Af Annette og Jørgen Due Madsen |
25. marts 2011
Når man hører om andre i livssituationer, der ligner ens egen, kan man opleve, at ens tanker og reaktioner er helt normale i forhold til de unormale ting, man har været udsat for
Kære brevkasse
Det er med dyb interesse, at jeg har læst brevkassen de seneste fredage. Da jeg læste Nannas brev for fjorten dage siden, var jeg helt målløs, da jeg nåede til sidste punktum. Det var fuldstændig, som om det var mig selv, der havde skrevet brevet. Jeg kunne i den grad identificere mig med brevskriveren. Og hvad angår mor/datterforholdet var det nærmest identisk. Nannas mors karaktertræk og egenskaber var helt lig min mors.
LÆS OGSÅ: Det er muligt at gøre op med undertrykkende barndomMin reaktion var, at jeg følte mig lettet, og jeg kunne mærke det i min krop et døgn efter. Lettelsen var kommet for at blive, tror jeg, for jeg har fået fjernet "noget tyngende". Dét, at der var andre, der havde det lige som jeg selv, har nok lettet mig.
Jeres svar til Mette i sidste uge hæftede jeg mig også meget ved, især da I skrev, at hvis graden af psykopati er stærk, kan man blive nødt til at undlade at have kontakt "for ikke at blive udsat for en gentagen nedvurdering og forkastelse".
Jeg er almindeligvis velfungerende i mit arbejde og holder af mit job. Men sidste år fik jeg et sammenbrud, fordi min mor, som er diagnosticeret med en svær personlighedsforstyrrelse, havde så stærke svingninger, at jeg ikke kunne følge med mere. Bedst som jeg troede, at vi var venner, fik jeg en dolk i ryggen.
LÆS OGSÅ: En dominerende mor kan ødelægge barndommenDa jeg altid har været tilgivende og tilbageholdende, og hun altid har været yderst dominerende, har jeg på det nærmeste fortrængt det i årevis. Jeg kunne ikke længere holde til det. Jeg kunne ikke engang læse en avis, og jeg følte, at jeg var ved at miste arbejdsdygtighed, selvom mit job altid har været en stor del af min identitet.
Jeg opsøgte en psykolog, og her blev jeg for alvor klar over ubalancen i vores forhold og min mors forstyrrelse. Det passede også med, at hun altid har favoriseret min bror, som hun hævede til skyerne, hvor jeg tit fik den kolde skulder, oftest når hun var jaloux, for eksempel på, at jeg havde et velfungerende parforhold. Hun siger, at andre er psykopater og projicerer egne dårligdomme over i mig.
Det seneste er, at hun har fortalt en del af familien, at jeg er sindssyg. Da jeg ad omveje fik det at vide, traf jeg min beslutning: Nu er grænseoverskridelserne blevet for slemme. Jeg ved godt, at familien er klar over, hvem der er patienten, men der er grænser.
Jeg har ikke haft kontakt med min mor i over et år nu og har det godt efter omstændighederne, selvom min bror beder mig kontakte hende, for hun savner mig. Min reaktion er, at den ene del af hende måske savner mig, men den anden del higer efter magt, som hun ikke har kunnet udøve i det forløbne år. Min bror får jo en anden behandling, så han kan slet ikke identificere sig med situationen. I øvrigt har min morbror også slået hånden af min mor for et par år siden. Lidt i sympati med mig, tror jeg.
Min mor blev skilt fra min far, da jeg var tre år gammel. Hun talte dårligt om ham til mig, og jeg var nem at påvirke. Da jeg følte mig moden til at møde ham selv, passede min mors beskrivelse slet ikke til min oplevelse af ham. Og i mit voksenliv har vi haft stor glæde af hinanden, som for eksempel forleden, hvor min mand og jeg var sammen med ham til visesang.
Min mor og jeg flyttede hjem til min mormor og morfar efter skilsmissen. Min mormor klarede alt i huset. Derfor vakte det undren, at min mor en dag tog et forklæde på. Tilfældet ville, at hun havde placeret en brødkniv i forklædets lomme. Jeg fik lakridspastiller som altid, når hun lokkede med noget, og hun tog mig op på loftet. Hun låste døren indefra og holdt kniven op mod mig. Jeg var tillidsfuld, men blev pludselig meget bange. I loftsværelset var der et lille trækvindue, og jeg kravlede op på en lille kasse. Til alt held så jeg min elskede morfar gå nede i haven, og han vinkede kærligt til mig, indtil jeg råbte om hjælp. Han styrtede op for at redde mig, og jeg hørte, at han chokeret sagde, at han næste gang ville kontakte politiet.
Min mor har skiftevis indrømmet og løjet om denne skrækkelige situation, som jeg havde fortrængt i mange år. Den "poppede op", da psykologen spurgte til min barndom.
Jeg har haft stor glæde af jeres tema, og meget er sat på plads, men tænk, at man kan blive så lettet, at kroppen reagerer! Jeg må takke for, at I har taget temaet op, og jeg er sikker på, at I har hjulpet mange.
Venlig hilsen
Ida Louise
Kære Ida Louise
Tak for, at du vil dele dine erfaringer om et liv med en forstyrret og magtfuld mor. Det er tankevækkende, at du ved at læse en lignende beretning fik en helt konkret fysisk lettelse. Det siger noget om, at de byrder, vi bærer af psykologisk art, både tynger sindet og kan skabe store og betydelige spændinger i kroppen.
Det er da også noget af en byrde, du har båret på, og man kan næsten spørge om, hvordan du alligevel har kunnet klare dit liv så godt. Måske er der en hemmelighed i, at du havde en god morfar og en god far, da du endelig fik lov til at opleve ham selv? Og måske også, fordi du som voksen har haft et godt arbejde og mødt en trofast ægtefælle og senest en psykolog, som forstod?
Dit brev siger noget om, hvor vigtigt det er at høre om andre i lignende livssituationer, for som du skriver, så kan man pludselig opleve, at ens tanker og reaktioner er helt normale i forhold til de unormale livssituationer, man har været udsat for. Når børn bliver usundt behandlet, vil de fleste få en oplevelse af, at det er dem, der er forkerte.
Som barn eller ung ved man jo ikke, hvordan man skal betragte sit eget liv. Sker det, at man som voksen kan spejle sig i andres liv, kan det hænde, at man pludselig ser sig selv udefra og i en helt ny belysning. Og den genkendelse kan skabe forståelse, empati og solidaritet med sig selv. Det er nok det, der er sket for dig. Og det kan være en stor lettelse og befrielse.
Mange hilsener
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad