæde sig over, at Anne-Lise Marstrand-Jørgensens romaner om Hildegard af Bingen, som også hører med i kredsen af stærke åndelige, visionære kvinder i middelalderen, er blevet bestsellere.

Måske har moderne kvinder fundet ud af, at de stærke kvinder med deres visionære religiøsitet har noget at sige kvinder i dag. Nemlig værdien i at være kaldet til noget mere vidtrækkende end ens egen lille individualitet og til et liv, der er større end det jordiske med karriere og ligestilling.

Alle kvinder er ikke nødvendigvis bestemt til den ensretning, som kvindebevægelsen i dag dikterer. Det har vi heldigvis religionen til at fortælle os.

Kirkeligt set bliver skrevet på skift af tidligere biskop over Roskilde Stift Jan Lindhardt, tidligere integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm og teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen