Mentalt sidder oppositionens ledere allerede i regeringskontorerne. Det er den vigtigste forklaring på en historisk bred enighed om at sende Danmark i krig igen
Så er Danmark med i endnu en krig. Og for første gang støtter samtlige partier i Folketinget, herunder Enhedslisten, en militær indsats.
Der skal sendes omkring 120 soldater og seks F16-fly afsted for at stoppe Moammar Gaddafis regime.
I efterkrigstiden har der som hovedregel været enighed om sikkerhedspolitikken mellem de største partier – hvad enten det har drejet sig om dansk Nato- eller EU-medlemskab, fredsskabendede eller fredsbevarende aktioner på for eksempel Cybern eller i Eksjugoslavien.
LÆS OGSÅ:
FN og Libyen
De to store undtagelser med dyb splid har været Danmarks deltagelse i Irak-krigen i 2003 samt fodnoteperioden i 1980'erne. Det sidste var den periode, hvor Socialdemokraterne sammen med De Radikale og venstrefløjen krævede, at den borgerlige regering skulle tage forbehold over for Nato's dobbeltbeslutning i atomvåbenkapløbet.
Den hurtige og meget brede enighed om at sende Danmark i endnu en krig er forbløffende, ikke mindst så tæt på et folketingsvalg.
En diktator, Moammar Gaddafi, skal ryddes af vejen for at redde en civilbefolkning fra folkemord, og en "koalition af villige" skal stå for at udføre aktionen, fordi hverken FN eller Nato er klar til selv at gå ind.
Erstatter man navnet Moammar Gaddafi med Saddam Hussein, er vi tæt på optakten til Irak-krigen i 2003. Lige indtil i går var der ligesom op til Irak-krigen intet klart FN-mandat til at støtte oprøret i Libyen, men det mandat kom natten til i går.
Det vurderes, at især USA meget aktivt har arbejdet i kulisserne for at få Kina, Rusland og de arabiske lande til at acceptere den ret vidtgående resolution, som danner grundlag for blandt andet Danmarks deltagelse.
Men allerede inden den resolution kom på plads, var Socialdemokraterne og SF klar til at sende et dansk bidrag afsted til Libyen.
Begrundelsen lød, at oprøret i Libyen kommer nedefra, og at man vil undgå et nyt folkemord. Derfor kan den militære aktion mod Libyen slet ikke sammenlignes med Irak-krigen, mener blandt andre SF-formand Villy Søvndal.
Det er imidlertid ikke kun oppositionen, der har skiftet kurs. Dansk Folkeparti, som varmt støttede krigene i Irak og Afghanistan, var indtil i går meget skeptisk over for en indblanding i konflikten i Libyen, hvor man ikke ved, hvem man støtter.
Først da regeringen gav løfte om, at der i overensstemmelse med FN-mandatet ikke skal sættes danske soldater ind på landjorden, var der opbakning fra Dansk Folkeparti.
Da beslutningsforslaget blev præsenteret i går, lagde hverken statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) eller udenrigsminister Lene Espersen (K) skjul på, at det er en farlig krig, Danmark går ind i, og som i tidligere krige kan der ikke sættes slutdato på den. Der er end ikke defineret noget klart succeskriterium.
I betragtning af, hvor besværlige krigene i Afghanistan og Irak har udviklet sig, kan man umiddelbart undre sig over, at oppositionen så tæt på et folketingsvalg er klar til at sende Danmark ud i en sådan krig.
Beslutningen kan kun forstås, hvis man ser den som led i Socialdemokraternes og især SF's forberedelser til at selv at stå med regeringsansvaret. De to partier er grundlæggende parate til at fortsætte den såkaldte aktivistiske udenrigspolitik, som for alvor blev aktivistisk under SR-regeringen.
Mentalt har partilederne fra de to partier allerede sat sig ind på regeringskontorerne, og det er på den baggrund, man skal se deres uforbeholdne støtte til angrebet på Moammar Gaddafi.
Skulle man få regeringsmagten efter valget, er man i det mindste nu sikker på, at en borgerlig opposition ikke kan kritisere indsatsen i Libyen, uanset hvor galt den måtte udvikle sig. Alle har jo været med til at beslutte den.
hoffmann@k.dk