Monologens mester

Familieproblemer og deres løsning samt tidens etiske spørgsmål er forfatter Ester Bocks særkende. Hun er især kendt for sin familiekrønike i fem bind, der indledtes med "Grønne grænser" i 1988 og afsluttedes med "Vokslys" i 1993. Krøniken er en fortælling om fire generationer i dyrlægefamilien Bech 1945-1992 og et danmarksbillede, der med udgangspunkt i Sønderjylland skildrer et halvt århundredes familieformer, kønsroller og moral.

LÆS OGSÅ: Et stærkt liv i bakspejlet

Kritikere og anmeldere er undertiden lidt delte om Ester Bocks univers, ligesom vandene også deler læserne, idet hun sælger bedst vest for Lillebælt. Hun skriver ikke til eller for storbymennesket. Det er gennem de indre monologer, at Bock i sine omkring 15 romaner får skildret tiden og menneskene, og omgivelserne i hendes univers er hele tiden naturen, årstiderne og døgnrytmen, især i Sønderjylland.

Her er hun også født, men hun fraflyttede grænselandet som barn. I Rønde blev hun med held og hjælp optaget på Rønde Kursus. Faderen ville ikke betale for hendes uddannelse. Hun blev student midt i 1950'erne, og i 1964 blev hun magister i almindelig og sammenlignende litteraturhistorie. Hun tjente til livets ophold ved undervisning. I 1971 kom hendes første udgivelse, småbørnsbogen "Lea får en lillebror". Ambitionen var den store roman, men hun var overbevist om, at hun ikke var i stand til det. Det var hun dog, og den første roman, "En ganske almindelig kvinde", inspireret af datidens kvindelitteratur, kom i 1981.

Før debuten som romanforfatter udgav hun "Psalt", en samling moderne salmer. Hun ville forny salmetraditionen. "De gamle salmer har en utilstrækkelighed, når det gælder at udtrykke noget ægte i vores aktuelle situation. Lande udøver pression mod andre, samfundsgrupper udnytter andre, og der ødsles med Jordens ressourcer. Den kristne i velfærdssamfundet er forpligtet på al denne elendighed. Mine salmer er et selvopgør, en selvanklage."

Ester Bock bor i Rønde og har fire voksne døtre.

/ritzau/