Vågekonen er en mand

Han sidder i hjørnet af sin sofa i et lille gult bondehus i Ishøj. Ved siden af ham ligger en orangestribet kat rullet sammen, og duften af pibetobak fylder rummet. 62-årige Ole Jørn Jensen er en høj, ranglet mand i læderbukser med fyldigt gråt skæg og håret samlet i en hestehale. På bordet ligger en tændt mobiltelefon, så vågetjenesten kan få fat i ham. Kun to gange har han frabedt sig at blive tilkaldt. Den ene gang var han til sin datters bryllup. Men ellers er han altid klar til at rykke ud, og bliver der ringet, pakker han en gammel sportstaske med lædersutsko, en termokande te, et uldtæppe og et par sammenklappede rugbrødsmadder. Han har også en bibel med sig.

Sidste år havde Ole Jørn Jensen 25 vagter – typisk om natten.

"Af natur er jeg god til at kede mig. Jeg behøver ikke strikke eller løse kryds og tværs for at holde mig vågen. Jeg har mediteret i mange år, og det bruger jeg til bare at være til stede. Jeg stiller radaren ind: Hvad sker der i øjnene på den døende? Hvordan er åndedrættet? Kan der være smerter? Jeg påtager mig ikke en professionalisme, når jeg skal ud: Jeg vil hellere kalde det, at jeg mander mig op i menneskelighed."

Indimellem tørrer han måske en pande, ryster en pude eller holder i hånd. Men han foretager sig intet i retning af behandling. Hvis det er nødvendigt, tilkalder han personale.

Men hvordan kan han være sikker på, at den døende ikke hellere vil være fri for at have en fremmed ved siden af sig på vej mod døden?

"Åbenheden mennesker i mellem er langt større i den situation end i hverdagen. Men jeg skal da ikke som vågekone komme og tro, at jeg er en helgen. Som døende er man på sin vis berøvet evnen til at sige fra, og det er da vigtigt, at jeg ikke læner mig omsorgsfuldt ind over en person, der ikke ønsker det," siger han.

Indtil videre er hans samlede oplevelse dog, at de døende er meget modtagelige over for den kontakt og det nærvær, han kan give. Og han kan give trætte pårørende et pusterum.

Og uanset at den døende i sagens natur ikke kan takke ham bagefter, får Ole Jørn Jensen noget med sig:

"Jeg finder en etisk tilfredsstillelse ved det. Det giver perspektiv i mit liv, og jeg får en masse positive oplevelser," siger han og nævner som eksempel en ældre kvinde, som han sad hos i fire nætter.

Midt om natten vågnede hun, smilede og sagde: "Nu har jeg det bedre. Nu skal vi hygge os." Senere lyttede de sammen til den første solsort, som sang, da solen stod op. Kort efter døde hun.

"Det lyder måske rørstrømsk, men sådan nogle oplevelser tager jeg med mig. Og så får problemer med skattevæsnet altså en mindre væsentlig karakter, når man lige har oplevet livet og døden."

vaaben@k.dk