De kommende års stramme økonomi får politikere fra højre til venstre til at appellere til den enkeltes ansvar, men selv siger politikerne, at økonomien ikke er det vigtigste argument
"Vi kommer også til at spørge os selv: Hvad kan jeg gøre for Danmark? For vi har hver især et ansvar for, at økonomien hænger sammen. Vores fællesskab er ikke stærkere, end vi selv gør det til. Det personlige ansvar har aldrig været vigtigere."
Hvilken dansk politiker sagde dette inden for det seneste år?
Hvis De har svært ved at svare, skyldes det nok, at "personligt ansvar" er blevet et politisk trylleord fra højre til venstre.
LÆS OGSÅ: Det gælder os alle sammen
Ifølge en række samfundsforskere, Kristeligt Dagblad har talt med, er de kommende års stramme økonomi den direkte anledning til, at det personlige ansvar er kommet på politisk mode.
Radikale Venstre har ligefrem gjort "Tag ansvar" til sit slogan, og partileder Margrethe Vestager peger på krisen som den første årsag.
Leder:
Personligt ansvar er vejen frem"Den dårlige nyhed er jo, at det går virkelig skidt med samfundsøkonomien. Men den gode nyhed er, at vi har brug for den enkelte for at rette op på det. Der er ingen, der ikke er brug for. Det store historiske hjul drejer, og det bliver der handlet parallelt på i alle partier og i organisationerne," siger hun.
Tema:
Personligt ansvarOg tilføjer, at personligt ansvar er mere end et økonomisk spørgsmål. Der drejer sig også om, hvad vi mennesker kan være for hinanden.
I debatten fremhæves det ellers ofte, at politikere ikke kan fremme det personlige ansvar, fordi politik først og fremmest er love og paragraffer.
"Det er et alt for snævert syn på politik. Politik skaber kultur, og ordninger skaber holdninger. Når man for eksempel indfører en efterlønsordning, er man med til at skabe den holdning, at jeg har ret til at blive forsørget, fra jeg fylder 60 år," siger Margrethe Vestager.
SF's finansordfører Ole Sohn køber ikke et argument om, at borgere af sig selv for eksempel burde sige nej til offentlige ydelser, de principielt kunne undvære. Det er i så fald politikernes ansvar at ændre lovgivningen.
Men han vedkender sig stadig det gamle arbejderslogan "Gør din pligt, kræv din ret".
"Mit samfundssyn er, at man skal gøre sin pligt og kræve sin ret. Man kan ikke bare kræve sin ret. Så hvis du spørger, om man har et personligt ansvar for ikke at smide papir på gaden, så ja, vi har alle et ansvar for at vise hensyn," siger han.
VK-regeringen forsøgte allerede for fire år siden at forny sin værdikamp med kampagnen "Mit ansvar".
Den daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) stod i spidsen for projektet. Og han kom gruelig galt afsted, da han foreslog, at den enkelte selv burde male på forældres plejehjem.
Regeringen blev anklaget for, at det i virkeligheden handlede om at spare penge.
"Det var et dårligt eksempel, jeg valgte. For selvfølgelig skal folk ikke stille sig op og male et plejehjem eller en daginstitution," siger finansministeren i dag.
Selvom det gik skævt, og hjemmesiden mitansvar.dk er taget ned, synes han, kampagnen var en succes.
"Selv venstrefløjen argumenterer jo nu med, at man skal stille krav for at få noget fra det offentlige. Så jeg synes, der kom meget ud af det."
Claus Hjort Frederiksen fast-holder, at meningen ikke var at "fedte offentlige opgaver af på den enkelte," men at skabe et bedre samfund.
Og citatet i indledningen?
Det stammer fra den socialdemokratiske partiformand Helle Thorning-Schmidts 1. maj-tale 2010.
hoffmann@k.dk