Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


- Erik Bjerager, ansv. chefredaktør og adm. direktør
Erik Bjerager
Send artiklen En god krig for Taleban til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En god krig for Taleban

Krigen i Afghanistan er ikke gået som håbet. De danske soldater har gjort en stor indsats, men der har manglet en overordnet strategi med missionen, og i dag er sikkerheden i Helmand ikke bedre end for fem år siden, konkluderer professor Mikkel Vedby Rasmussen i den nye bog "Den Gode Krig?".

- Patrick Baz/AFP/Scanpix.

Fakta

Danmark i Afghanistan - nogle nøgledatoer

7. oktober 2001: Britiske og amerikanske militære enheder indleder en krig mod Talebanregimet...
Læs mere

Mikkel Vedby Rasmussen

Født 1973, er professor i sikkerheds- og forsvarspolitik og leder af Center for Militære Studier...
Læs mere
flexblock

Emneord for denne artikel

krig | Afghanistan | Taleban | forbedring | Danmark | udenrigspolitik | befolkningen
flexblock
2 debatindlæg Hold mig opdateret

Afghanistan-krigen var en succes for dansk udenrigspolitik, men den førte ikke til forbedringer for befolkningen i Helmand. Tværtimod har Taleban kæmpet sig vej tilbage, lyder den dystre konklusion i ny bog

"De danske tigre". Sådan lød Talebans karakteristik af de danske soldater efter det første slag mellem 140 danske soldater og en gruppe lokale krigere i Helmands ørken den 22. juli 2006. Danskernes første kampererfaringer endte mirakuløst uden et eneste dansk tab. Først i april 2007 sluttede det, der i militærjargon blev betegnet som "danskerheldet", og den første danske soldat blev dræbt.

Professor Mikkel Vedby Rasmussens nye bog "Den Gode Krig ?" om Danmarks krigsførelse i Afghanistan starter tilbage på slagmarken i 2006.

Siden da har 7844 danske soldater kæmpet mod Taleban i Afghanistan, og 40 danskere har mistet livet. Soldaterne har ydet en flot indsats, men krigen har ikke forbedret sikkerheden i Helmand. Sådan lyder den nedslående konklusion i bogen.

Annonce
"Jeg har kaldt bogen 'Den Gode Krig?'", fordi rigtig mange politikere, generaler og embedsmænd i København mener, at Afghanistan-krigen har været en god krig. Min opgave har været at undersøge, hvor god krigen har været. Den har virket i forhold til vores alliancepolitik. Spørg bare Anders Fogh Rasmussen (V), der blev udnævnt til generalsekretær i NATO. Det har også været en god krig for forsvaret. Vi kan være stolte af soldaterne, og Danmark er ikke længere nogen fodnotenation. Men på den samlede front har der ikke været de store forbedringer for befolkningen i Helmand, og situationen er ikke særlig meget bedre, end da vi kom i 2006. Der er nogle, der har fået det bedre takket være vores indsats, men der er også afghanere, der har fået det værre, fordi deres marker er blevet en kampplads," siger Mikkel Vedby Rasmussen.

I bogen konkluderer han, at krigen har været god for Taleban, selvom bevægelsen har lidt store tab. Det er i dag umuligt at forestille sig en fremtid i Afghanistan uden Taleban.

Mikkel Vedby Rasmussens vigtigste kritik af missionen i Afghanistan er, at den fra begyndelsen har manglet en strategi.

"Det er altid nemt at være bagklog. Til politikernes ros skal det dog tilføjes, at de i løbet af krigen er blevet bedre til at formulere egne mål og strategier. Den seneste plan for Afghanistan indebærer, at Danmark skal træne afghanske styrker, så de kan overtage opgaven i 2014. Og det var måske den strategi, vi skulle være ankommet med. Nemlig fra starten at træne afghanerne til at overtage krigen, og så skulle vi selv have holdt os relativt meget tilbage," mener han.

Ifølge Mikkel Vedby Rasmussen kan det virke paradoksalt, at tusindvis af vestlige soldater med Verdens mest avancerede teknologi ikke med lethed har kunnet besejre, hvad der er blevet betegnet som en gruppe religiøse fanatikere med en AK-47.

"Men krige vindes ikke ved, at man vil have ret og har midlerne til at forlange at få ret. Man vinder, fordi man sætter de rigtige mål. At vi så åbenlyst var vores fjender moralsk og militært overlegne, fik os til at mene, at vi burde vinde i Afghanistan. Men fra starten tænkte vi meget i mål og midler og ikke i en sammenhængende strategi," forklarer Mikkel Vedby Rasmussen.

Da regeringen i 2006 besluttede at deltage i Afghanistankrigen var beslutningen ifølge Mikkel Vedby Rasmussen først og fremmest motiveret af ønsket om at føre en aktiv udenrigspolitik og at forsvare vestlige værdier:

"Hvis der var en krig, der havde noget med Danmarks sikkerhed at gøre, så skulle vi deltage. I Afghanistan blev denne aktivisme uløseligt kædet sammen med en værdikamp, sådan at fronten mod Taleban blev set som den yderste frontlinje i kamp for vestlige frihedsværdier," fortæller Mikkel Vedby Rasmussen.

I det første år var Danmarks indsats i realiteten ret begrænset. Men i efteråret 2007 valgte den danske regering at sende de danske soldater ud på en ny og langt farligere opgave. Antallet af soldater blev fordoblet, og efter aftale med briterne overtog Danmark ansvaret for den midterste del af Helmand-området.

"Fra at være spejdere, der kørte rundt i ørkenen, blev danskerne nu involveret i en egentlig krig. Både forsvaret og politikerne var klar over, at tabene ville blive større. Men der var ikke rigtig nogen, der stillede sig op og forklarede det i offentligheden," siger Mikkel Vedby Rasmussen.

Midterområdet havde byen Gereskh og en række mindre bosættelser langs floden med gode forbindelser, som alt sammen kunne udnyttes til genopbygning. Både de danske og de britiske soldater vidste, at det egentlige slag ikke kun var mellem dem og Taleban, men også handlede om, hvem der kunne give befolkningen de bedste levevilkår.

Det var gennem opbygningen af det afghanske samfund, at krigen kunne vindes, og det ville både danskerne og briterne gerne have æren for.

Sideløbende med den militære indsats i Helmand satsede danskerne derfor på at opbygge skoler i Helmand.

Ifølge den afghanske regering kunne kun fem procent af befolkningen i Helmand læse og skrive. Det gjorde genopbygning af skoler til en god gerning, som kunne forandre mange børns liv.

Men ifølge Mikkel Vedby Rasmussen kan der i høj grad stilles spørgsmål ved den danske satsning på uddannelse:

"At fokusere på uddannelse udfra en bistandslogik var logisk, men set udfra en krigsvinkel var det ikke logisk. Et af problemerne er, at uddannelsen skal foregå midt i en krigszone. Samtidig besluttede Taleban at bekæmpe opbygningen af skoler. Jeg tror, at man i stedet skulle have satset på at opbygge infrastruktur og uddanne politi og militær, som kunne arbejde mod Taleban. At bygge skoler ville jo ikke i sig selv få Taleban til at forsvinde," lyder det fra Mikkel Vedby Rasmussen.

Danskerne har i højere grad end andre europæere bakket op om missionen i Afghanistan. Men i løbet af 2010 begyndte udviklingen at vende. En meningsmåling fra den 22. juli 2010 viste, at 62 procent af danskerne ønskede en slutdato for, hvornår soldaterne skulle være ude:

"Den politiske tålmodighed med projektet er ved at løbe ud. Den nye strategi handler om, at vi skal trække os hjem," siger Mikkel Vedby Rasmussen.

Spørgsmålet er så, om det er realistisk, at den afghanske regeringshær kan forsvare sig selv, når danskerne efter alt at dømme trækker sig ud i 2014:

"Det er realistisk , at der nok skal være en hær, som kan holde Taleban stangen, når vi forlader landet. Men det er meget usikkert, hvor lang tid de kan holde Taleban fra magten. Afghanistan blev lovet et nyt og bedre samfund uden Taleban. Men en fremtidig løsning af konflikten indebærer en form for aftale mellem præsident Karzais regering i Kabul og Taleban," mener Mikkel Vedby Rasmussen.

Professoren håber, at politikere vil tage ved lære af erfaringerne fra ørkenlandet i fremtidige konflikter:

"Hvis vi kigger i konfliktkrystalkuglen, så vil der komme flere af den type konflikter. Risikoen er, at vi, næste gang vi bliver inddraget, siger: 'Det gik jo godt i Afghanistan'. Jeg håber, at man næste gang starter med at sætte sig mål for, hvad man vil, og derefter klarlægger de midler, der skal til. For hvis vi rent faktisk får lagt en god strategi fra starten, så er der en chance for, at vi får en god krig en anden gang."

soendergaard@k.dk
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

Trådet overblik  |  Fladt overblik

En god krig en anden gang? NEJ!

Frants, publiceret d.04/04 23:39 (for 1 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: En god krig for Taleban
Nej, Danmark skal ikke føre "en god krig en anden gang".

Vi kan ikke forhindre USA eller Nato i at erklære nye krige i fremtiden - og der kommer desværre flere nye krige, bare vent og se - men vi kan bestemme os til ikke at deltage.

Vi kan bestemme os til i stedet at arbejde på forebyggelse mod krig i form af konfliktløsning og stjerne-diplomati - samt, hvis krigen alligevel kommer, at lindre krigens rædsler i form af humanitær indsats.
Der er rigelig at tage fat på.
Mvh
www.danmarkforfred.dk
Del Link

Sv. En god krig en anden gang? NEJ!

Jørgen Christensen, publiceret d.05/04 10:18 (for 1 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: En god krig for Taleban
Jeg synes godt man kunne prøve at danne sig et overordnet syn, fremfor at skulle nøjes med det spindoktorpræsenterede, der synes at have en fantastisk overlevelsesevne som socialt styringsmiddel. Hvilket for så vidt kan være positivt, hvis man fraregner det faktum, at de politiske ledere selv synes at være de mest forblændede, og den anden ting, at man slet ikke opnår den tilsigtede demokratiske effekt med fri debat og mange synsvinkler. Frigørelsen af menneskers tanker og overbevisninger, personlig udvikling hæmmes. Og i situationer som denne i Libyen er de fleste tilsyneladende slet ikke rustet tuil at tænke længere end overskrifterne, der mestendels også er spinderi.

Vil gerne illustrere det med dette overblik af Paul Craig Roberts, som bestemt IKKE tegner til at være skridt imod en "bedre verden", men en tredje verdenskrig. Ud af NATOI med DK, jo før jo bedre. En sådan handling (eller bare tilkendegivelse, der kan debatteres) kunne måske tvinge egentlige overvejelser igennem i offentlig debat.

-------------------------------------------------

Kopieret fra en modtaget e-mail, uden krav om copyright (fra udgiveren, trendsresearch).
-------------------------------------------------


Libya - The DC/NATO Agenda
And The Next Great War
KINGSTON, NY, 4 April 2011 — In the 1930s the US, Great Britain, and the Netherlands set a course for World War II in the Pacific by conspiring against Japan. The three governments seized Japan’s bank accounts in their countries that Japan used to pay for imports and cut Japan off from oil, rubber, tin, iron and other vital materials. Was Pearl Harbor, Japan’s response?

Now Washington and its NATO puppets are employing the same strategy against China.

Protests in Tunisia, Egypt, Bahrain, and Yemen arose from the people protesting against Washington’s tyrannical puppet governments. However, the protests against Gaddafi, who is not a Western puppet, appear to have been organized by the CIA in the eastern part of Libya where the oil is and where China has substantial energy investments.

Eighty percent of Libya’s oil reserves are believed to be in the Sirte Basin in eastern Libya now controlled by rebels supported by Washington. As seventy percent of Libya’s GDP is produced by oil, a successful partitioning of Libya would leave Gaddafi’s Tripoli-based regime impoverished. http://www.energyinsights.net

The People’s Daily Online (March 23) reported that China has 50 large-scale projects in Libya. The outbreak of hostilities has halted these projects and resulted in 30,000 Chinese workers being evacuated from Libya. Chinese companies report that they expect to lose hundreds of millions of yuan.

China is relying on Africa, principally Libya, Angola, and Nigeria, for future energy needs. In response to China’s economic engagement with Africa, Washington is engaging the continent military with the US African Command (AFRICOM) created by President George W. Bush in 2007. Forty-nine African countries agreed to participate with Washington in AFRICOM, but Gaddafi refused, thus creating a second reason for Washington to target Libya for takeover.

A third reason for targeting Libya is that Libya and Syria are the only two countries with Mediterranean sea coasts that are not under the control or influence of Washington. Suggestively, protests also have broken out in Syria. Whatever Syrians might think of their government, after watching Iraq’s fate and now Libya’s it is unlikely that Syrians would set themselves up for US military intervention. Both the CIA and Mossad are known to use social networking sites to foment protests and to spread disinformation. These intelligence services are the likely conspirators that the Syrian and Libyan governments blame for the protests.

Caught off guard by protests in Tunisia and Egypt, Washington realized that protests could be used to remove Gaddafi and Assad. The humanitarian excuse for intervening in Libya is not credible considering Washington’s go-ahead to the Saudi military to crush the protests in Bahrain, the home base for the US Fifth Fleet.

If Washington succeeds in overthrowing the Assad government in Syria, Russia would lose its Mediterranean naval base at the Syrian port of Tartus. Thus, Washington has much to gain if it can use the cloak of popular rebellion to eject both China and Russia from the Mediterranean. Rome’s mare nostrum (“our sea”) would become Washington’s mare nostrum.

“Gaddafi must go,” declared Obama. How long before we also hear, “Assad must go?”

The American captive press is at work demonizing both Gaddafi and Assad, an eye doctor who returned to Syria from London to head the government after his father’s death.

The hypocrisy passes unremarked when Obama calls Gaddafi and Assad dictators. Since the beginning of the 21st century, the American president has been a Caesar. Based on nothing more than a Justice Department memo, George W. Bush was declared to be above US statutory law, international law, and the power of Congress as long as he was acting in his role as commander-in-chief in the “war on terror.”

Caesar Obama has done Bush one step better. Caesar Obama has taken the US to war against Libya without even the pretense of asking Congress for authorization. This is an impeachable offense, but an impotent Congress is unable to protect its power. By accepting the claims of executive authority, Congress has acquiesced to Caesarism. The American people have no more control over their government than do people in countries ruled by dictators.

Washington’s quest for world hegemony is driving the world toward World War III. China is no less proud than was Japan in the 1930s and is unlikely to submit to being bullied and governed by what China regards as the decadent West. Russia’s resentment to its military encirclement is rising. Washington’s hubris can lead to fatal miscalculation.

By Paul Craig Roberts
Del Link

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock

flexblock
flexblock
splitblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​