"Blodpenge" sætter en mordanklaget CIA-agent i Lahore fri og lindrer en betændt krise mellem USA og Pakistan
En alvorlig krise mellem USA og en af landets nøgleallierede, Pakistan, er blødt op, efter at "blodpenge" er blevet betalt i bytte for en benådning af en dobbelt mordanklaget amerikansk efterretningsagent fængslet i den østlige pakistanske by Lahore.
LÆS OGSÅ: Blodpenge redder amerikansk agentSagen om agenten, Raymond Davis, har imidlertid allerede antændt betragtelig antiamerikansk furore i store dele af den pakistanske offentlighed, og den medieomsuste løsladelse er nu kilde til yderligere fjendtlighed.
USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, benægter, at den amerikanske regering betalte de godt to millioner dollar (cirka 11 millioner kroner), som familierne til de to dræbte mænd modtog i overensstemmelse med islamisk sharialovgivning. Kilder siger imidlertid til amerikanske nyhedsmedier, at den pakistanske regering stod for forhandlingerne med familiemedlemmer, men at USA er gået med til at betale omkostningerne.
Forliget om en tilgivelse blev indgået i onsdags, netop som Raymond Davis skulle stilles for en domstol. Islamistiske partier og antiamerikanske grupper forlangte Davis henrettet, da han i januar blev anholdt for under uklare omstændigheder at have skudt to bevæbnede mænd i et vejkryds i Lahore.
Den 36-årige amerikaner, hvis identitet blev afsløret som agent for efterretningstjenesten CIA, krævede diplomatisk immunitet, og det krav blev støttet af medlemmer af den amerikanske regering, heriblandt præsident Barack Obama. Ledende medlemmer af USA's kongres truede desuden Islamabad med at tilbageholde op til tre milliarder dollar (cirka 18 milliarder kroner) i årlig økonomisk bistand, hvis ikke Davis blev løsladt.
Forløbet har udløst en signifikant tillidskrise mellem CIA og den pakistanske efterretningstjeneste ISI. Sagen ophidser også mange pakistanere, der betragter den som et eksempel på den relative straffrihed, som et voksende netværk af omstrejfende amerikanske spioner opererer under i Pakistan, og oprørte forsamlinger har i de seneste uger protesteret i de større pakistanske byer.
Vreden i den pakistanske offentlighed er i forvejen voksende over CIA's langvarige hemmelige luftkampagne mod Taleban og al-Qaeda i det pakistansk-afghanske grænseland, som ifølge kritikere også dræber uskyldige civile.
Løsladelsen af Raymond Davis fører nu til nye gadeprotester. Kritikere af blodpengeaftalen understreger, at de dræbte mænds familiemedlemmer for blot få dage siden sagde, at de krævede retfærdighed frem for økonomisk kompensation, og vil nu undersøge, om handlen blev indgået under tvang.
Ifølge Raymond Davis' forklaring skete drabene på de to mænd i selvforsvar efter et røveriforsøg. Han blev fløjet ud af Pakistan umiddelbart efter løsladelsen.
nyholm@k.dk