Genkendelse giver følelse af befrielse

Kære brevkasse

Det er med dyb interesse, at jeg har læst brevkassen de seneste fredage. Da jeg læste Nannas brev for fjorten dage siden, var jeg helt målløs, da jeg nåede til sidste punktum. Det var fuldstændig, som om det var mig selv, der havde skrevet brevet. Jeg kunne i den grad identificere mig med brevskriveren. Og hvad angår mor/datterforholdet var det nærmest identisk. Nannas mors karaktertræk og egenskaber var helt lig min mors.

LÆS OGSÅ:  Det er muligt at gøre op med undertrykkende barndom

Min reaktion var, at jeg følte mig lettet, og jeg kunne mærke det i min krop et døgn efter. Lettelsen var kommet for at blive, tror jeg, for jeg har fået fjernet "noget tyngende". Dét, at der var andre, der havde det lige som jeg selv, har nok lettet mig.

Jeres svar til Mette i sidste uge hæftede jeg mig også meget ved, især da I skrev, at hvis graden af psykopati er stærk, kan man blive nødt til at undlade at have kontakt "for ikke at blive udsat for en gentagen nedvurdering og forkastelse".

Jeg er almindeligvis velfungerende i mit arbejde og holder af mit job. Men sidste år fik jeg et sammenbrud, fordi min mor, som er diagnosticeret med en svær personlighedsforstyrrelse, havde så stærke svingninger, at jeg ikke kunne følge med mere. Bedst som jeg troede, at vi var venner, fik jeg en dolk i ryggen.

LÆS OGSÅ:  En dominerende mor kan ødelægge barndommen

Da jeg altid har været tilgivende og tilbageholdende, og hun altid har været yderst dominerende, har jeg på det nærmeste fortrængt det i årevis. Jeg kunne ikke længere holde til det. Jeg kunne ikke engang læse en avis, og jeg følte, at jeg var ved at miste arbejdsdygtighed, selvom mit job altid har været en stor del af min identitet.