Pasta og pli

Jeg var på kæreste-weekend for et par uger siden. Med ham jeg også er lovformeligt gift med, selvfølgelig.

Og i den forbindelse endte en meget lækker italiensk middag i Helsingør med også noget overraskende at blive et Emma Gad-kursus.

På døren stod, at mobiltelefoner skulle slukkes, og det er der jo ingen problemer i.

Værre var det med bordskikken.

Jeg bruger aldrig at lægge servietten i skødet, for så falder den ned, når jeg rejser mig op, fordi jeg længst har glemt, hvor den er. Den går ikke chez Toni.

Da vi kom ind efter en udendørs cigaret, lå servietten pludselig på bordet igen.

Hvorefter Toni dukkede op, pegede på servietten og dernæst på mit skød.

"Jeg siger ingenting, jeg peger bare," meddelte han.

Jeg blev så forbløffet og forgrint, at jeg glemte at meddele ham, at hvis servietten først er faldet på gulvet, så må den ikke lægges på bordet igen. Lidt har jeg da forstået.

Men det kapitel hos takt- og toneeksperterne Gad eller Corell var han åbenbart sprunget over.

Toni var dog ikke færdig endnu.

Da en ung tyggegummi-tyggende pige kom ind med sin kæreste, var han fluks henne ved bordet med en serviet, som han udhulede med pegefingeren og dernæst pegede ned i. Der gik lidt tid, inden det gik op for hende, at det var tyggegummiet, han var ude efter. Men så spyttede hun ud og rødmede klædeligt. Men det var vist mest, fordi hun tiltrak sig opmærksomhed snarere end forståelsen for restaurantens tyggegummi-politik. Måske havde hun slet ikke tænkt sig at parkere det under bordpladen.