Dronning af dystopia

Her holder Big Brother opsyn i form af et effektivt VagtVærn, som smider syndere ind i et udvidet reality-program, der laver Pain-ball med levende fanger i skovens mulm og mørke, mens andre går i HelseViis, et skønheds- og helsecenter, der hylder forfængeligheden i al sin skræk og rædsel og arbejder på at kunne ophæve alderen og sætte tiden endegyldigt i stå.

Men ulykken rammer både de uretfærdige, forfængelige udbyttere og de retfærdige gartnere. Verden oplever nemlig en dødelig pestpandemi, der skyldes en superbacille, indkapslet i alle tiders mirakelpille, Lykke-Pluss-pillen, som lover 100 procent beskyttelse, ubesværet sex og maksimal nydelse.

Og den vandløse syndflod truer med at udslette alt liv, dog ikke de gensplejsede og klonede væsener, den nye race, der er fuldkommen og kan klare sig under de nye forhold, som er Jordens efter syndefaldet.

Umiddelbart er der ikke meget nyt under den apokalyptiske sol, og mange science fiction-fortællinger er skåret over samme læst, uanset om det gælder film eller litteratur: Mennesket har skamredet planeten, som truer med at gå under.

Og hvad sker der så? Således også hos dronningen af dystopia, Margaret Atwood, der dog i kraft af sit vid og sit prunkløse, næsten enfoldige sprog behændigt undgår at blive en kliche på klicheen, men som i stedet skriver en yderst begavet apokalypse, hvor de sidste – måske – skal blive de første efter at have udstået tvivl og lidelser, der er en Job værdig.

kultur@k.dk

Margaret Atwood: Syndflodens år. Oversat af Vibeke Houstrup. 496 sider. 350 kroner. Lindhardt og Ringhof.