DRABET PÅ Birthe Rønn Hornbech (V) som integrationsminister har været en led historie at bivåne. Det offentlige liv, når det er værst, en blanding af smålighed, ondskabsfuldhed og gemenhed.

Jo, hun har begået en fejl, og hun overså ganske rigtigt en FN-konvention, som Danmark har været så tåbelig at tiltræde, selvom den strider direkte imod den danske grundlov, og hun var længe om at erkende og rette fejlen. Det er rigtigt.

LÆS OGSÅ: Krarup angrer sin rolle i Rønn-sag

Men når hun var længe om det, hænger det sammen med hendes grundighed som jurist og sagsbehandler, at hun ville til bunds i problemet og erkende, hvad der var sket, og hvad der skulle gøres.

Derfor tog det tid. Og derfor kunne en ondsindet venstrefløj i Folketinget kaste sig over hende og anklage hende for både dette og hint.

Havde hun været en facil normalpolitiker, havde hun strakt våben med det samme og ladet sig jage i et musehul. Også selvom den venstrefløj, der jagtede hende, ikke havde observeret noget i lange tider, fordi den snorksov hele året 2010 og først vågnede til sin forfølgelse, da min undsigelse af FN-konventionen i november 2010 vækkede den og fik den til at spore blodhundene fra dagbladet Information ind på den ene fejl, at integrationsministeren havde været længe om at ændre på forholdet.

Så gik den vilde jagt i januar og februar. Så kom hele vort offentlige livs gemenhed til fuld udfoldelse, og Birthe Rønn Hornbech blev jaget vildt dag efter dag. Det var en led oplevelse at være vidne til, og der var kun én ting, der forsonede mig med oplevelsen. Det var Birthe Rønn Hornbechs styrke og uanfægtethed.