Risskov Kirke i Aarhus er en af de kirker, der bruger kirkerummet til kristen meditation. Mange andre steder, som på Nya Slottet i Linköping (billedet), har man et særligt lokale indrettet til meditation.
- Leif Tuxen.
Thorsten Asbjørn Lauritsen |
26. marts 2011
I Aarhus er klagen og sorgen med, når der hver måned holdes meditationsgudstjenester. Præst har udgivet bog om meditation med udgangspunkt i Salmernes Bog
Den første mandag i hver måned åbner Risskov Kirke i det nordlige Aarhus dørene til fyraftensgudstjeneste. Siden 2004 har folk kunnet dumpe ind på vej hjem fra arbejde, få renset hoved og tanker og hente åndelig næring.
"Meditationsformen tiltaler mig. Jeg får mulighed for at slappe af og tænke dybere over tingene. Og så er det lidt nemmere at komme af sted sådan en mandag efter arbejde end en søndag formiddag, når man har små børn," siger Jacob Mumm, der driver arkitektfirma og sammen med sin kone får et åndeligt pusterum i en travl hverdag.
LÆS OGSÅ: Først var jeg bange for stilhedenNår kirkerummet fyldes af meditation, salmer og korte læsninger, er det alt sammen med Salmernes Bog fra Det Gamle Testamente som omdrejningspunkt. De er nemlig, ifølge sognepræst Lars Mandrup, særdeles velegnede til det meditative rum, fordi de kommer omkring alle de følelser og åndelige spørgsmål, der knytter sig til livet.
"Salmerne kredser om livets store og svære spørgsmål. De kan godt være barske. I nogle af salmerne kommer smerten, lidelsen, vreden og tvivlen til udtryk for fuld udblæsning," siger han.
Mens der i østlig meditation – som for eksempel den buddhistiske – tages afstand fra smerten, og det i stedet handler om at frigøre mennesket fra denne dimension, så har smerten og lidelsen sin klare berettigelse i kristendommen.
"Der er intet galt i at udtrykke sin smerte og lidelse i en klage til Gud. Det bliver Gud ikke vred over. Tværtimod er Salmernes Bog et vidnesbyrd om, at Gud lægger øre til og møder os i vores afmægtighed," siger sognepræsten og fremhæver Salme 22 som eksempel på, hvordan hele følelsesspektret favnes i en og samme salme:
"I de første vers møder vi et menneske fyldt af vrede og håbløshed. Men det menneske er ikke forkert set med kristendommens øjne. Salmen slutter med formuleringen 'Og Gud greb ind'. Der sker en bevægelse, hvor der renses ud og gives plads til troen. Salmerne er særdeles velegnede til at skabe den mentale proces."
Det er ikke længere kun folk i Risskov-området med lyst til meditation over Salmernes Bog, der har mulighed for det.
Lars Mandrup har skrevet bogen "Som et træ plantet ved bækken", som er bygget op over 31 af de i alt 150 salmer i Salmernes Bog. Hver eneste salme efterfølges af en meditativ tekst, der skal udfordre til personlig eftertanke.
"Der er mange danskere, som er nysgerrige på meditation, ligesom mange præster og menigheder ønsker at etablere det meditative rum. Mit ønske er, at denne bog skal gøre det nemt og enkelt at komme i gang med meditation. Hvad enten det er i kirken, som indledning eller afslutning på en mødeaften eller som hjemlig andagt," siger Lars Mandrup.
kirke@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad