Et forår med frihedskrav breder sig i den arabiske verden

Regimet i Damaskus er med rette bange for lignende uro i Syrien. Den bedste måde at undgå et sammenstød mellem folket og sikkerhedsstyrkerne er en proces med sande reformer, der skal føre til valg og en national samlingsregering. Den indgroede inerti hos det aktuelle regime synes imidlertid at udelukke enhver bevægelse i den retning.

I stedet tilbyder Syriens herskere incitamenter for at sikre, at det afgørende vælgergrundlag bliver holdt på plads. Det sker i form af bærbare computere til lærerne, støtte til ansatte i den offentlige sektor og tom tale om reformer. Men den nuværende situation kræver meget mere end det. Ophæver man den undtagelsestilstand, der har været gældende siden 1963 og har givet regimet og dets sikkerhedstjenester uhildet magt, ville det være et symbolladet og mærkbart skridt i den rigtige retning.

Medmindre Syriens herskere ligesom andre ledere i den arabiske verden begynder at begribe, at frihed er en grundlæggende menneskerettighed, så kan selv det mest føjelige folks tålmodighed blive brugt op. Høje priser på fødevarer var måske nok katalysator i Nordafrika, men den hastighed, hvormed demonstranterne gav sig til at kræve politiske reformer, kom bag på alle.

Det bliver så godt som umuligt at proppe ånden tilbage i flasken uden blodsudgydelser af den slags, som vi nu ser i nogle dele af den arabiske verden. Så det syriske lederskab ved godt, at det er nødt til at reagere – deraf den halvhjertede dagsorden om reformer, som lederskabet netop har skitseret.

Men når lederskabet forsøger at forholde sig til dyb utilfredshed blandt folket med et blomstrende sprog og en vifte af støtteordninger, er det som at forsøge at slukke en skovbrand med en vandpistol. Syriens problemer er alvorlige og kræver reelle løsninger.

Indtil nu har Syriens herskere forladt sig på deres anti-israelske og anti-vestlige retorik for at beskytte sig selv. Men under demonstrationerne i Tunis og Kairo hørte man sjældent kampråb om den israelsk-palæstinensiske konflikt. Hertil kommer, at der ikke er kommet nogen respons fra det syriske regime i de senere år, når israelske fly har ramt mål i Syrien – og heller ikke, da israelske fly fløj hen over selve præsidentpaladset.

Regimet hævder at være en del af "modstanden" sammen med storebror Iran. Wikileaks har imidlertid dokumenteret, at det syriske lederskab har givet det iranske regime besked om ikke at regne med landet i tilfælde af krig mod Israel, fordi det er for svagt. Så regimet gør grueligt galt i at tro, at dets gamle taktik om at dele og herske vil vedblive med at yde det immunitet.

Tværtimod har regimet med en ung og veluddannet befolkning, der ikke kan finde passende beskæftigelse, skabt sin egen kadre af potentielle demonstranter, som er bevidste om, at regimet benytter sig af tomme slagord for at fastholde undtagelsestilstanden og blive ved magten.

Det syriske folk er stærkt og tålmodigt, udholdende og ressourcerigt. Familiebånd og sociale sammenhænge er fortsat stærke i nødens stund: Når der mangler mad, deler folk det, de har. Når regimet slår ned på internettet, bruger folk da bare erstatnings-servere.

Men det burde de ikke være nødt til. De burde ikke være tvunget til at risikere deres sikkerhed, når de forsøger at engagere sig online i verden. Ingen ønsker at se Damaskus' gader fulde af demonstranter eller at opleve et voldeligt sammenstød mellem demonstranter og sikkerhedsstyrker. Det, som det syriske folk ønsker, er simpelthen en meningsfuld dialog med regimet.

Regimet må indse, at syrerne på trods af dets bestræbelser på det modsatte har fulgt begivenhederne i regionen med lige så stor interesse som resten af verden. Syriens folk har måske nok ingen forkærlighed for vold, men man glemmer ikke nemt frihedens fødsel, når først man har set det ske. Det lader sig heller ikke overtrumfe af håndører fra staten og tomme udsagn fra et fjernt lederskab, som har isoleret sig selv.

Folk sagde, at Berlinmuren ikke ville falde. Man sagde, at Mubarak ikke ville træde tilbage. Og der er stadig dem, som siger, at Syrien ikke kan forandres.

Men Syrien vil forandre sig, tro mig. Og jeg beder ligesom mine landsmænd til, at når forandringen kommer, bliver den fredelig og harmonisk.

(c) Project Syndicate 2011

Oversat af Sara Høyrup