Åh nej! Ikke endnu en kvindelig kriminalbetjent med rod i privatlivet. Ikke endnu en historie om en gal seriemorder, der hævner sig over utro mænd. Ikke endnu en historie om en overvægtig, der skal på skrump. Jeg holder det ikke ud.
LÆS OGSÅ: Kriminalitet fascinerer fordi den diskuterer
Og Lars Frost holder det åbenbart heller ikke ud. Hans nye roman, "Skønvirke", rummer nok alle ingredienserne til en normaldansk krimi og tv-avis, men han er ganske uinteresseret i disse trivialiteter og det obligatoriske plot. Er der skygge af en interessant morder i denne bog, så er det Lars Frost, der pløkker det ene idiotiske motiv ned efter det andet.
Det skorter ellers ikke på leflen for det krimiinteresserede publikum, når romanen skal lanceres. På bagsiden af bogen kan man læse følgende animerende tekst:
"Et lig skyller i land på en strand. Politiet skal finde morderen. Morderen skal finde et nyt offer. En hæsblæsende jagt er begyndt i en ikke så fjern fremtid blandt mennesker fanget i velfærdsstatens Danmark."
"En hæsblæsende jagt"! Det er mildest talt en falsk varebetegnelse, eller også er det en del af bogens joke. Lad os antage det sidste. Frost har nemlig før skrevet romaner i sænk og gjort det af gængse mønstre for, hvordan en roman bør tage sig ud. I de to foregående romaner,
"Smukke biler efter krigen" (2004) og "Ubevidst rødgang" (2008), demonteres traditionel handlingsgang, der sander til i et væld af refleksioner. Den første er en slags samtidsroman, hvori alle mulige politiske og sociale problemstillinger kommenteres. Den anden en slags historisk roman om 1970'ernes storstilede frigørelsesprojekter og brobyggerier.
I forhold til de to romaner er "Skønvirke" en slags fremtidsroman, hvor Europa er i krig med Afrika, og USA er gået til grunde. Den gamle verdensorden er på spil, mens familielivet i Danmark går sin vante gang med utroskab, traumatiske skilsmisser og fundamental ensomhed tilsat rigelige mængder alkohol og kærlighedshunger. Her er vi på hjemmebane, sådan som det også fremgår af scenerne fra en problematisk tomgangs-julefamiliehygge i et slægtssommerhus på Fanø. Er verden af lave, så er forbruget stadig i top. Tørsten og fascinationen af ting er intakt.
Romanen ender imidlertid geografisk i Amerika, langt borte fra femi-Danmark. Den "nye verden" er blevet den gamle mandeverden domineret af arbejde og sex.
"Skønvirke" er ikke en underholdningsroman, sådan som bogens bagsidetekst fortæller os. Det er ikke endnu et massekrimiprodukt fra den kværnende bog- og tv-seriemaskine. Der er netop tale om et stykke skønvirke, en kunstroman med blik for det kunstige og det sammensatte.
Romanens kapitler følger nogenlunde overskrifterne fra den katolske dødsmesse med "Introritus", "Kyrie", "Dies irae" og så videre. Dog mangler det afsluttende "In Paradisum", for dér ender romanen trods alt ikke. Den direkte sammenhæng mellem kapitler og titler fremgår ikke klart, men overordnet set kan man godt øjne et rekviem over en døende kultur og litteraturform. Menneske og kultur går til grunde i denne roman, hvis sprog også går i opløsning hen mod slutningen. Livet løber ud, og det sker uden patos og tragik. Det hele ender i en mangel på interesse for verden og for andre mennesker. Denne mangel formuleres flere gange i løbet af romanen, og mod slutningen spørges der konsekvent nok: "Kæreste ven, Hvad har du gang i?"
Spørgsmålet melder sig sandelig også for læseren. Hvad har Lars Frost gang i? Hvad er hans interesse i det her? Hans figurer rummer ved siden af deres mangel på interesse også en indebrændt aggression og et had, der eksploderer i vold og vulgaritet – og til tider en satanisk humor. Denne trang mærker også romanen i sin helhed. Hvad der måtte være af femi-kriminalistiske træk falder helt til jorden og viser sig kun at være dele af en større montage af motiver og stilelementer.
Som mod-værk og hærværk i forhold til den litterære masseproduktion er "Skønvirke" en særdeles velkommen roman. Upåklageligt dementerer den krimiernes vedvarende og stadig mere utålelige påstand om, at verden kan gennemskues af opvakte betjente og journalister. Den slags får et skud for panden i denne roman. Tak for det.
Romanen påkalder sig interesse, men dens egen paradoksale "interesseløse interesse" i sine personer gør det dog svært at fastholde fascinationen hele vejen igennem. Det er nemlig svært at få øje på, hvad Lars Frost præcist har gang i, og hvor vi skal hen. Der er nok at gribe i i denne roman, men ikke meget at holde fast ved. Det er på en gang dens styrke og det moment, der gør det umuligt at komme med en entydig dom. For hvad der er en virksom kvalitet det ene øjeblik, truer det næste med at tappe læseren for energi og gøre krimiens død til læserens.
Lars Frost: Skønvirke. 270 sider. 299 kroner. Gyldendal. Udkommer i dag.
Læs interview med Lars Frost i Kristeligt Dagblad i næste uge.