I gamle dage stod der "Kræv din ret og gør din pligt" på de socialistiske faner. Det var den parole, der var med til at tvinge velfærdsstaten igennem med et ideal om at bygge et samfund op omkring et stærkt fællesskab, hvor alle var klar til at arbejde for hinanden.
Men i dag har de fleste glemt alt om pligterne og tænker kun på deres rettigheder, mener forfatteren Lars Frost, der bogstaveligt talt skriver velfærdsstatens dødsmesse i sin nye roman, "Skønvirke", der også er opbygget med kapiteloverskrifter hentet fra Mozarts dødsmesse.
Romanen er hans tredje i træk om den danske velfærdsstat. Tidligere har han i "Smukke biler efter krigen" (2004) beskrevet systemskiftet og kulturkampen, der blev blæst i gang i begyndelsen af århundredet, ligesom han beskrev 1970'ernes frigørelsesprojekter i "Ubevidst rødgang" (2008).
LÆS OGSÅ: Seriemord på kriminalromanen
Den nye roman foregår til gengæld i fremtiden, hvor danskerne som "et symbol på deres selvtilstrækkelighed" ligger i krig med den fattige verden i Afrika og de arabiske lande. Og selvom kvinderne har taget magten ved at sætte sig på alle de vigtigste poster i Frosts Fremtidsdanmark, er det ikke de bløde værdier, der præger samfundet. Derimod er hans dystre portræt af Danmark endnu mere gennemsyret af materialisme. For ingen er tilfredse med det, de har, så der er heller ikke nogen, der har overskud til at tænke på andres behov.
"Skønvirke" fik Kristeligt Dagblads anmelder Lars Handesten til at undre sig over, hvor Lars Frost ville bringe læserne hen med romanen, der blev lanceret som en krimi, men nærmest ender med en form for sproglig opløsning i takt med velfærdsstatens død. Og det er helt bevidst, forklarer forfatteren, da Kristeligt Dagblad møder ham i skumringen i hans københavnske lejlighed:
"Jeg skal jo ikke nødvendigvis tolke over det, jeg selv har skrevet, men det er da et forsøg på at skrive en slags dødsmesse over velfærdsstaten. Men i virkeligheden er det lige så meget en bog om nutidens Danmark. De fleste fremtidsromaner handler jo i virkeligheden mest om den samtid, de er skrevet i, og det gælder også denne her. For selvom romanen foregår i fremtiden, lever danskerne i min roman næsten på samme måde, som vi gør i dag. Jeg har heller ikke fantasi til at forestille mig, at vi eksistentielt set skulle kæmpe med meget anderledes problemer om 30 år, fordi vi får hurtigere internet. Men jeg har bare gerne villet beskrive en virkelighed, hvor intolerancen er blevet en normaltilstand," siger Lars Frost, inden han sender de næste sætninger ud i rummet på sin egen messende måde:
"Det virker, som om vi har meget svært ved at blive glade og tilfredse. Og mine karakterer i romanen har netop meget svært ved at være glade og tilfredse for det, de har. De har især svært ved at være glade for sig selv. Det er næsten omkvædet i bogen. Jeg skriver om en, at det er, fordi hun altid har været elsket, at hun ikke kan elske andre. Og jeg skriver om en anden, at det er, fordi hun aldrig har følt sig elsket, at hun ikke kan elske andre. Folk har i hvert fald meget svært ved at elske andre og sig selv i min roman. Da jeg skulle læse korrektur på bogen, syntes jeg selv, at det var meget spændende at se, at det handlede så meget om den form for behovstilfredsstillelse. For det er ikke noget, som jeg selv havde været så opmærksom på, da jeg skrev den. Men jeg tror egentlig, at det er ret centralt, at danskerne lider af forsyningsangst."
Lars Frost beskrev allerede danskernes "forsyningsangst" i romanen "Smukke biler efter krigen", hvor ingen fandt lykken i store, flotte biler, men alligevel netop ledte efter den der. Og med "Skønvirke" henleder han igen læsernes opmærksomhed på, at man "ikke bliver fri af at have fyldt sin bil op med benzin", som han siger:
"Når jeg er så glad for ordet forsyningsangst, er det, fordi jeg synes, at vi fokuserer alt for meget på vores egne behov og alt for lidt på andres. Det er meget uhyggeligt, at rettighedstænkningen er blevet så udbredt. Jeg lagde første gang mærke til det omkring årtusindskiftet, hvor det også blev tydeligere i politikernes ordbrug. De begyndte simpelthen at snakke om rettigheder frem for pligter. Jeg er jo ikke den eneste, der har registreret det. I 'Smukke biler efter krigen' citerer jeg Jan Lindhardt, der skrev om det samme dengang. Og jeg synes, at der er en uhyggelig tendens, som måske har noget at gøre med, at vi mangler et mål for vores samfund. Det er jo lykkedes at lave et fantastisk velfungerende velfærdssamfund, og hvad skal man så stræbe efter?".
Mener du, at det er det, der har skabt "et sygeligt fokus på rettigheder"?
"Det skaber i hvert fald en form for rastløsthed i befolkningen. Det er ikke godt nok at have det godt. Det er lige pludselig ikke nok, at man har en masse muligheder, man vil også have, at det hele skal være rettigheder. Man skal have ret til et godt seksualliv, man skal have ret til at få børn, og man skal have ret til at få hjælp af staten, hvis man ikke kan få dem selv. Men det er da en mærkelig forskruet måde at se på naturen på, at man skulle have ret til at være normal på alle områder eller supermenneske på alle områder. For sådan er verden jo ikke indrettet. Vi har jo heller ikke ret til at blive 77 år, fordi gennemsnitsalderen ligger der. Livet er uretfærdigt. Men med vores frihedstænkning vil vi i stedet gøre alting til rettigheder. Det virker uhyggeligt på mig, og det var også noget af det, der satte mig i gang med at skrive mine tre bøger."
Hvad skal vi så stille op med det fortabte fællesskab?
"Jeg ved det ikke. Jeg tror, at det løb er kørt. Det går ned ad bakke herfra. Man kunne jo vælge at tro, at det bliver anderledes, hvis Socialdemokraterne vinder valget, men det tror jeg bare ikke. Dansk politik er blevet visionsløs. Enhver politisk debat skal have en vinder og en taber, som om det hele kun var en stor konkurrence om at vinde magten. Og det virker, som om det er de færreste politikere, der egentlig ved, hvad de tror på. De fleste lader sig føre af meningsmålinger, og den førte politik handler mere om at kunne sælge sin politik i forståelige budskaber frem for at finde fornuftige løsninger. Vores politikere burde skamme sig over, hvordan de taler ned til befolkningen med simplificeringer af alting. Substansen er forsvundet til fordel for små sager om, hvorvidt millionærerne skal betale lidt mere i skat, eller om Lars Løkke har givet lidt for mange penge til privathospitalerne."
Lars Frost lader et dybt suk forlade sine læber, inden han tilføjer:
"Jeg ved jo også godt, at det er en gang hippiesnak at sidde her og håbe på, at folk vil begynde at leve for et fællesskab, der er større end dem selv."