Manden, der ikke kan grave dybt nok

Egentlig er jeg kommet for at høre mere om Tycho Brahe. Gennem 10 år har Jens Vellev forsøgt at få åbnet den berømte astronoms grav, og sidste år i november lykkedes det. Flere end 100 journalister fulgte med, og i løbet af fem dage blev der skrevet godt 800 artikler om Vellevs bedrifter alene i danske medier. I en alder af 65 år var han igen "Indiana Jens", som de kaldte ham i Abu Dhabi i 1960'erne.

LÆS OGSÅ: Dansk arkæolog vil løse mysteriet om Tycho Brahes død

Men hvorfor skulle den mere end 400 år gamle grav overhovedet åbnes? Hvad fandt han? Og hvad er der siden sket? De spørgsmål står på mit papir, men der skal gå timer, før vi når så langt. For at forstå svarene er det nemlig nødvendigt at begynde et helt andet sted. Nærmere bestemt i Hvolris uden for Viborg en junidag i 1962.

"Jeg havde læst i avisen, at de gravede derude. Lige fra jeg lærte at cykle, havde jeg brugt mine eftermiddage på at tage ud til borgruiner, kirker, jættestuer og den slags sammen med mine kammerater. Nu var forfatteren Peter Seeberg blevet museumsinspektør i Viborg og gravede i en boplads fra jernalderen, så for mig var det helt naturligt noget, jeg måtte være en del af. Jeg kørte derud på min Velo Solex, og så sad Seeberg der i pænt jakkesæt sammen med en etbenet amatørarkæolog, der hed Anders. De spurgte, om jeg ville køre jord væk i en trillebør, og jeg kunne også få lov til at grave lidt. Da Seeberg havde kørt mig hjem senere på dagen, spurgte han: 'Kommer du igen i morgen?'. Og sådan blev jeg den første frivillige hjælper på museet. Da var jeg 16 år."

Livet på museet lignede ikke noget, Jens Vellev kendte. Hans forældre var ansat i Landsretten, faderen som jurist, moderen som sekretær, og der var masser af åndsliv. Men på museet oplevede han en kulturgennemstrømning af dimensioner, når Peter Seebergs enorme omgangskreds lagde vejen forbi til en frokost. Thorkild Hansen. Erik Heide. Klaus Rifbjerg. Den ene personlighed efter den anden.

"Jeg tænkte: Nå, for søren, er det sådan, det er at være museumsmand! Siden fandt jeg ud af, at Viborg Museum var det eneste sted, der havde så fabelagtig en horisont ud til verden. Men jeg lærte en helt grundlæggende ting: at intet var umuligt. Idéerne væltede altid ud af Seeberg, og de blev næsten altid til noget, for ellers kom der ikke penge fra fonde til den næste idé. Han viste mig, at arkæologi ikke bare er gravearbejde, det handler om at skabe noget. Jeg var dybt fascineret af det der med at afdække noget, ingen havde set før, og så bruge fantasien til at sætte det ind i en sammenhæng, de fleste alligevel kunne forholde sig til," fortæller Jens Vellev.

Hans arkæologiske jeg fik et par år senere endnu mere form i hænderne på Jens Okking og miljøet omkring Vestergade 58 i Aarhus. Det var et alternativt kulturhus med musik og teater, og her kunne Vellev udfolde sin anden interesse: film. Han satte gang i et tidsskrift og en filmklub, der viste film om natten med stor succes. Det handlede ikke så meget om idéen som om formidlingen af den, lærte han. Jo skævere og mere omfattende, jo bedre. På arkæologistudiet, som han i mellemtiden var begyndt på, blev han derfor hurtigt 'ham den skøre'. Og det blev ikke bedre af, at han besluttede sig for at blive opdagelsesrejsende.

Han nåede dog kun til Rumænien og Jugoslavien på egen hånd, inden Moesgaard Museum fandt ud af, at han både kunne grave og tage billeder. Og så blev han sendt af sted til Den Arabiske Golf, hvor Nationalmuseets direktør P.V. Glob ledede en række udgravninger. I ham fandt Vellev endnu en inspirator, der altid gik efter den største gravhøj – simpelthen fordi han af princip kun forfulgte de største idéer.

Efter udgravning tog han videre på egen hånd til Pakistan, Afghanistan, Iran og Indien. Et ikke helt almindeligt eventyr for en ung mand på den tid, men hans nysgerrighed var umættelig. Han fotograferede kamelkaravaner, studerede bjergstammer i Burma, blev statist i en Omar Sharif-film og indsamlede det, der stadig er Danmarks klart største samling af opiumsvægte.

Da han vendte hjem, var vejen lagt til én af de mest mærkværdige karrierer inden for arkæologien i Danmark. Arkæologi skulle først og fremmest være sjovt, bestemte han sig for. Og båret af store idéer og eventyrlyst. Det var derfor naturligt, at det blev ham, der i slutningen af 1960'erne gik til rektor og sagde, at middelalderarkæologi manglede som forskningsfelt – og så fik han lov til at starte det.

Det var også ham, der blev ophavsmand til den dobbeltskulptur af den danske middelalderbiskop Svend og hans bror Eskil, som nu står på Oliebjerget uden for Jerusalem og udgør det eneste danske referencepunkt. Og ham, der stod bag den kulturelle begivenhed Middelalderåret i 1999, som blev en kæmpe succes med mere end 1300 arrangementer landet over. Syv år senere skabte han Renæssanceåret med næsten lige så stor gennemslagskraft. På sit eget forlag Hikuin har han siden 1974 desuden udgivet "alt mulig mærkeligt, ingen andre ville trykke, men som jeg syntes var vigtigt".

Endelig er der passionen for salt. Det er en længere historie, men den illustrerer meget nøjagtigt, hvor langt Jens Vellev er villig til at gå for at føre en idé til ende. Gennem længere tid havde han undret sig over noget, han en dag huskede fra sin skoletid på Viborg Katedralskole. Igen og igen fik de at vide, at saltet fra Læsø havde skabt skolen, fordi skolen ejede Læsø, og Læsø var fuld af salt. Men hvor var de oprindelige salt- og sydehytter fra middelalderen egentlig blevet af, spurgte han sig selv i slutningen af 1980'erne?

Han gav sig til at grave, og ganske rigtigt: Resterne af hytterne lå der stadig, gemt under jorden. Men fundet var ikke nok. Han ville vide præcis, hvordan de var blevet brugt, så han rejste penge til at bygge en tro kopi af en hytte. Og når nu hytten stod der, kunne man lige så godt bruge den. I dag er den en millionforretning, og sydesalt fra Læsø er en efterspurgt vare i supermarkederne. Blandt andet fordi Vellev – for at sætte fokus på saltets historie – skabte en 60 mand stor teatertrup, der rejste fra Viborg til Læsø med teater og musik for alle, de mødte på vejen. Det kom der en masse opmærksomhed ud af, og jo, selvfølgelig har han siden udgivet det selvskrevne teaterstykke i bogform, og musikken er blevet indspillet på en cd.

"Når jeg står ved en udgravning, spørger folk altid: 'Finder du noget?'. Men det er ikke det, det handler om for mig," forklarer han.

"Mit fokus har altid været på at finde og formidle nogle forklaringer på det, jeg nu blotlægger. For eksempel hvordan en sydehytte egentlig virkede i middelalderen. Eller en papirmølle," siger han med henvisning til ét af sine igangværende projekter; rekonstruktionen af en papirmølle, han har fundet nær sit hjem, og som var det første eksempel på industri i det, der siden blev til Aarhus (ja, møllen skal naturligvis også producere papir, når den står færdig).

"Jeg tror, min tilgang til arkæologien bygger på min måde at se tilværelsen på: Jeg foretager mig meget lidt, som kun er interessant for mig selv. Jeg forsøger altid at se de store linjer i tingene, så det også bliver interessant for andre, og derfor må det heller aldrig blive for nørdet. Den grænse bevæger jeg mig nok ofte på, ha, ha, og jeg går nok også lidt over den indimellem, men jeg tror på, at formidler jeg det godt og seriøst, kan jeg også gøre folk interesserede i noget, de ikke vidste, at de interesserede sig for," forklarer han.

Og så er vi omsider nået til Tycho Brahe. For det er kun med summen af alle ovenstående mærkværdigheder, man helt forstår, hvorfor astronomens 400 år gamle grav skulle åbnes, og hvorfor det lige blev Jens Vellev, der gjorde det foran et åndeløst verdenspublikum. Den korte version er, at Vellevs førnævnte interesse for en papirmølle førte til behovet for at vide mere præcist, hvordan sådan en mølle virkede i sin tid. Det fik ham på sporet af Brahe, der havde sin egen papirmølle på Hven. Jo mere han læste om astronomen, jo mere blev han optaget af Brahes liv og hans myteomspundne død. Så hvorfor ikke prøve at grave ham op, når nu det var den sikreste måde at få svar på alle spørgsmålene på?

Resten er en historie, der langtfra er slut. Resterne af Tycho Brahe viste sig at være overraskende velbevarede, og lige siden gravåbningen i november har eksperter derfor nærstuderet især tænder (der kan sige noget om hans livsvilkår og -tilstand i ungdomsårene), hår (der kan fortælle om hans fødeindtag de sidste tre måneder af hans liv) og lårbensknogler (som kan vise hans helbredstilstand i de ældre år). Og så selvfølgelig mængden af kviksølv i kroppen, som meget mere nøjagtigt end tidligere kan afgøre, om det var det, der slog ham ihjel, eller om han døde af noget helt andet.

Konklusionerne vil blive fremlagt i november under en stor konference, der nok igen vil gøre ham til Indiana Jens.

"Jeg glæder mig da til det, selvfølgelig. Det er jo formidling af arkæologi i højeste potens. Men jeg forestiller mig ikke, at det slutter der. Når mine studerende klager over, at alt er fundet, siger jeg altid: Nej, ingenlunde. Alt er spændende, når man får kigget ordentligt på det. Jeg tror aldrig, min søgen slutter."

henriksen@k.dk