Felttoget i Libyen vil få skelsættende betydning

LÆS OGSÅ: Målet i Libyen er at beskytte civile - ikke at vælte styret

Men Gaddafis slet skjulte trussel om at begå folkedrab gjorde det umuligt for omverdenen at vende ryggen til. Truslen gjorde udslaget, fordi den var reel og overhængende. Europa kunne ikke sidde noget sådant overhørigt i sit eget nærområde.

NÅR HISTORIEN OM Libyen-felttoget til sin tid skal skrives, vil historikerne hæfte sig ved, at det netop var Europa, som denne gang pressede på. Efter at man i årtier har sagt, at de europæiske lande umuligt ville kunne mande sig op til et militært indgreb af denne rækkevidde uden amerikansk førerskab, så er det netop, hvad der er sket.

Som EU-kommissions-formand José Manuel Barroso forleden var inde på, så er det vel første gang siden Anden Verdenskrig, at USA afviste at tage det militære initiativ til en operation af dette omfang og i stedet anmodede europæerne om at gøre det.

Set i dette lys er interventionen skelsættende, og den vil få betydning for Europas strategiske selvforståelse. Det er ikke så ringe i lyset af USA's relative svækkelse i vor tid, hvor man ikke længere vil kunne regne med, at amerikanerne i samme grad som tidligere rager kastanjerne ud af ilden for europæerne.

Noget andet er så, at forløbet ikke er blevet helt, som man havde regnet med den dag, amerikanerne abdicerede fra posten som "verdens politibetjent". Trods generalsekretær Anders Fogh Rasmussen heroiske forsøg lykkedes det ikke fra starten at få de europæiske Nato-lande til at samarbejde i allianceregi.

Det vil desværre svække Nato's troværdighed. Alliancen har gjort det til en af sine vigtigste opgaver at være i stand til at håndtere kriser i sit eget nærområde. Men det politiske forløb har været alt andet end overbevisende i den indledende fase, og det har været absurd at være vidne til, at Nato's militære struktur ikke har kunnet bruges til sit formål.

DET ER EFTERHÅNDEN ikke nogen hemmelighed, hvem der var hvem i det interne spil i alliancen. Det var især Frankrig og Storbritannien, der pressede på. Danmark var også med i denne gruppe. På den anden fløj var især Tyrkiet og Tyskland imod at intervenere i Libyen under Nato's ledelse.

I Tyrkiet har premierminister Erdogan opnået betydelig indflydelse i den muslimske verden ved at fremhæve landets uafhængighed fra Vesten. Den skarpe kurs over for Israel, modstanden mod Iran-sanktionerne og afvisningen af at ville have noget at gøre med invasionen af Irak skal ses som led i denne strategiske ændring fra tyrkisk side.

Den tyrkiske regering har tydelige ambitioner om at spille en rolle som regional magt, men det er i stigende grad vanskeligt at forene med Tyrkiets traditionelle rolle i Nato, der domineres af vestlige lande. Ankaras modstand mod felttoget i Libyen viser det endnu engang, og det rejser igen spørgsmålet: Hvad er Tyrkiets mål på længere sigt?

For Tyskland har forløbet været alt andet end misundelsesværdigt. Der er naturligvis ikke tvivl om Tysklands alliancemæssige forankring, men det har ikke været kønt at følge, hvordan kansler Angela Merkel har placeret sit land i den gruppe af lande, der aldrig mener, at man skal løbe en risiko for friheden og humanismen.

Det vil åbne en kløft i forhold til Frankrig, der har været Tysklands nærmeste partner i alle, store europæiske spørgsmål. Forhåbentlig vil denne kløft snart kunne kastes til igen. Ingen vil have gavn af tysk isolation i Europa. På længere sigt vil den tyske holdning i denne sag bremse Tysklands klare ambitioner om at sikre sig et sæde som permanent medlem af FN's Sikkerhedsråd. Et sådant sæde fordrer noget ganske bestemt, som ikke kun har med økonomisk styrke at gøre. Dét har de gamle stormagter Storbritannien og Frankrig netop vist, at de stadig har. Men det har Tyskland desværre til gode at vise.

ehrenreich@k.dk

Læs tidligere Udlandskommentarer på k.dk