Bagklogskabens lys skinner på Hitler og Vatikanet

I KRISTELIGT DAGBLAD den 19. marts refererer Peter Tudvad fra den aktuelle tyske debat om Hitler-tiden. Det er jo stadig interessant. To emner i hans artikel falder i øjnene. Det ene er Vatikanets konkordat med Tyskland af 20. juli 1933. Det andet er hans giftige bemærkning om Josef Ratzingers ungdom.

LÆS OGSÅ: Germansk-papistisk historieforvrængning

At pavestolen eller Vatikanet indgår aftaler, konkor-dater, med kejsere, konger og stater er ikke usædvanligt. Blandt de kendte konkordater er konkordatet i Worms i 1122, konkordatet med Mussolini 1929 og altså dette med Tyskland i 1933.

Ulejliger man sig med at se på indholdet i disse konkordater, viser det sig for det første, at pavens interesse hovedsagelig er at sikre den katolske kirkes økonomi - indtægter og ejendom. Den anden interesse er kontrollen med valget af og indsættelsen af kirkens biskopper.

Den Franske Revolution, Bismarcks kulturkamp i Tyskland og Den Franske Republiks angreb på kirken med loven af 1905. Alt dette er i hukommelsen hos Vatikanets kardinaler i 1933.

1933-konkordatet giver den katolske kirke store indrømmelser med hensyn til kirkens ejendomme, indtægter og skole- og præsteundervisning.

Men en afgørende indrømmelse får den tyske rigsregering i artikel 16. Her læser vi, at nyudnævnte, katolske biskopper skal sværge: "Vor Gott und auf die heiligen Evangelien schwöre und verspreche ich, so wie es einem Bischof geziemt, dem Deutschen Reich und dem Lande... Treue.? (For Gud og på det hellige evangelium sværger og lover jeg, som det passer sig for en biskop, troskab mod det tyske rige og land.?)

EN DEL AF KRITIKKEN af Vatikanet går på, at Hitlertysklands konkordat i 1933 med paven var Hitlers første mellemfolkelige aftale. Det er muligvis ikke forkert.