Tripoli 22. marts 2011. Bombardementerne var knap begyndt i Libyen, før Den Arabiske Liga tilsyneladende fik kolde fødder. Hvis den muslimske opbakning allerede nu vakler, er det måske på tide i virkeligheden at lade de muslimske lande selv gøre arbejdet i Libyen, skriver sognepræst Ole Buchardt Olesen.
- MOISES SAMAN/Scanpix
Ole Buchardt Olesen |
24. marts 2011
Er det demokrati eller ønsket om islam og sharia, der ligger til grund for oprøret mod de gamle diktatorer, spørger sognepræst Ole Buchardt Olesen
LØRDAG DEN 19. MARTS blev der afholdt folkeafstemning i Egypten om de foreslåede ændringer og tilføjelser af og til den egyptiske forfatning. Forfatningsændringerne går på præsident-embedet og en præcisering af, at der skal vælges en vicepræsident, samt nogle andre småjusteringer.
Ændringerne skulle gøre forfatningen køreklar til et kommende valg, muligvis allerede til efteråret. De fleste kendere af det egyptiske politiske landskab har sagt, at disse ændringer og den forholdsvis tidligere horisont for et kommende præsidentvalg og parlamentsvalg i Egypten klart vil favorisere Det Muslimske Broderskab og Mubaraks gamle parti, Det Nationaldemokratiske Parti, fordi disse partier i forvejen er godt organiseret og kan begynde en valgkamp uden det store besvær.
Det kan imidlertid være vanskeligt for den nye demokratiske bevægelse at nå at danne partier med tilhørende organer, der vil kunne styre disse nye bevægelser under en valgkamp, ja, i det hele taget nå at finde egnede kandidater.
DENNE OMSTÆNDIGHED har netop fået Det Muslimske Broderskab og Det Nationaldemokratiske Parti til kraftigt at propagandere for et ja til de foreslåede forfatningsændringer af den grund, at valget så vil kunne komme hurtigere til gavn for dem, men til stor skade for de nye demokratiske bevægelser.
Ifølge Assyrian International News Agency har især Det Muslimske Broderskab i forbindelse med afstemningen markeret sig stærkt ved afstemningsstederne med sloganer, der fortæller, at rigtige muslimer stemmer ja til forfatningsændringerne for at sikre islam og sharia en større indflydelse på det egyptiske samfund samt for at holde kopterne, de egyptiske kristne, uden for indflydelse.
Der er også rapporteret om omfattende valgsvindel. Tilforordnede har udfyldt stemmesedlerne med ja på forhånd, ligesom nejstemmer er set revet i stykker på afstemningsstederne.
Hertil kommer, at i nogle områder åbnede afstemningsstederne så sent, at det var umuligt for folk at nå at stemme. Dette skulle særligt være sket i områder med kristne indbyggere.
HVIS DISSE OPLYSNINGER er korrekte, så er dette alt i alt dårligt nyt for håbet om et demokratisk, ikke-religiøst domineret fremtidigt Egypten. Samtidig meldes der også nu fra Tunesien, hvor hele oprørsbevægelsen i Nordafrika og Mellemøsten begyndte, om frygt for, at islamister skal kidnappe revolutionen.
Bombardementerne var knap begyndt i Libyen, før Den Arabiske Liga tilsyneladende fik kolde fødder. Hvis den muslimske opbakning allerede nu vakler, er det måske på tide i virkeligheden at lade de muslimske lande selv, inklusive Tyrkiet, gøre arbejdet i Libyen.
Alle disse tvetydige tegn bør føre til, at vi begynder et analysearbejde på ny. En øvelse, der gerne skulle nå til bunds i, hvad det egentlig er, der sker i Nordafrika og Mellemøsten.
Er det demokrati, eller er det i virkeligheden ønsket om islam og sharia, der ligger til grund for oprøret mod de gamle diktatorer, der har holdt sig ved magten i årtier ved hovedsagelig vestlig støtte?
Ole Burchardt Olesen,
sognepræst
Poppelvang 20
Gilleleje
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad