FN og Libyen

Sagen har verseret i næsten 10 år ved først de italienske domstole og siden 2006 ved Menneskerettighedsdomstolen. Den er blevet rejst af en finsk kvinde med italiensk statsborgerskab, der fandt det urimeligt og et udtryk for indoktrinering og religiøs diskrimination af hendes to børn, at der i de italienske skolers klasselokaler hænger kors på væggene.

For to år siden gav en underret ved Menne-skerettighedsdomstolen hende medhold, men i går vedtog det såkaldte storkammer ved domstolen med 17 dommere at ændre den beslutning. Baggrunden er blandt andet, at dommerne nu mener, at hver enkelt stat skal have stort råderum til selv at beslutte, hvor meget religion må fylde. Sagt anderledes: Sagen skulle løses politisk i Italien og ikke juridisk ved en international domstol.

Og sådan skal det være. Der er en stigende opfattelse af, at lande, der favoriserer en særlig religion, for eksempel Irland, Norge, Grækenland, Italien eller Danmark, hvor majoritetstroen er indskrevet i forfatningen, ikke kan være sandt demokratiske lande. Intet kunne være mere forkert. Italien har i sagen selv argumenteret for, at kristendommen er en forudsætning for det italienske demokrati og en afgørende del af den italienske civilisation. Et kors på væggen er ikke indoktrinering, fastslår domstolen og giver dermed indirekte udtryk for, at europæiske borgere må være lidt mindre ømskindede end den finsk-italienske mor, der anlagde sagen.

Der er ikke europæisk enighed om, hvordan man håndterer religionens forbindelse til staten. Muslimske tørklæder er for eksempel forbudt i statsskoler i Frankrig og Schweiz, men ikke i andre lande. Der er plads til forskellighed. At et land er sekulært betyder ikke, at staten stiller sig ligegyldigt an over for religion, men snarere at den beskytter en religiøs frihed, der er både åben og inkluderende. Den frihed respekterer historien og kulturen, og man må mellem linjerne forstå, at det er den frihed, som domstolen vil værne om. Europa kan åbent stå ved sin kristne arv. Og sådan bør det være.