Kræv din ret og gør så måske din pligt, er en holdning til samfundet, der er blevet skabt af velfærdsstatens endeløse vækst. Mange danskere er blevet som babyer på samfundets store puslebord, hvor ethvert problem bliver mødt fra borgerne med krav om, at vuggestuen, børnehaven, skolerne, fritidsordningerne, plejehjemmene, kommunerne, regionerne eller staten da må gøre noget. Det sunde samfundssyn er selvsagt at tage ansvar. At svare an på den udfordring, man står over for, og tage den på sig, inden man begynder at kræve ind.

LÆS OGSÅ: Christiansborg vild med personligt ansvar

Det var ikke tilfældigt, at både dronning Margrethe og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ved det seneste årsskifte holdt nytårstaler, der kredsede om betydningen af, at borgerne løfter det personlige ansvar. Og det er heller ikke tilfældigt, at stort set alle politiske partier fra højre til venstre i disse år kredser om, hvordan man får styrket det personlige ansvar.

Hver gang fem danskere går på efterløn eller pension, er der kun fire til at træde i deres sted. Det er en udfordring til det danske velfærdssamfund. Der er for få til at trække læsset og for mange til at trække på de offentlige kasser.

Det er derfor afgørende, at endnu flere tager et endnu større personligt ansvar. Ikke bare ansvar for sig selv og sin nærmeste familie, men også ansvar for den hjemløse og den svagt stillede. Det ansvar er i de senere årtier flyttet umærkeligt fra den enkelte over til staten. Der ligger en del af det også godt, men en velfærdsstat, der tager sig af snart sagt alt i borgernes liv, er ikke god for udviklingen af den enkeltes følelse af ansvarlighed. Med udsigten til en radikal forværring af samfundsøkonomien skal der flyttes ansvar den anden vej. Velfærdssamfundet skal i højere grad rettes mod dem, der for alvor har brug for hjælp.

LÆS OGSÅ: Det gælder os alle sammen

For fem år siden pegede Velfærdskommis-sionen på, at den øgede individualisering truer velfærdsstaten, fordi den betyder mindre ansvarlighed for fællesskabet. Hvis man ikke for alvor opfatter sig som en del af et fællesskab, er man mindre tilbøjelig til at ville bidrage til det.

Den ansvarlighed talte Dronningen om i sin nytårstale, da hun sagde, at der er tegn på, at flere er blevet mere egoistiske, og at vi er blevet for tilbøjelige til først og fremmest at kræve ind og sikre os selv.

Velfærdsstaten bærer sin egen undergang i sig, fordi den risikerer at udvikle uansvarlige borgere, der ikke vil bidrage til fællesskabet. For meget statslig omsorg fører til for lidt personligt ansvar. Den politiske, men også moralske udfordring er derfor at skabe mere medborgerskab og mindre krævementalitet.