Grundloven er gået i stykker

Besøgende på Christiansborg kan ikke længere se de originale udgaver af de reviderede grundlove fra 1866, 1915 og 1953. De er alle blevet erstattet af kopier

De originale grundlove, der hidtil har været udstillet i Folketinget, har taget skade af for meget lys og temperatursvingninger.
De originale grundlove, der hidtil har været udstillet i Folketinget, har taget skade af for meget lys og temperatursvingninger. Foto: Thorkild Amdi.

Danmarks Riges Grundlov af 1953 er revnet. Den er gennem årene blevet udsat for alt for meget lys og alt for store udsving i fugt og temperatur og er derfor nu blevet flyttet fra Christiansborgs vandrehal til Rigsarkivets sikre mørke. Så besøgende på Christiansborg må nu nøjes med at se alle fire udgaver af Grundloven siden 1849 i kopi.

De tre reviderede grundlove fra 1866, 1915 og 1953 har ellers indtil forrige fredag været originale dokumenter.

Men Nationalmuseet har gennem 15 måneder produceret tro kopier af alle fire grundlove, foruden Jyske Lov af 1241, Kong Hans' Håndfæstning af 1483 og Kongeloven fra 1665, der også er udstillet i Vandrehallen. Det fortæller Folketingets kommunikationschef, Søren Væver, der i flere år har været med til at forberede og gennemføre kopiprojektet.

"Det begyndte med, at Rigsarkivet ville undersøge, om sikkerheden omkring grundlovene var høj nok. Det var den, men samtidig ville man undersøge, om dokumenterne blev opbevaret godt nok i forhold til lys og fugt, Det gjorde de ikke," siger Søren Væver.

"Da vi kiggede på Grundloven fra 1953, fandt vi ud af, at læderomslaget var revnet," tilføjer han.

Umiddelbart var der ikke andre synlige skader, men nu undersøger Nationalmuseets eksperter, hvordan dokumenternes tilstand er.

At man overhovedet blev opmærksom på bevaringsproblemet, hænger sammen med, at Folketinget i 2007 fik Nationalmuseets tidligere direktør Carsten U. Larsen som direktør.

Reproduktionen har kostet 140.000 kroner og har involveret specialister helt fra Pakistan. Som resultat har man i tilgift fået langt flottere kopier af de dokumenter, der i forvejen lå som kopi.

For eksempel var Jyske Lov kun vist med et fladt, fotokopieret ark, men den er nu reproduceret til en egentlig bog fra 1300-tallet.

Politikerne har ikke været involveret i projektet, men de accepterer tilsyneladende, at de rigtige grundlove ikke længere er tilgængelige.

"Jeg forstår jo godt, at man må sikre dem for eftertiden, men det er nu lidt synd, at man ikke kan vise de rigtige eksemplarer frem," sagde Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, da hun i går viste en skoleklasse hen til montren i vandrehallen.

I øvrigt har der tidligere ligget fotokopier øverst på de sider, som grundlovene har været slået op på, netop for at beskytte dem mod lyset. Men det var altså ikke godt nok.

hoffmann@k.dk