Libyen-krisen har sat fingeren på Kinas udenrigspolitiske dilemma

En af investeringerne er en olieledning på over 1000 kilometer i det vest-lige Libyen, som det kinesiske statsejede olieselskab China National Petro- leum Corporation, CNPC, har bygget sammen med det libyske nationale olieselskab.

Beijing har dog fået sig et gevaldigt chok som følge af uroen i Libyen og den generelle lovløshed, der i øjeblikket hersker i landet.

"Kina opfordrer til, at den libyske regering sikrer udenlandske borgere og interesser i landet," sagde Jiang Yu, talskvinde for det kinesiske udenrigsministerium, på et pressemøde i det kinesiske udenrigsministerium.

Det var en indikation på den bekymring, som Kina var begyndt at nære til Moammar Gaddafis styre.

De kinesiske medier har de seneste mange uger rapporteret om den store evakuering og de mange menneskeskæbner, som den kinesiske regering har reddet fra det afrikanske kaos. Den brede kinesiske mediedækning kan i grove træk beskrives som en generel hyldest til den kinesiske regering for evakueringen.

Men i det kinesiske akademiske miljø samt mere intellektuelle medier er der en debat om, hvorvidt Kina bør revurdere sin udenrigspolitik.

Situationen i Libyen er det seneste tegn på, at Kinas hidtidige strategi med at ignorere politiske forhold i Afrika kan medføre ganske betragtelige økonomiske og politiske omkostninger i Beijing.

Samtidig viser den aktuelle libyske krise, at der er kommet alvorlige sprækker i den kinesiske udenrigspolitik over for det afrikanske kontinent.

Kina har hidtil valgt at stå meget stejlt på en ikke-indblandingspolitik i andre landes interne affærer, men ved afstemningen i FN's Sikkerhedsråd den 18. marts om at indføre en flyveforbudszone for at beskytte civile i Libyen valgte Kina ikke at bruge sit veto. Det kinesiske udenrigsministerium tilkendegav allerede tidligere på måneden, at Kina ikke var afvisende over for international indgriben i Libyen.

Men den specielle situation i Libyen er ikke ensbetydende med en helt ny kinesisk udenrigspolitik i Afrika fra i morgen.

Ud over Libyen har CNPC investeringer i Tunesien, Sudan og Niger. I disse lande er der i de seneste måneder sket en politisk omvæltning. Landenes regimeskifte er sket i en fart, som den kinesiske regering ikke helt er vant til.

"Det vil tage lang tid for Kina at skifte sin strategiske kurs i Afrika," mener Shi Yinhong, professor i internationale studier på Folkets Universitet i Beijing.

Shi Yinhong mener, at det kinesiske regeringsbureaukrati er for tungt til grundlæggende at omlægge sin strategi i forhold til de afrikanske lande.

"Under Deng Xiaoping var Kina langt mere fleksibeltt," fortæller han.

Samtidig påpeger han, at Kina ikke bare kan ændre sin udenrigspolitiske kurs uden også at tage et opgør med hele den kinesiske udenrigspolitiks kerneprincipper.

"Så længe Kina har et princip om ikke-indblanding i andre staters interne affærer, er det svært for landet at omlægge den nuværende strategi," siger Shi Yinhong.

Kinas principielle holdning om ikke-indblanding i andre landes interne affærer har været en grundpille i den kinesiske udenrigspolitik, lige siden Kina brød med Sovjetunionen under den kolde krig og i stedet redefinerede sin rolle til at være fortaler for Den Tredje Verden. Samtidig er dette ikke-indblandingsprincip en nødvendighed for Beijing, da den kinesiske regering dermed ikke behøver at forholde sig til kritik af Kinas egen menneskerettighedssituation.

"Lande bør løse deres stridigheder og konflikter igennem dialog og ikke bruge eller true med militærmagt. De bør heller ikke intervenere i andre landes interne anliggender," står der i en præsentation af den kinesiske udenrigs- politik på det kinesiske udenrigsministeriums hjemmeside.

Den hidtidige kinesiske udenrigs- politik går under navnet Beijing-konsensus. En konsensus der baserer sig på ikke-indblanding i et lands interne anliggender, massive kinesiske investeringer i infrastruktur mod betaling i naturressourcer samt en kinesisk samfundsudvikling, der først og fremmest går ud på at foretage økonomiske reformer, mens politiske reformer i form af repræsentativt demokrati må vente.

udland@k.dk