Lad det nu fryse, lad mig nu gyse

livDet begyndte så godt med vinter allerede i november. Vi løb på skøjter på Arresø i begyndelsen af december og tog den på ski ud over engene mellem jul og nytår. Men frosten blev ved, og den blev ved, og sneen faldt og faldt og gjorde alt så ufremkommeligt og trægt. Det har varet så længe, at det ikke er til at holde ud. Igen og igen har "Den kiedsom Vinter gik sin Gang" ligget mig på læben, men hver gang har jeg måttet svælge ordene, fordi vejret har gjort dem til skamme.

Vinteren ville ikke overgive sig. Jeg er blevet slået tilbage til Brorsons vers og har måttet erkende, at "Trange Tider langsomt skrider/ Langsomt skrider. Det har den Art". Gang på gang har de gamle vers stået parat og har givet min oplevelse og følelse ord og form. "Lad det nu fryse, lad mig nu gyse/ Lad mig nu gyse. Det snart forgaar." – lover Brorson.

Men mens jeg har gået og håbet og længtes, har det undret mig, at det kun er det gamle vers, der er faldet mig ind.
Hvordan kan det være, at der ikke melder sig nogen nye ord, sange og salmer? Er der virkelig ikke nogen fra min egen livstid og i en sprogtone, der er lidt mere nutidig? Ikke at det på nogen måde generer mig at synge Blichers "Det er hvidt herude" eller Aakjærs "Sneflokke kommer vrimlende", men alt sådan noget med "Pølserne på Rækkerne" og "Kjørmes-Knud" tilhører nu alligevel en anden verden end min.

Hvor er de moderne vers, der kan tolke mine følelser og beskrive naturens gang? Hvor er naturdigtet overhovedet henne i min moderne verden, som for det meste udfolder sig i byens kunstige rum, i den "anden natur"? Ludvig Holstein, Thøger Larsen, Johannes V. Jensen kunne med selvfølgelighed digte om naturen i sekulariseret form for 100 år siden, men hvad er der sket sidenhen?

Digterne har været engageret andre steder og i andre emner end lige naturens gang, og nogle har måske også haft den holdning, som Otto Gelsted ironisk udstillede med ordene: "Naturen det billige skidt".