Leif Munksgaard |
22. marts 2011
Kirkeledere i Mellemøsten er fanget i et meget vanskeligt forandringsspil, Leif Munksgaard, pensioneret præst og tidligere missionær i Mellemøsten
"VI VED, HVAD VI HAR. Men vi kan kun frygte det, vi måske får!". Sådan siger mange kristne i Syrien og Libanon i disse dage. Forfatter og pastor, ph.d. Ghasan Khallaf i Libanon har netop udgivet en ny bog med titlen "God and Politicians".
Khallaf gør her gældende, at "selvom der heldigvis findes en del muslimer, som ønsker en klar adskillelse af religion og magtpolitik, så er der endnu ikke nogen organiseret og samlet bevægelse, der arbejder for en sand demokratisk forandring."
Khallaf frygter endda, at det er de islamistiske kræfter, der er de stærkeste grupperinger, og at de bliver fremtidens regionale magthavere: "Derfor bliver det spændende at se, hvordan det går i Egypten, for det, der sker der inden for det næste år, vil give os en pejling på, om der er grupper, som er stærke nok til at skabe samfund, hvor alle får ens borgerrettigheder. Hvis det ikke sker, vil vi fortsat være mindretal, der skal behandles efter særlige, udemokratiske regler."
Ghassan Khallaf tilføjer: "Jeg frygter imidlertid, at det bliver de muslimske kræfter, der vil blive flertalsgruppen, og så er det ikke til at vide, hvordan vi kristne vil få det."
KUNSTNEREN OG forfatteren Mahmoud Shanin i Damaskus hævder, at der er et helt andet element i de nuværende oprør, "for racismen stikker sit grimme hoved frem overalt. Arabere hader afrikanere. Jøder hader arabere. Persere hader alle, der ikke er shia-muslimer. Sunni-muslimer hader shia-muslimer. Muslimer hader kristne. Kristne hader muslimer. Jødiske nationalister er eksklusivt Guds udvalgte folk og har derfor 'ret' til at hade alle andre."
Mahmoud Shanin mener derfor, at der ikke kan skabes fred og fordragelighed i Mellemøsten, før alle accepterer, at demokrati i Mellemøsten kun kan skabes, "hvis Gud og religion trækkes ud af al magtpolitik, for ellers kan det kun blive værre, end det er nu."
En kirkeleder i den syrisk-ortodokse kirke mener endda, at "hvis regeringerne i de forskellige mellemøstlige lande ikke kan sikre, at kristne er fuldgyldige statsborgere, der ikke skal behandles og dømmes efter særlige regler og love, så vil langt de fleste kristne søge bort fra Mellemøsten for at sikre deres børn en fremtid i lande, hvor alle har samme borgerrettigheder. "
For kun, når statsledere selv sikrer os vore rettigheder, kan vore rettigheder bevares", sagde den syrisk-ortodokse kirkeleder.