Uegnet til undervisning

Sherin Khankan.

- Scanpix.

Læs også

flexblock

Tema

Boganmeldelse

Bøger

Skolen og islam

flexblock

Emneord for denne artikel

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Sørine Gotfredsen | 14. marts 2011

En ny bog om islam introduceres som en lærebog, men er så forkyndende i sprog og tone, at den ikke egner sig til undervisning. Bogen er et muslimsk partsindlæg i tidens debat

Faren ved at forsyne en bog med et forord er, at man får sat hele læseoplevelsen i et bestemt skær. Dette er tilfældet med bogen "Muslimernes islam", der er redigeret af muslim, religionssociolog og debattør Sherin Khankan og præsenteres som en lærebog til danske gymnasieelever. I forordet lyder det blandt andet: "Ofte misbruges debatter om køn, kultur og religion til politiske formål. Forskning inden for islam og Mellemøsten er i særdeleshed udsat for et groft og dagligt misbrug."

Dette vil Khankan rette op på, og lad det være sagt straks, at hvis jeg var mor til et gymnasiebarn, ville jeg protestere mod brugen af denne bog. Ikke fordi den ikke rummer relevant læsning om islam, men fordi en stor del af den har form af ét langt propagandaindlæg fra redaktøren selv. Men det brugbare først. Khankan har inddelt bogen i tre dele, der anskuer islam som religion, kultur og historie samt mødet med vestlig kultur. Det sætter sig præg, at de fleste skribenter er troende muslimer, og beskrivelsen af blandt andet personen Muhammed, Koranen som tekst og muslimsk arkitektur er skrevet med stor veneration.

Annonce

Religionshistoriker Kasper Mathiesen beskriver varmt sin begejstring for Koranens sproglige skønhed og religiøse univers, der kan forvandle et menneskes sind og hjerte. I den mere ædruelige ende møder vi islamekspert Jørgen Bæk Simonsen, der gennemgår koran-tekstens tilblivelse og understreger, hvordan islam ikke ser sig selv som en ny religion, men som en fuldendelse af de allerede eksisterende. Simonsen minder om den centrale diskussion om forholdet mellem ukrænkelig åbenbaring og historisk kontekst, der er så afgørende for, om islam kan integreres i vestlige samfund.

Snart opstår imidlertid problemer, når Sherin Khankan tager fat på sit utopiske projekt. Dybt irriteret over den hjemlige debat ønsker hun at oplyse landets gymnasielever på et højere niveau og hævder, at islam på ingen måde er i modstrid med vestlige normer. Idet islam og demokrati allerede er forenet. Når hun kan mene dette i en virkelighed, der hver dag demonstrerer det modsatte, skyldes det, at hun tolker sharia – Allahs vejledning til mennesket både åndeligt, socialt og politisk – som "fundamentale principper, som er orienteret mod en vejledning om et givent styres generelle karaktertræk ?". En vejledning, som mennesket skal følge i samråd med sin egen fornuft.

Khankan har et særligt talent for i kraft af sin fortrolighed med vestlig tænkning at pakke islam ind i en masse luftige plusord, som primært efterlader læseren lettere konfus. Og samtidig – hvilket er det mest foruroligende – ser hun for sig en slags anden væren, hvor et menneske, som det hedder, er "tjener af Allah og ikke slave af middelalderlige traditioner som for eksempel dyrkelsen af den nationale identitet". Den enkelte skal søge en højere tilstand af retfærdighed, der er indeholdt i sharia, gennem hvilken et menneske kan forædles og i en global identitet forenes med alle andre, hvorefter verden kan fremstå i et nyt lys.

Tak, men nej tak, siger man forhåbentlig på landets gymnasier. For mens Khankan også gør sig fornuftige tanker om nødvendigheden af, at muslimer i vesten dropper modsætningstænkningen, realiserer lighed mellem kønnene og accepterer sekulære grundprincipper, er hendes ærinde først og fremmest at få alle til at fatte, at frelsen ligger i islam. Hun praktiserer ikke oplysning, men forkyndelse, og bedre bliver det ikke, når hun i sin krænkelse over den mangelfulde "koraneksegese" begynder at sætte Koranen og Det Nye Testamente op imod hinanden.

Konstant lurer under overfladen en kamp om sandheden, og en sådan kamp hører ikke hjemme i en lærebog. Khankan har ret i, at der kan mangle faglig præcision i islamdebatten, og hun rammer også en pointe ved at problematisere talen om religion som en privatsag og påpege, at religiøse argumenter kan indgå i verdslig sammenhæng, så længe de ikke tillægges særlig autoritet. Men de saglige intentioner drukner, når hun udfolder sine utopier om "islamisk genfødsel" og forædling af individer, der sammen kan skabe en ny verden. Her har vi forladt afdelingen for afbalanceret oplysning og har i stedet at gøre med en løbsk ideologi, der hører hjemme i spirituelle kend dig selv-grupper.

Man kan læse denne bog som et vidnesbyrd om, hvordan troende muslimer gerne vil fremlægge islam, og man kan forholde sig til et meget langt debatindlæg fra Sherin Khankan. Men til brug i undervisningen af landets gymnasieelever? Det går ikke.

kultur@k.dk

Sherin Khankan (red.):Muslimernes islam. Religion – Kultur – Samfund. 224 sider. Pantheo.

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock