Peter Tudvad |
19. marts 2011
Skal vi lære af fortiden? Ikke tale om, svarer tyskere og katolikker i kor
I det tyske opgør med fortiden, de 12 år under nazisternes regime fra 1933 til 1945, drøfter man helst, hvordan den demokratiske Weimarrepublik kunne svigte så fatalt, at den tillod Hitler at gribe magten.
LÆS OGSÅ:
Ondskabens vej fra Afrika til AuschwitzKnap så ivrig er man efter at debattere, hvilke spor det totalitære diktatur har efterladt sig i den forbundsrepublik, som sejrherrerne efter Anden Verdenskrig tvang tyskerne til at etablere.
Forbundsrepublikkens statsretlige fundament, grundloven af 1949, er i mangt og meget demokratisk forbilledlig, selvom tyskerne i sagens natur ikke fra den ene dag til den anden blev immune over for totalitarisme.
Således mener historikeren Raphael Gross i sin essaysamling fra sidste år, "Anständig geblieben", at kunne identificere adskillige reminiscenser af den nazistiske moral i efterkrigstidens Tyskland. Moral er jo en flydende størrelse, så Gross må ty til en del spekulationer for at sandsynliggøre historiske sammenhænge mellem før og nu.
Mere solid grund under fødderne har dr.med. Peter Gorenflos, der i martsudgaven af Jüdische Zeitung diskuterer et juridisk efterladenskab fra Det Tredje Rige, nemlig det konkordat, som Vatikanet få måneder efter nazisternes magtovertagelse i 1933 indgik med Tyskland – og som stadig står ved magt, fordi 1949-grundloven bekræfter alle hidtidige traktater, der ikke er blevet erstattet af andre.
MED DETTE KONKORDAT gav pavestolen Hitler dén internationale anerkendelse, som andre stater havde tøvet med at tilstå ham. Men hvorfor gjorde den det? Og hvorfor kunne den gøre fælles front med storentreprenører som Thyssen, Krupp og Flick?
"Tilintetgørelsen af arbejderbevægelsen var den opgave, som de betalte Hitler for at løse, og det passede kirken godt, for den historiske baggrund for kommunistpartiet i Weimarrepublikken var oplysning og fransk revolution, og deri var der ikke plads til religion, obskurantisme, antisemitisme og middelalder."
Gorenflos mener, at hverken den katolske eller den evangeliske kirke har gjort sig fri af sin reaktionære arv, ligesom han heller ikke vil medgive de tyske kristne, at de skulle have spillet en fremherskende rolle i kampen mod Hitler, da hovedparten bad for ham og hans sejr:
"Først efter Hitlers militære nederlag skulle det pludselig være 'kulturkatolicismen', der var skyld i al kollaboration, hvorimod paven og bisperne altid havde advaret mod nazipartiet NSDAP. Pludselig blev katolske martyrer fundet frem, ubetydelige regimekritiske gejstlige, som man under Hitler havde vendt ryggen, og som var lige så lidt repræsentative for kirken, som NSDAP-medlemmet Oskar Schindler var det for NSDAP."
Schindler reddede måske 60 jøders liv – efter at have tjent tykt på dem og mange andre slavearbejdere, før han indså, at han efter Tysklands nederlag i krigen alene kunne redde sit eget liv ved at redde nogle jøders.
Den strategi lykkedes så godt, at Hollywood har udødeliggjort ham med filmen "Schindlers liste", selvom den tjekkiske historiker Jitka Gruntová har afsløret det hele som en myte om "den gode nazist" ("Legendy a fakta o Oskaru Schindlerovi").
FILM ER ET VANSKELIGT medium at hamle op med, når man som Gruntová kun kan præstere en kedelig bog. Det samme har andre indset, da de satte sig for at rehabilitere en mindst lige så kontroversiel skikkelse: pave Pius XII, der seks år før sit pontifikats begyndelse i 1939 som daværende kardinal og nuntius havde forhandlet konkordatet med Hitler på plads.
Hans viden eller ikke-viden om holocaust, hans manglende hjælp til millioner af europæiske jøder eller hans hjælp til et par tusinde romerske jøder, gør ham stadig til en omstridt person i offentligheden.
Men måske ikke ret meget længere, da han i fjor i den tysk-italienske tv-serie "Pius XII" blev fremstillet lige så ren og pur som Schindler.
"Havde Hitler vundet krigen – og det så det ud til i 1940 – så var 'Hitlers pave' for længst blevet helgenkåret. Nu forsøger en tidligere Hitlerjunge at opnå dette for ham." Den tidligere Hitlerjunges navn er Joseph Ratzinger – nu bedre kendt som pave Benedikt XVI.
debat@k.dkPeter Tudvad er forfatter og filosof og bor i Berlin. På denne plads skriver han hver uge om europæisk kultur- og værdidebat
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad