Ægteskabet er for Luther en skabelsesordning. Det er for mange et argument mod homoseksuelle vielser og er det også for Luther, men behøver ikke være det.

FØRST MÅ MAN FORSTÅ, hvad en skabelsesordning er. Den tyske teolog og Lutherforsker Oswald Bayer har formuleret Luthers skabelsesforståelse sådan: "Skabelse er stiftelse og bevarelse af fællesskab". Det er kort og præcist. Synd er alt det, der ødelægger fællesskab mellem mennesker (som egoisme og overmod).

Retfærdiggørelse er tilsvarende det, der genetablerer det gudvillede fællesskab mellem gud og mennesker. Skabelsesordningerne – og der er sædvanligvis tre (kirke, familie/økonomi, stat) – har det tilfælles, at de stifter og bevarer fællesskab. Derfor er det rigtigt at sige, at der i virkeligheden kun er én skabelsesordning, og at den kan sammenfattes i kærlighedsbuddet.

Alle andre ordninger er historiske. De skifter og udvikler sig og er gudvillede i den forstand og så langt, som de er livsopretholdende. Sådan gengiver eksempelvis Regin Prenter Luthers ordningstænkning i sin dogmatik, "Skabelse og genløsning". Man kan også formulere det på en anden måde og sige, at for Luther sikrer skabelsesordningerne det livsnødvendige rum, der muliggør menneskeligt fællesskab, altså det rum, hvori Guds kærlighed gives videre.

Derfor er kirken netop den allerførste skabelsesordning og ældre end Adam. Læser man Luthers udlægning af 1. Mosebog, ser man den gjort til en historie om Guds omsorg for mennesket. "Det er ikke godt for mennesket at være ene" (1. Mos. 2,19), siger Gud og skaber Eva, førend Adam når at opdage, at han er ensom. Også kønsforskellen er knyttet til Guds omsorg for sin skabning og dermed også seksualiteten, der for Luther hører med til menneskets allerdybeste natur, også selvom den efter syndefaldet ikke altid ser lige køn ud.

For Luther er der ikke noget nødvendigt konkurrenceforhold mellem jordisk kærlighed og kærlighed til Gud. Cølibatskravet til præster ophæves. Cølibat er stadig en mulighed, men kun som et kald fra Gud. Hvilket betyder, at ingen kan og må tvinges til det. Det samme gælder ægteskabet. Det er vigtigt. Efter syndefaldet får ægteskabet endnu en funktion. Det skal kanalisere seksualiteten ind i gode rammer.

Et luthersk ægteskabssyn kan derfor sammenfattes i følgende fire punkter:

1) Ægteskabet er skabt for at give mennesker mulighed for fællesskab.

2) Ægteskabet er rammen for forplantning og børneopdragelse. Men dette punkt falder ikke fuldstændigt sammen med det første som i katolsk ægteskabsforståelse. Den legemlige selvhengivelse i ægtesengen har ikke forplantningen som sit eneste mål.

3) På grund af synden i verden er ægteskabet et værn mod synd.

4) Både ægteskab og cølibat er kald fra Gud. Ingen må tvinges.

HVORDAN SKAL VI NU FORSTÅ ægteskabet på den baggrund? I dag kan ægteskab indgås aldeles verdsligt, men kirkebrylluppet står stadig stærkt. Det kan noget, som den verdslige ægteskabsindgåelse ikke kan.

Hvad er da det særlige ved det kristne bryllup? Lad os først se på det verdslige ægteskab. Det kan sammenlignes med indgåelsen af en kontrakt. Hver part bytter sin kærlighed med den andens og lover at blive ved med det. Det er ikke underligt, at så mange ægteskaber kuldsejler. Det er næsten et umenneskeligt krav.

Sådan er det bare ikke i kirken. Der tager hver kommende ægtefælle imod sin tilkommende som en gave givet af Gud. Og det er noget andet og meget mere end en kontrakt. Her er den elskede mere end produktet af den elskendes kærlighed. Her skal man ikke leve op til et krav, men tage imod en gave.

Over for Gud løftes ægteskabet ud over den almindelige jordiske købmandslogik og bliver til den ramme, hvor mennesket kan give sig til den elskede uden om den kontrakttænkning, som i høj grad præger både den moderne ægteskabsforståelse og til dels katolsk ægteskabsteologi, hvor ægteskabet er et sakramente, parterne giver hinanden.

Homoseksualitet er i dag noget andet, end det var på Paulus' tid. Også ægteskabet har forandret sig. I dag sætter vi stor pris på at vælge vores egen ægtefælle. Det var knap så afgørende for blot 100 år siden. Skal man i dag formulere en kristen etik, kan den derfor ikke bestå i at overtage ældre tiders kulturelle konventioner. Så skulle vi leve som på Jesu tid. Derfor må opgaven gå ud på at formulere et ægteskabssyn, der på bedste vis forsøger at lytte til evangeliet.

Jeg har sympati for forslaget om to forskellige ritualer, fordi kirkens budskab og ritualer altid bør tale til den enkelte og ikke til en hob. Og jeg er skeptisk over for kønsneutralitet. Det forekommer mig grundlæggende ufestligt. For alle, der vil giftes, er kønnet vigtigt. Platonisk kærlighed må kirken lade filosofferne om.

Endnu sværere er det imidlertid at finde teologiske argumenter for at afvise homoseksuelles ret til kirkelig vielse, hvis udgangspunktet er, at en kirkelig vielse giver parforhold styrke til et liv i medgang og modgang, fordi den er mere end to menneskers kontrakt med hinanden.

Er alternativet at tvinge homoseksuelle til at gifte sig heteroseksuelt? Eller at tvinge homoseksuelle til cølibat? Ingen af alternativerne forekommer mig at være udpræget næstekærlige.

Hvis synd grundlæggende er ødelæggelse af det liv, Gud har givet, kan homoseksuel kærlighed ikke længere opfattes som en synd i sig selv. Guds love er til for menneskers skyld. Og vi har for længst lært, at man gerne må helbrede på en sabbat.

Bo Kristian Holm er lektor, ph.d. og ulønnet hjælpepræst ved Skelager Kirke