Bernhard Lewkovitch |
15. marts 2011
Man kan forbigående godt blive en smule vemodigt stemt ved tanken om Kristeligt Dagblads flytning fra Rosengården til Vimmelskaftet
Ganske vist er postadressens bogstav stadig K, men når man nu i 38 år omtrent på klokkeslæt hver eneste morgen har hilst, smilet eller nikket "godmorgen" til såvel officererne "på broen" som til ligedannede med fyrbøderne "i lasten", har det sin følelsesmæssige pris at løbe nye gulvlængder op, at kende forskel på dame- og herretoiletters beliggenhed og kende den korrekte afsenderadresse til flittige læserbrevsskribenter.
Alt har sin tid, som skrevet står i "Prædikerens Bog". Tiden på adressen i Frederiksborggade 5, derpå til Fanøgade 9 på Østerbro, så til Rosengården 14 og nu altså til Vimmelskaftet 47, hvor gadesangere og musikanter vil blande sig med lyden af X Factor-musik fra de åbenstående døre fra modebutikker og cafeer, og som næppe vil forsøde tilværelsen for stabens skrivende, redigerende og dirigerende medarbejdere i bestræbelserne på at holde skuden på ret køl.
Det er jo ikke Frelsens Hærs strenge- og blæserkorps, der her er tale om, men en art musik, der kan få selv hårdføre mennesker til alvorligt at overveje deres boligforhold, som tilfældet er for enkelte bekendtes vedkommende.
Men altså, den efterhånden for trange plads i Rosengården godtgør det skærpede syn på medarbejdernes udvidede bekvemmelighed, som sikrer, at ingen er henvist til at sidde på skødet af en anden. Det skulle tilmed betyde, at ikke for mange tommelfingre kolliderer på tasterne, så avisen fortsat forbliver læselig.
Men vemod kan uden skade tilføres en smule romantik. Det er jo det gamle latinerkvarter, og for dem, der er modtagelige herfor, emmer det af ånd og viden fra store personligheder rundtom i bydelen: Af et utal af større og mindre forlag. Af navne som Holberg, Heiberg, H.C. Andersen, Oehlenschläger, Weyse, H.L. Martensen og Kierkegaard. Hertil føjer sig huse som Regensen, fakulteterne og de idylliske småpladser som Kultorvet, Gråbrødre og Højbro samt gudshusene Skt. Petri, Trinitatis og Vor Frue, alt som bidrag til kvarterets åndfulde og karakteristiske profil, til hvilken en ubrudt strøm af fodgængere med legitime tilhørsforhold dagligt ses.
Selvfølgelig går verden ikke under, fordi KD holder flyttedag, men måske nok nogle drengedrømme om tilværelsen i biblioteker, i Synagogen, i Klareboderne og andre småstræder for dem, der levede og virkede her engang for længe siden. Måske netop sådan som min ungdomsven gennem mange år, Frank Jæger, mindes i "Digte fra 1948-50."
Før han flyttede fra København, var han selv en del af bylivet her og ofte gæst i Helligåndshuset, hvor han i stilhed fordybede sig i overvejelser, betragtninger og i læsning. I digtet "I Helligåndshuset mens det regner" gør han op med tilværelsen i byen, hvor han på vej derfra tager afsked med sin sixpence løftet i vejret og i sidste vers kigger sig tilbage med vemodsblandet glæde og udbryder: "Farvel, o drengedrøm ? Farvel til Helliggejst og dem, der læser".
Så havde Frank Jæger også sin tid, som alting har ifølge Salomon den vise. Også Kristeligt Dagblad i Rosengården.
kultur@k.dkBernhard Lewkovitch er komponist og mangeårig kantor ved Sankt Ansgars Kirke i København. Klummen "Post Scriptum" bringes på denne plads hver anden uge.