Britta Søndergaard |
11. marts 2011
Piger på flugt fra tvangsægteskab eller vold i familien finder ly i på en hemmelig adresse. Efter flugten skal de starte helt forfra på deres liv. Deres største problem er ensomheden og savnet af familien
Der er intet navneskilt på døren, kun et lille kaldeanlæg på væggen i den store bygning. Af sikkerhedsmæssige grunde må hverken gæster eller beboere køre til stedet i taxa, og alle varer bliver afleveret til et firma længere nede ad vejen. Rehabiliteringscenter for Etniske Kvinder i Danmark ligger på en hemmelig adresse et sted i Danmark.
"Vi er en sikkerhedsbase for unge piger, der er flygtet fra familien. Vi har nu haft en hemmelig adresse i fem år, og indtil nu har vi ikke oplevet, at slægtninge eller bekendte til pigerne har opsøgt os. I starten var beboerne udelukkende kvinder, der var truet af tvangsægteskab. I dag modtager vi også piger, der forlader familien, fordi de ikke kan holde ud at leve med årelang fysisk eller psykisk vold. Som regel har deres beslutning om at flytte fra familien været undervejs i flere år, og de har måske ringet til et krisecenter flere gange," fortæller lederen af Rehabiliteringscenter for Etniske Kvinder i Danmark, Anita Johnson, da vi mødes i et af bygningens store rum. Lige over ligger en gang med beboernes værelser, og i institutionens stue med blå væg-til-væg tæpper er der et langt spisebord med velourdug og et sofahjørne med brede lædersofaer og en fladskærm.
I 2010 modtog Rehabiliteringscenter for Etniske Kvinder 66 kvinder fra 15 forskellige lande. Et overtal havde irakisk, afghansk eller somalisk baggrund.
"Tidligere så vi også mange piger med tyrkisk baggrund, men de kommer ikke så ofte mere. De fleste kommer fra socialt marginaliserede familier, hvor forældrene ikke har arbejde og er meget langt fra det danske samfunds normer. Men vi møder også piger fra velintegrerede familier og har da også hjulpet en enkelt ung pige, der læste medicin. I en del tilfælde har forældrene givet løfter om ægteskab på den unges vegne til slægtninge i hjemlandet. Det føles som en stor krænkelse, at forældrene på den måde tilsidesætter deres behov, og i de værste tilfælde kan det give sig udslag i posttraumatiske stresssymptomer," siger Anita Johnson, som understreger, at centeret forsøger at få en mægling i stand med familierne i de tilfælde, hvor det er muligt.
Når de unge kvinder flygter fra familien, føler de sig voldsomt truet:
"I begyndelsen er det som regel nødvendigt for pigen at komme væk her og nu. For nylig har vi for eksempel haft en sag, hvor familien havde arrangeret et stort bryllup med en 10 år ældre fætter i Sverige. Pigen havde sagt nej til giftermålet flere gange, og hun flygtede inden brylluppet. Hun følte, at hun ville blive slået ihjel, hvis hendes slægtninge fandt hende. Ofte truer familierne i frustration, men det er sjældent, de vil gøre alvor af truslerne," fortæller Anita Johnson.
Efter flugten skal de unge kvinder i gang med at opbygge en helt ny tilværelse:
"Rehabiliteringen går i gang med det samme. I løbet af de første tre måneder laver vi en udredning, så vi i samarbejde med pigen får lavet en plan for fremtiden. Målet er, at de i løbet af de første tre måneder skal være i gang med arbejde eller uddannelse," siger Anita Johnson. Hun fortæller, at de unge kvinder fra dag et skal deltage i et dagsprogram, der starter klokken 8.30. Møder de ikke op, bliver det indberettet til jobcenteret, og de trækkes i kontanthjælp, for krav om deltagelse i arbejde og fysisk aktivitet er kernen i pigernes rehabilitering.
"Efter flugten fra familien lander kvinderne i en form for ingenmandsland. Mange er uselvstændige og er ikke opdraget til selv at tage initiativ og ansvar. De er opvokset i en patriarkalsk familie og har aldrig prøvet at træffe beslutninger selv," forklarer Anita Johnson.
Gæld og økonomi er et kapitel for sig. En del af beboerne har aldrig prøvet at åbne en rudekuvert, og det er ikke usædvanligt, at regningen til teleselskabet er på flere tusind kroner, fordi mobiltelefonen er pigernes vigtigste kontakt til omverdenen.
"Vi har eksempler på piger, der ikke kender et posthus. I nogle tilfælde har de ingen uddannelse udover folkeskolen og har blot gået hjemme. De ved for eksempel ikke altid, at lægen har tavshedspligt, eller de aner ikke, hvordan man søger Statens Uddannelsesstøtte og skriver en jobansøgning," siger Anita Johnson.
Forholdet til det modsatte køn er et andet af de temaer, der arbejdes med:
"Det er et stort emne, hvordan man kommer i kontakt med det andet køn på en ordentlig måde, så man ikke udsætter sig for dårlige oplevelser. Mange er dårlige til at passe på sig selv og higer efter opmærksomhed, og derfor kan de måske finde på at mødes alene med mænd, de har truffet på nettet. Noget de fleste danske piger ikke kunne finde på," forklarer Anita Johnson.
Af sikkerhedsmæssige grunde er pigerne nødt til at leve meget beskyttet, og som regel tager de navneforandring og får en ny adresse:
"Rigtig mange har familiemedlemmer, der arbejder i kommunerne, og det er derfor nødvendigt med navneforandring og beskyttet adresse. Til gengæld har Anita Johnson ikke oplevet, at det var nødvendigt at give en ny identitet med nyt cpr-nummer:
"Det ville ramme pigerne for hårdt, fordi man skal skrive under på, at man aldrig nogensinde vil kontakte sit tidligere netværk. Jeg har ikke mødt nogen, der var i en situation, hvor det var påkrævet," siger Anita Johnson.
Den største udfordring efter flugten fra familien er ensomheden og savnet af familien:
"Pigerne er vokset op i en tradition, hvor fællesskabet og familien betyder alt. På mange måder er deres familiekultur sundere end vores. De er vant til at gøre noget for andre og tage hensyn til andre generationer. Pludselig lander de i et samfund, hvor det kun handler om individualitet. De savner deres forældre og søskende og har intet netværk. Vi arbejder på, at de hurtigst muligt kommer i gang med uddannelse og arbejde, for det er den bedste måde at få kontakt til andre på," fortæller Anita Johnson.
Kvinderne kan opholde sig på centret i maksimalt to år, men de fleste flytter før. Sidste år tog 8 af de 66 kvinder, der flyttede fra centret, tilbage familien:
"I nogle tilfælde siger pigerne, at det er bedre at leve med de begrænsninger, der er i hjemmet, end at leve uden familien. De lever måske fortsat i et undertrykkende miljø, men oplever, at det trods begrænsninger i deres livsudfoldelse er bedre end at undvære familien. I andre tilfælde lykkedes det gennem mægling at forbedre forholdene for pigen."
De fleste af pigerne har aldrig boet alene, og det er kæmpe skridt at skulle flytte fra krisecentret ud i en lejlighed:
"Vi har oprettet en udslusningslejlighed, hvor et par af pigerne kan bo. For de fleste er det forbundet med stor ensomhed at flytte ud i egen lejlighed. Vi prøver at finde også at finde mentorer til dem via organisationen Connect, der er startet af Ungdommens Røde Kors, og her på stedet samler vi de tidligere beboere til søndagsbrunch fire gange om året," fortæller Anita Johnson.
I nogle tilfælde lykkes det at få en forsoning i stand med familien.
"Heldigvis ender konflikterne i en del tilfælde med, at det lykkes at få genetableret et forhold til dele af og i nogle tilfælde hele familien og dermed en forbindelse til deres tidligere historie."
soendergaard@k.dkLæs i morgen: "Jeg savner min familie hver eneste dag". Ung pige, der er flygtet fra tvangsægteskab, fortæller om de voldsomme omkostninger ved bruddet med familien
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad