Lord Byron i løbetid

Den britiske digter George Gordon Byron, bedre kendt som Lord Byron (1788-1824), er en af alle tiders største romantiske skikkelser, efterlignet og forkætret, tilbedt og berygtet. En asteroide er opkaldt efter ham. Den danske billedhugger Bertel Thorvaldsen har hugget hans portræt. Engang var han på alles læber, men i dag er hans rimede versfortællinger ikke længere ligefrem kioskbaskere. Alligevel er det lidt overraskende, at den danske hjemmeside, der bærer hans navn, www.lordbyron.dk, ikke handler om ham, men om – katte. Nogle særdeles fine katte, ganske vist, af racen den hellige birma. Men dog katte.

Der er dog mening med kattegalskaben. Lord Byron var nemlig rastløs som en hankat i løbetid, ikke kun når det gjaldt hans omskiftelige kærlighedsliv, men også hvad angår postadresser. En stor del af sit korte liv var han mere eller mindre på farten, først på den store dannelsesrejse, der var obligatorisk for enhver adelsmand – og kunstner – med respekt for sig selv, senere på flugt fra de amourøse skandaler, der talte lidenskabelige forelskelser i gifte og ugifte kvinder og sandsynligvis også i unge mænd, en skilsmisse og muligvis et forhold til hans halvsøster.

Med alt det i bagagen er det ikke så underligt, at både samtiden og eftertiden har haft svært ved at skelne lord Byron fra hans foretrukne figur, der har fået navnet den byronske helt: et på samme tid tiltrækkende og frastødende bekendtskab, der står uden for samfundet på grund af en dyster og unævnelig hemmelighed. Men selvom der er lighedstræk, kunne digteren selv godt finde ud af både at være en festlig fyr og at tage politisk stilling.