Allan Sørensen |
15. marts 2011
Gaddafi og golfstater udnytter vestlig tøven til egen fordel
Mens et flyveforbud over Libyen stadig diskuteres i EU, USA, Nato og FN, er Libyens leder, Moammar Gaddafi, godt i gang med at kvæle oprøret mod hans 42 år lange diktatur med hårde midler. Skridt for skridt. By for by. Samtidig er seks mellemøstlige lande gået sammen om at gøre det samme med oprøret i Bahrain.
Ud fra tanken om, at det er bedre at slå ned på kravene om demokrati og frihed, inden de når frem til eget dørtrin, er Bahrain, Saudi-Arabien, Kuwait, Qatar, Oman og De Forenede Arabiske Emirater blevet enige om at knuse oprøret i Bahrain. Saudi-Arabien har allerede sendt soldater til landet for at hjælpe med at redde styret.
Meget tyder på, at både Gaddafi og de seks golflande forsøger at udnytte det tidsrum, de vestlige landes tøven stiller til rådighed. Håbet er, at kampen allerede vil være overstået, hvis eller når det internationale samfund vover at tage en beslutning om at blande sig direkte i den libyske konflikt, og herefter måske endda også i lignende konflikter i regionen. Ligesom Gaddafi tror kongedømmerne i golfstaterne, at de nye krav om frihed og demokrati kan kvæles. Spørgsmålet er blot, hvor meget magt der bruges.
Det ironiske er, at Den Arabiske Liga for et par dage siden næsten enstemmigt vedtog at anbefale et flyveforbud over Libyen, mens de seks ovennævnte lande selv tog beslutninger om at optrappe undertrykkelsen af demonstrationerne. Som om de anser det libyske oprør for at være legitimt, mens deres egne befolkningers krav åbenbart ikke er det. Kun Syrien ytrede sig mod flyveforbud over Libyen og har i modsætning til golfstaterne, ifølge nogle kilder, kastet sig ud i noget, der ligner et mindre militært samarbejde med Gaddafi.
Der skal være forståelse for, at det tager tid at mobilisere international enighed om den libyske konflikt, og bedst vil det være, at en eventuel direkte indblanding i krisen sker på baggrund af fuldt mandat fra FN.
Men hvis det tog få dage at fordømme den tidligere egyptiske præsident, Hosni Mubarak, efter at demonstrationerne begyndte i Egypten, og endnu mindre tid at gøre det samme over for Moammar Gaddafi, så virker det umiddelbart som et yderst forvirrende signal, at de samme internationale organisationer kun med spinkel stemme, hvis overhovedet, nævner undertrykkelsen af demonstranter i lande som Yemen, Bahrain, Syrien, Oman og Saudi-Arabien.
Igen er det spørgsmålet om udlandets rolle i Libyen, der melder sig. For hvis det internationale samfund søger mandat til at skride ind på demonstranternes vegne i Libyen, bør de samme lande og organisationer også forberede sig på at gøre det samme i resten af de ovennævnte lande, hvor befolkningerne tørster efter forandring.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad