Var øjnene ulykkelige eller lykkelige? Jeget, selvet og ånden

Dostojevskij skriver i sin sidste roman "Brødrene Karamasov", at hvis vi forestiller os, at dette stykke om Jesu tre fristelser i evangeliet var forsvundet (for eksempel ved en naturkatastrofe), hvis man så ".. til dette formål samlede alle Jordens vise, alle de ypperste som Jorden ejer af herskere, prælater, forskere, filosoffer og digtere, og sagde til dem: Løs denne opgave, udtænk disse tre spørgsmål?" – så ville de ikke kunne gøre det.

Der er herskere, som har villet afskaffe sult og vundet magt på det, men Jesus afviser. Han afviser også at overbevise mennesker ved at gøre et under. Han vil heller ikke tilbede Djævelen, fordi der går djævelskab i ren magtudøvelse.

AT VI STADIG ER I FASTETIDEN, hører vi søndag den 27. marts. Denne tekst er baggrunden for Martin A. Hansens roman "Løgneren". Det er historien om Jesus, der uddriver en dæmon, og man siger om ham, at det er ved hjælp af en ond magt, at han uddriver dæmonen.
Den, der er blevet renset for den onde dæmon, tror, at nu er han fri. Men den onde dæmon går ud og finder syv andre ånder, som er værre end den selv. Og det sidste bliver værre end det første.

I romanen "Løgneren" skal degnen Johannes Vig tale i kirken over denne tekst, og han bliver bange for, at han ikke selv er fri af dæmoner. Romanen er fra 1950, det var en radioroman, og gaderne var tomme, da den blev læst op af Pouel Kern.

Der er lige udkommet en vigtig bog af Anders Thyrring Andersen om Martin A. Hansen. Den hedder "Polspænding" og er blevet smukt anmeldt. Jeg tror ikke, at der kan skrives en bedre bog om Martin A. Hansens hovedværker.

I "Polspænding" er hans analyse af "Løgneren" i mine øjne den mest spændende. "Løgneren" er den mest solgte danske roman nogensinde i Danmark. Thyrring Andersens pointe er, at der er en spænding i Martin A. Hansens sind, mellem den enfoldige almuetro, som han kendte fra sine bedsteforældre, og den modernitet, som han oplevede i efterkrigstiden.

Det er spændingen mellem disse to poler, han så suverænt fremlægger, jeg er optaget af. Men også polspændingen mellem Kierkegaard og Grundtvig.
Thyrring Andersen påviser, at Martin A. i høj grad er Kierkegaard-orienteret – især skriftet "Begrebet Angest". Det er her, Kierkegaard beskriver det dæmoniske som det pludselige, det kredsende og det indesluttede.

MAN HAR OFTE SPURGT, om der er sammenhæng mellem Kierkegaards og Grundtvigs teologi. I min studietid sagde man "Du må vælge mellem Kierkegaard og Grundtvig." Det valg er svært.

Kierkegaard var i sine tidlige skrifter optaget af hin enkelte, eller den menige mand. Grundtvig taler derimod om menigheden eller folkeligheden. Dog skriver Kierkegaard, som er meget negativ over for Grundtvig, at det bedste ved Grundtvig er hans salmer.
Kierkegaard mente, at de mest ulykkelige var de mennesker, der levede samtidig med Jesus. Ja, faktisk mente han, at de øjne, der så ham først, var de mest ulykkelige i verdenshistorien, og han kræver, at hans egen tid skal forestille sig, at den er samtidig med den Jesus af Nazaret, som bliver spyttet på, forhånet, pisket og korsfæstet.

Kierkegaard håner præsterne, og Grundtvig prædiker i Vartov og kan og må ikke nævne Kierkegaard ved navn, men kalder ham spotteren.
I 1864 skriver Grundtvig "Øjne, I var lykkelige", men i de to sidste vers skifter han over i nutid:

"Blindfødt var det ømme hjerte,
ser dog nu hans Guddoms-glans; ?
Øjne, I er lykkelige, I, som ser Guds Søn på jord!
Øren, I blev hovedrige, da I hørte livets ord! ?".

Det eneste, der undrer mig, er, at Thyrring i sin udførlige litteraturliste ikke nævner Anders Holms ph.d.-afhandling (2009) "To samtidige – Kierkegaards og Grundtvigs kritik af hinanden".
Både hos Kierkegaard og Grundtvig er der tanker om jeget og selvet. I salmen "Gud Helligånd, vor igenføder", nr. 307 i Salmebogen, skriver Grundtvig:

"Det er den snævre port for sjælen,
for det i os, som siger 'jeg', ?
os egenkærlighed dog frister
til på 'os selv' at holde fast."

Det er ånden, som gør os frie. Luther siger, at han tror, at han ikke ved egen vilje kan blive frelst. Men at Helligånden har kaldet ham ved evangeliet.

Johannes Møllehave er forfatter og præst