Armen om skulderen

"I mit hjem fik jeg nogle helt basale værdier: Man skulle være et ordentligt menneske, man skulle vise tillid, være arbejdsom, og frem for alt måtte man aldrig gå på akkord med sandheden. Mit hjem var et solidt grundtvigiansk hjem. Mine forældre gik i kirke de fleste søndage, og når min mor syntes, at der var noget, som trykkede hende, så gik hun til præsten. Min indgang til kristendommen var gennem bønnen. Min mor bad med os hver aften på sengekanten og sluttede af med fadervor. Det gentog sig hver aften og blev et vigtigt led i vores opdragelse," siger han.

Som familiens ældste dreng ville det have været naturligt, hvis Povl Krogsgaard-Larsen var fulgt i faderens spor og blevet landmand, men hans far indså tidligt, at sønnen ikke havde evner i den retning.

"Min far var en praktisk mand, og han kunne se noget hos mig, som ikke lagde op til, at jeg skulle være landmand. Jeg var mere sådan en, som læste og tegnede," siger han.

På hans mors side var der tradition for, at den ældste søn blev lærer. Slægten talte flere med Krogsgaard som efternavn, som var blevet lærere, hvilket var grunden til, at han som den eneste af de fire søskende kom til at hedde "Krogsgaard-Larsen". Men Povl Krogsgaard-Larsen gik sine helt egne veje uden blik for slægtens traditioner. Han forlod landsbyskolen i Sundby og kom i stedet i mellemskolen i Nykøbing Mors, hvor han siden fortsatte i gymnasiet.

"Det var noget af et særsyn, at jeg helt ude fra landet gik i skole i byen," siger han.

Han har kun vage minder om konfirmationstiden. Bortset fra at han blev dus med en lang række salmer, så var det andre temaer, som optog ham på den tid.

"Det var en opbrudsperiode. Jeg måtte erkende, at det var slut med barndommen, som jeg kun har gode minder fra, og i stedet var jeg på vej ud i noget ukendt, som jeg ikke rigtig kunne overskue. Jeg levede et liv, som var splittet mellem skolen i byen og mit hjem. Jeg talte dialekt hjemme og skulle tale noget, som lignede rigsdansk i skolen. Denne dobbelthed var mere besværlig, end man kan forestille sig det i dag," siger han.

I løbet af denne omstillingsperiode begyndte Povl Krogsgaard-Larsen at gå i kirke. Sammen med nogle jævnaldrende drenge blev han trofast kirkegænger i de tidlige ungdomsår. At der sad en gruppe drenge på kirkebænken i Sundby Kirke var et særsyn, men præsten tog ikke særligt hensyn til de unge kirkegængere.

"Præstens prædikener var rimeligt trivielle, og højmessen blev et sted for tankeflugt og ikke et sted, hvor jeg fandt svar. Men hvis der havde været en præst, som havde henvendt sig til os, så ville jeg have været vældig modtagelig over for en, som kunne danne en resonans i mig i den brydningstid," siger han.

Han fortsatte i gymnasiet, men mærkede også, at hans far var splittet omkring det valg.

"Det var ikke hans ønske, at jeg skulle i gymnasiet. Han kunne se, at det var nødvendigt, at jeg kom ud af landbrugsmiljøet, men inderst inde var han nok skuffet over at se sin dreng bevæge sig ud af hans univers, for jeg blev i stigende grad optaget af det, som jeg havde med at gøre i skolen. Jeg levede i to verdener, som bevægede sig lidt fra hinanden. Min far fastholdt, at jeg skulle blive ved med at hjælpe i stalden. Hver anden søndag skulle jeg arbejde i stalden, men det syntes jeg var irriterende, for det var der ingen af mine kammerater, som gjorde."

Hans far havde forestillet sig, at sønnen skulle være tømrer, fordi han var god til at arbejde med træ og samtidig glad for at tegne. Men i gymnasiet opdagede Povl Krogsgaard-Larsen, at han havde talent for kemi. En bibemærkning i en kemitime, hvor det blev nævnt, at farmaceuter arbejdede med lægemidler, gav ham lysten til at blive farmaceut.

Ligesom Povl Krogs- gaard-Larsen har en fast tro på, at Gud holder en arm om hans skulder, så er han overbevist om, at alle situationer kan bidrage med noget positivt. Når han står over for et problem, så vender og drejer han det, til han finder et positivt hjørne.

"Det er noget, jeg har gjort til en leveregel. Naturligvis kan en situation virke håbløs, men så bider jeg mig fast, til jeg har fundet den positive side af sagen," siger han og nævner som et eksempel, da han som ung studerende fik tuberkulose.

Han var netop flyttet til København for at læse på Danmarks Farmaceutiske Højskole, men blev sendt tilbage til Jylland og indlagt på Skive Sygehus, hvor han var i flere uger, og hvorfra han siden kom hjem på gården i Sundby som rekonvalescent i et halvt år.

"Umiddelbart var det voldsomt irriterende, og jeg kunne have fordybet mig i frustration og bitterhed, men jeg sagde til mig selv, at jeg måtte bruge tiden. Og det blev en rig tid, hvor jeg fik samlet og opbygget det herbarium, som jeg skulle bruge til studiet, gik lange ture med vores hund og spillede skak med mine brødre," siger han.

I lampen på kontorets skrivebord glimter en rød fluesvamp i strålerne fra forårssolen. Den dekorative fluesvamp, som vist egentlig skulle have pyntet et juletræ, er en påmindelse om den forskningskarriere, som Povl Krogsgaard-Larsen har opbygget. Han er internationalt anerkendt for sit arbejde med at identificere og tæmme giftstofferne i den røde fluesvamp. Takket være hans forskning bliver varianter af giftstoffer fra fluesvampen i dag anvendt som epilepsimedicin. I 1986 blev han professor i medicinalkemi og samtidig optaget i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, hvor kun 250 af de ypperste danske forskere har plads. Videnskabernes Selskab udpeger fem af direktionsmedlemmerne i Carlsbergfondet, hvor Povl Krogsgaard-Larsen fik plads i 1993 og siden 2003 har været formand.

"I Carlsberg-regi har vi været gennem et meget voldsomt forløb med udvidelsen af bryggeriet. I den periode har ledetråden for mig været tillid. Du må være omgivet af folk, som du kan have en ubegrænset grad af tillid til. Når mine egne kompetencer slap op, så var der altid nogen i kredsen, som jeg kunne have fuld tillid til. Og så har der jo været oplevelsen af armen om skulderen," siger han og henviser til sin tro på bønnens betydning.

"For mig er der ikke nogen modsætning mellem tro og viden. Vi kan ikke se det åndelige, men mennesket kan også kun opfatte i tre dimensioner: længde, højde og dybde. Selvom det åndelige ikke kan opfattes konkret, så er det der alligevel," siger han.

Fra hans kontor i Carlsbergfondets historiske lokaler er der udsigt til Tivoli og den tætte trafik på H.C. Andersens Boulevard. Men inden længe vil han skifte storbyudsigten ud med udsigt over Limfjorden og Vildsund. For i maj fylder han 70 år, og på Carlsberg A/S' generalforsamling i 2012 vil han træde tilbage som formand og slå sig ned ved Sundby på Mors sammen med ægtefællen, Tove. Fra deres nye hjem er der ikke lang til gården i Sundby, hvor hans yngste lillebror nu bor.

"Det er ikke, fordi jeg er nostalgisk, men fordi det er på Mors, jeg har mine rødder. Meget er ændret, og en del er det samme: kastanjetræet, bakkerne og skrænterne ved fjorden," siger han.

Han bliver ikke pensionist på fuld tid, for han skal fortsat være tilknyttet Københavns Universitet som professor, men der skal også være god tid til at læse om nogle af de andre temaer, som optager ham.

"Jeg skal prøve, om jeg ikke kan blive klogere. Jeg vil læse Herman Bang, Gustav Wied, Blicher og Pontoppidan og dyrke min interesse for historie og særligt religionshistorie. Jeg ser frem til at få oplevelsen af, at det er mig, som styrer kalenderen, og ikke omvendt. Og så regner jeg med, at blive en mere aktiv kirkegænger."

nygaard@k.dk

Kristeligt Dagblad anmelder i næste uge bogen "Bryggerens lærling".