Af samme grund mister mange bibeltro teologer og lægfolk fodfæstet, når de skal forholde sig til det, som vores kirkes reformator, Martin Luther, i "Om et kristenmenneskes frihed" præcist udpeger som den kristne frihed: at være bundet til Kristus og så i øvrigt være fri i alle andre forhold.

Såkaldt bibeltro teologer og lægfolk har det meget svært med den evangeliske frihed. For dem betyder frihed tilsyneladende alene vilkårlighed. Måske fordi den evangeliske frihed også er en indirekte appel til personligt ansvar, hvor man i frihed selv må skønne, hvad det i mødet med næsten konkret vil sige at vise kærlighed og elske. Og kærlighed er som bekendt lovens fylde.

Mennesker er ikke ens. Det er de situationer, vi møder hinanden i, heller ikke. Så ingen firkantet ideologi, ingen lov, moralregler eller lignende kan friholde den enkelte kristne for at sætte sig selv på spil i skønsomheden. Det er en frihed såvel som et ansvar. Selvom man naturligvis sagtens kan hente vejledning i loven og buddene, når blot man ikke ophøjer overholdelsen af dem til frelsesbetingelse. Vi frelses ved tro på Kristus – ikke ved lovgerninger.

Læser man ydermere evangeliernes beretninger om Jesus, er det iøjnefaldende, med hvilken letsindighed og tilgivelse Jesus omgikkes menneskers – accidentielle – synder. Jesus havde et temmelig godt øje til sindelaget, som nærede synden. Åbenbart ikke til den konkrete synd. Han så igennem synden ind til den angrende synder, som dernæst øjeblikkeligt blev tilgivet og skænket frihed og frelse. Fordi sindelaget afslørede sig i den tro, hvormed de viste Jesus tillid.

Det ser vi blandt andet i historien om kvinden, der blev taget i ægteskabsbrud. Hun havde derved brudt Mose loven, og farisæerne og de skriftkloge kommer hen til Jesus med hende og spørger udfordrende: "Hvad siger du?". Demonstrativt svarer Jesus i første omgang alene ved at skrive med sin finger i sandet. Men da de insisterer på et svar, udfordrer Jesus i stedet for dem: "Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende."Så forlader farisæerne og de skriftkloge Jesus og kvinden. Og det samme bør enhver kristen gøre, for heller ikke vi er uden synd.

"Men Skriften har indesluttet alt under synd, for at løftet ved tro på Jesus Kristus kunne gives dem, som tror," skriver Paulus i Galaterbrevet. Synd er det modsatte af tro. At tro er at have tillid til, at Jesus Kristus som Guds søn én gang for alle har taget det fældende livtag med både synd og død, som intet menneske kan magte. Intet!

At kalde homoseksualitet en synd er følgelig at skyde langt over det evangeliske mål, fordi det er det samme som at gradbøje synden eller udmale den i enkelte gerninger. Man sidder fast i loven, som man – midt i evangeliet – lader overtrumfe evangeliet som en ny lov.

Man taler sig op i de evangeliske højder og gør sig parat til at gøre troens spring ud i friheden, altså til Kristus. Men lander så pladask på maven, idet man forarges på den kristne frihed, der slet og ret betyder, at alt skylder vi Guds nåde og barmhjertighed. Som Paulus også skriver: "For Gud har indesluttet alle i ulydighed for at vise alle barmhjertighed."

Årsagen til denne evangeliske forvirring mellem lov og evangelium hænger sandsynligvis også sammen med et lige så forvirret og i sammenhængen meget relevant greb om forholdet mellem skabelsesorden og frelsesorden. Derved lader de skriftkloge bibeltroende Det Gamle Testamente få en næsten lige så vægtig status som det Det Nye Testamente.

Det bibelske grundlag for ægteskabet ligger i det elementære forhold, at Gud skabte os som mand og kvinde og dertil ville, at vi som mand og kvinde skulle gøre Jorden mangfoldig. Det kan der ikke rokkes ved. Det er en skabelsesorden. Derfor bør der også være forskel på et ægteskab og et partnerskab. Naturligvis!

Det antager derfor også regulær propagandakarakter, når nogle homoseksuelle par insisterer på at blive ligestillet med det heteroseksuelle ægteskab, når nu der vitterligt er forskel. Vi er jo ikke ens, men forskellige. Og derfor er der for en evangelisk kirke også en afgørende skabelsesteologisk pointe i at forbeholde ægteskabet det forbindtlige forhold mellem mand og kvinde på den ene side – og partnerskabet som det forbindtlige forhold mellem to af samme køn på den anden. Det første indgås ved en vielse. Det andet ved en velsignelse og et afgivet løfte for Guds ansigt. Begge dele i kirken, hvis man vil.

Den evangeliske begrundelse for denne skelnen skal man finde i, at frelsesordenen ganske vist overtrumfer skabelsesordenen. Men den ophæver den ikke. Frelsesordenen er det, som Paulus præcist sammenfatter i blandt andet Galaterbrevet, når han skriver: "Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus. Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus, og hører I Kristus til, er I også Abrahams afkom, arvinger i kraft af Guds løfte." Det er ikke efter kødet eller kroppen, vi er én med Kristus, men efter ånden.

Skabelsesordenen er det, der som antydet foroven kommer til udtryk i skabelsesberetningen, hvor Gud blandt andet skabte os som mand og kvinde. Og i det hele taget gav verden og mennesket en bestemt skikkelse og form.

Det er en kolossal velsignelse for mennesket, fordi det betyder, vi ikke behøver (populært sagt) at skabe os (selv) eller den verden, vi lever i. Vi er allerede på forhånd noget bestemt, før vi kommer formende og dannende til med vores foretagsomme bevidsthed og vil lave om på det, som Gud har skabt.

Derfor kan jeg heller ikke se, hvorfor der evangelisk set skulle være noget til hinder for at indføre et velsignelsesritual for homoseksuelle, idet jeg ikke ét sekund tvivler på, at kærligheden mellem to af samme køn kan være lige så oprigtig og sand som mellem to af forskelligt køn. Akkurat ligesom også to af samme køn er lige så syndige og derfor har lige så meget brug for Guds nådige tilgivelse som alle os andre.

Det er ikke seksualiteten, der gør os til syndere. Det er vores position over for Gud som dem, der altid er skyldige i at vise hinanden kærlighed: "Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven." (Rom. 13, 8).

Henrik Bang-Møller er sognepræst i Skagen