Blandt victorianske gravminder og mausoleer

Den mest betagende af dem er Highgate Cemetery. Placeret højt på en bakketop har den engang budt på en ubrudt udsigt over London mod syd.

I dag flyder den, løvklædt og hemmelighedsfuld, ned ad bakkens side mod velhavervillaerne i Highgate.

Kirkegården er delt i et østligt og et vestligt afsnit. Begge er seværdigheder, som man betaler entré for at besøge.

På østkirkegården, som stadig er i brug, kan man blandt andet valfarte til Karl Marx' imposante grav og se de mange "kammerater" fra alverdens folkeslag og religioner, som har ladet sig begrave i umiddelbar nærhed af ham: Her ligger jøder, muslimer, kristne og ateister side om side, forenet af en større sag.

Men det er vestkirkegården, som gemmer på de største gravminder og de mest farverige fortællinger. Denne ældste del af Highgate ejes af en privat fond, som vogter nidkært over den.

Der er kun adgang i følge med en guide, og der er begrænset plads på rundvisningerne, så det er en god idé at tjekke Highgate Cemeterys hjemmeside og booke plads, inden man tager af sted.

Til gengæld venter der en stor oplevelse, for et besøg på Highgate er også et møde med britisk frivillighedskultur: De dødes historier bliver levende fortalt af ulønnede guider – skolelærere, antropologer, pensionister og husmødre – som deler en passion for den pittoresk forfaldne kirkegård, og som bruger en stor del af deres fritid på at pleje dens landskab.

Highgate Cemeterys etablering og blomstringstid faldt sammen med dronning Victorias 64 år som regent over det britiske imperium.

I denne periode blev englænderne grebet af en dødekult, hvor man umådeholdent dyrkede sorgen, begravelsen og gravmælet.

Det var ikke mindst dronning Victorias personlige sorg, der gav næring til interessen: Da hendes elskede prins Albert døde i 1861, trak hun sig i lang tid tilbage fra offentligheden, og indtil sin egen død 40 år senere bar hun sorg.

Det blev et ideal at bære sorg i mindst to år (men gerne meget længere), og der opstod en veritabel sorgindustri: sørgedragter, begravelsesinvitationer, kondolencekort, sørgebånd, memento mori-smykker, båre-fotografier – og ikke mindst de store, symboltunge gravminder, som Highgate Cemetery er fuld af.

Her blander engle, kors og andre kristne symboler sig med tildækkede græske urner, knækkede romerske søjler og omvendte fakler og nøglehuller i en frodig symbolik, der er lige så vildtvoksende som vedbenden mellem gravene. Mange af gravstederne er forvitrede og delvist sammenstyrtede, og dermed lever de mere end nogensinde op til den romantiske æstetik, som Highgate er bygget på. Døden som en tilbagevenden til naturens evige kredsløb. "Lær mig, o skov, at visne glad", som Adam Oehlenschläger formulerede det i 1813.

En af de mest kendte Highgate-historier handler om digteren og maleren Dante Gabriel Rossetti, som lod sin unge hustru, Elizabeth, begrave sammen med en samling uudgivne digte, han havde skrevet til hende. Meget romantisk, men seks år senere fortrød Rossetti og lod i nattens mulm og mørke kisten grave op, så han kunne publicere sine digte.

Jo tættere man kommer på bakketoppen, des større, dyrere og mere eksotiske er mausoleerne. I 1860'erne blev der foretaget 30 begravelser om dagen, og da man nåede ind i det 20. århundrede, var den vestlige kirkegård fuld. Dermed opstod en ond cirkel, hvor midlerne skrumpede, mens udgifterne voksede. I 1975 solgte begravelsesvæsenet den misligholdte kirkegård til entusiasterne i fonden Friends of Highgate Cemetery.

Det er dog ikke museum det hele: Man kan stadig blive begravet på den vestlige kirkegård, hvis man kan betale prisen.

Det bidrager for eksempel både til økonomien og attraktionsværdien, at man blandt de nyere logerende finder den plutoniumforgiftede russiske eks-spion Alexander Litvinenko – i en forseglet kiste, naturligvis.

rejser@k.dk