Krigen i Afghanistan er ikke gået som håbet. De danske soldater har gjort en stor indsats, men der har manglet en overordnet strategi med missionen, og i dag er sikkerheden i Helmand ikke bedre end for fem år siden, konkluderer professor Mikkel Vedby Rasmussen i den nye bog "Den Gode Krig?".
- Patrick Baz/AFP/Scanpix.
Britta Søndergaard |
16. marts 2011
Afghanistan-krigen var en succes for dansk udenrigspolitik, men den førte ikke til forbedringer for befolkningen i Helmand. Tværtimod har Taleban kæmpet sig vej tilbage, lyder den dystre konklusion i ny bog
"De danske tigre". Sådan lød Talebans karakteristik af de danske soldater efter det første slag mellem 140 danske soldater og en gruppe lokale krigere i Helmands ørken den 22. juli 2006. Danskernes første kampererfaringer endte mirakuløst uden et eneste dansk tab. Først i april 2007 sluttede det, der i militærjargon blev betegnet som "danskerheldet", og den første danske soldat blev dræbt.
Professor Mikkel Vedby Rasmussens nye bog "Den Gode Krig ?" om Danmarks krigsførelse i Afghanistan starter tilbage på slagmarken i 2006.
Siden da har 7844 danske soldater kæmpet mod Taleban i Afghanistan, og 40 danskere har mistet livet. Soldaterne har ydet en flot indsats, men krigen har ikke forbedret sikkerheden i Helmand. Sådan lyder den nedslående konklusion i bogen.
"Jeg har kaldt bogen 'Den Gode Krig?'", fordi rigtig mange politikere, generaler og embedsmænd i København mener, at Afghanistan-krigen har været en god krig. Min opgave har været at undersøge, hvor god krigen har været. Den har virket i forhold til vores alliancepolitik. Spørg bare Anders Fogh Rasmussen (V), der blev udnævnt til generalsekretær i NATO. Det har også været en god krig for forsvaret. Vi kan være stolte af soldaterne, og Danmark er ikke længere nogen fodnotenation. Men på den samlede front har der ikke været de store forbedringer for befolkningen i Helmand, og situationen er ikke særlig meget bedre, end da vi kom i 2006. Der er nogle, der har fået det bedre takket være vores indsats, men der er også afghanere, der har fået det værre, fordi deres marker er blevet en kampplads," siger Mikkel Vedby Rasmussen.
I bogen konkluderer han, at krigen har været god for Taleban, selvom bevægelsen har lidt store tab. Det er i dag umuligt at forestille sig en fremtid i Afghanistan uden Taleban.
Mikkel Vedby Rasmussens vigtigste kritik af missionen i Afghanistan er, at den fra begyndelsen har manglet en strategi.
"Det er altid nemt at være bagklog. Til politikernes ros skal det dog tilføjes, at de i løbet af krigen er blevet bedre til at formulere egne mål og strategier. Den seneste plan for Afghanistan indebærer, at Danmark skal træne afghanske styrker, så de kan overtage opgaven i 2014. Og det var måske den strategi, vi skulle være ankommet med. Nemlig fra starten at træne afghanerne til at overtage krigen, og så skulle vi selv have holdt os relativt meget tilbage," mener han.
Ifølge Mikkel Vedby Rasmussen kan det virke paradoksalt, at tusindvis af vestlige soldater med Verdens mest avancerede teknologi ikke med lethed har kunnet besejre, hvad der er blevet betegnet som en gruppe religiøse fanatikere med en AK-47.
"Men krige vindes ikke ved, at man vil have ret og har midlerne til at forlange at få ret. Man vinder, fordi man sætter de rigtige mål. At vi så åbenlyst var vores fjender moralsk og militært overlegne, fik os til at mene, at vi burde vinde i Afghanistan. Men fra starten tænkte vi meget i mål og midler og ikke i en sammenhængende strategi," forklarer Mikkel Vedby Rasmussen.
Da regeringen i 2006 besluttede at deltage i Afghanistankrigen var beslutningen ifølge Mikkel Vedby Rasmussen først og fremmest motiveret af ønsket om at føre en aktiv udenrigspolitik og at forsvare vestlige værdier:
"Hvis der var en krig, der havde noget med Danmarks sikkerhed at gøre, så skulle vi deltage. I Afghanistan blev denne aktivisme uløseligt kædet sammen med en værdikamp, sådan at fronten mod Taleban blev set som den yderste frontlinje i kamp for vestlige frihedsværdier," fortæller Mikkel Vedby Rasmussen.
I det første år var Danmarks indsats i realiteten ret begrænset. Men i efteråret 2007 valgte den danske regering at sende de danske soldater ud på en ny og langt farligere opgave. Antallet af soldater blev fordoblet, og efter aftale med briterne overtog Danmark ansvaret for den midterste del af Helmand-området.
"Fra at være spejdere, der kørte rundt i ørkenen, blev danskerne nu involveret i en egentlig krig. Både forsvaret og politikerne var klar over, at tabene ville blive større. Men der var ikke rigtig nogen, der stillede sig op og forklarede det i offentligheden," siger Mikkel Vedby Rasmussen.
Midterområdet havde byen Gereskh og en række mindre bosættelser langs floden med gode forbindelser, som alt sammen kunne udnyttes til genopbygning. Både de danske og de britiske soldater vidste, at det egentlige slag ikke kun var mellem dem og Taleban, men også handlede om, hvem der kunne give befolkningen de bedste levevilkår.
Det var gennem opbygningen af det afghanske samfund, at krigen kunne vindes, og det ville både danskerne og briterne gerne have æren for.
Sideløbende med den militære indsats i Helmand satsede danskerne derfor på at opbygge skoler i Helmand.
Ifølge den afghanske regering kunne kun fem procent af befolkningen i Helmand læse og skrive. Det gjorde genopbygning af skoler til en god gerning, som kunne forandre mange børns liv.
Men ifølge Mikkel Vedby Rasmussen kan der i høj grad stilles spørgsmål ved den danske satsning på uddannelse:
"At fokusere på uddannelse udfra en bistandslogik var logisk, men set udfra en krigsvinkel var det ikke logisk. Et af problemerne er, at uddannelsen skal foregå midt i en krigszone. Samtidig besluttede Taleban at bekæmpe opbygningen af skoler. Jeg tror, at man i stedet skulle have satset på at opbygge infrastruktur og uddanne politi og militær, som kunne arbejde mod Taleban. At bygge skoler ville jo ikke i sig selv få Taleban til at forsvinde," lyder det fra Mikkel Vedby Rasmussen.
Danskerne har i højere grad end andre europæere bakket op om missionen i Afghanistan. Men i løbet af 2010 begyndte udviklingen at vende. En meningsmåling fra den 22. juli 2010 viste, at 62 procent af danskerne ønskede en slutdato for, hvornår soldaterne skulle være ude:
"Den politiske tålmodighed med projektet er ved at løbe ud. Den nye strategi handler om, at vi skal trække os hjem," siger Mikkel Vedby Rasmussen.
Spørgsmålet er så, om det er realistisk, at den afghanske regeringshær kan forsvare sig selv, når danskerne efter alt at dømme trækker sig ud i 2014:
"Det er realistisk , at der nok skal være en hær, som kan holde Taleban stangen, når vi forlader landet. Men det er meget usikkert, hvor lang tid de kan holde Taleban fra magten. Afghanistan blev lovet et nyt og bedre samfund uden Taleban. Men en fremtidig løsning af konflikten indebærer en form for aftale mellem præsident Karzais regering i Kabul og Taleban," mener Mikkel Vedby Rasmussen.
Professoren håber, at politikere vil tage ved lære af erfaringerne fra ørkenlandet i fremtidige konflikter:
"Hvis vi kigger i konfliktkrystalkuglen, så vil der komme flere af den type konflikter. Risikoen er, at vi, næste gang vi bliver inddraget, siger: 'Det gik jo godt i Afghanistan'. Jeg håber, at man næste gang starter med at sætte sig mål for, hvad man vil, og derefter klarlægger de midler, der skal til. For hvis vi rent faktisk får lagt en god strategi fra starten, så er der en chance for, at vi får en god krig en anden gang."
soendergaard@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad