Thorsten Asbjørn Lauritsen |
26. marts 2011
Iranskfødte Casper Hvemon kender alt til at vokse op i et land i splid med sig selv, som der tales om i søndagens tekst. Han blev fundamentalist og ønskede at dø som martyr
Det virker fuldstændig og aldeles uforeneligt.
Iranskfødte Casper Hvemon byder indenfor i sit pæne, velordnede forstadshjem i Odense. Ilden blusser i brændeovnen, kaffe og chokolade står pænt anrettet på bordet, og i den anden ende af huset er hans danske kone og to døtre i gang på værelserne. Det er sen eftermiddag. Casper Hvemon er lige kommet hjem fra SFO'en på Sanderum Skole, hvor han er pædagog.
Når Casper Hvemon spoler sin film tilbage til ungdomsårene, er det til gengæld alt andet end venskabelig og afslappet hjemmehygge om kaffebordet, der toner frem. Dengang hed han Hamid Pijam og var dybt engageret i Ayatollah Khomeinis regime under den iranske revolution i 1979. Et regime, som var med til at vælte det Shah-dynasti, der havde regeret Det Persiske Rige i 2500 år.
LÆS OGSÅ:
Fundamentalisters hellige uvidenhed
"På det tidspunkt var jeg 16 år. Jeg satte min lid til Khomeini som Irans frelser. Vi blev lovet demokrati og frihed. Som ung var jeg nem at påvirke," siger Casper Hvemon, som tog navneforandring i 1993.
Han har netop udgivet den selvbiografiske bog "Fundamentalisten – Bag om mennesket", hvor han hudløst ærligt fortæller om, hvordan han blev fanget i usandheden. I arbejdet med bogen har han været hele sit liv igennem. Og når Jesus i morgendagens prædikentekst taler om et rige i splid med sig selv, og der berettes om en måbende folkeskare, som er i tvivl om, hvorvidt Jesus er i Guds eller Satans vold, så rører fortællingen Casper Hvemon dybt.
"I bibelteksten møder vi et folk, der er i tvivl om det onde og det gode. Den kamp foregår i os alle. Da jeg blev en del af den iranske revolution, var det, fordi jeg troede på et bedre Iran. Jeg troede på, at Khomeini ville skabe en bedre fremtid uden undertrykkelse."
I revolutionsårene blev han grebet af stemningen. Forført. Han havde fornemmelsen af, at noget stort – et nyt Iran – var under opsejling. Der var, set med unge Hamid Pijams øjne, tale om historieskrivning.
"Jeg var parat til hvad som helst. Det største ville være at dø som martyr. Jeg ville slås ihjel. Fordi det ville være en direkte billet til paradis," siger Casper Hvemon, der blev revolutionsgardist og kan se tilbage på en ung dreng, der langsomt blev formet til fundamentalist.
Han gik beredvilligt forrest i de første krigsår mellem Iran og Irak fra 1980. Fyrede raketter af mod fjenden og var med til at træne 13-årige drenge op til gode krigere. Drenge, der ligesom han selv ønskede at dø på slagmarken og ende som martyrer.
"Jeg var sikker på, at jeg havde fundet sandheden. Præsterne i landet fortalte os, hvad vi skulle gøre, og vi stillede ikke spørgsmål."
Hans egen historie gør ondt på ham. Ikke nok med, at han har sendt raketter mod irakere på den anden side af grænsen. De unge skolebørn, som han har trænet i våbenbrug, gør mindst lige så ondt.
"Når jeg tænker tilbage, er det frygteligt, hvad jeg har gjort. Jeg har trænet og sendt unge mennesker i krig. Set mange dø omkring mig."
Langsomt begyndte tvivlen på retfærdighed og sandhed i det, han gjorde, at melde sig hos Hamid Pijam. Præster og militærledere forbød ham at læse noget af den islamiske litteratur, han havde stående i reolen på sit værelse.
"Styret befalede, at vi ikke selv måtte læse og diskutere. De beordrede, hvad vi skulle tro på," siger Casper Hvemon, der i samme periode oplevede at miste nærtstående familiemedlemmer under krigen. Han blev ramt af meningsløshed og indså, at han havde været fanget i usandhed.
Det lykkedes ham i 1984 at flygte til Danmark for at begynde en helt ny tilværelse. Ud over at blive dansk gift, få to piger, tilegne sig en pædagoguddannelse og siden arbejde i en SFO er han også konverteret til kristendommen. Det skete i 1997. Selvom den landskendte Johannes Møllehave ikke er vidende herom, bærer han en stor del af ansvaret herfor.
"Jeg hørte Møllehave i radioen på vej til arbejde. Han talte om tilgivelse, hvor jeg er vokset op med hævn. Siden begyndte jeg at læse Møllehave, og han sagde det modsatte af, hvad jeg ellers havde hørt i islam. Der var humor, frihed og barmhjertighed i hans ord."
Casper Hvemons markante opgør med fortiden har været barsk. Erkendelsen af, at han har været fundamentalist og medspiller i en uretfærdig krig, har været voldsom.
"Det er uundgåeligt at komme fuldstændig i tvivl om sit eget liv. Det gør rigtig ondt at se tilbage på det, som jeg har været med til. Men jeg vidste ikke bedre. Og mit held var, at jeg trods alt fik erkendt, at jeg var fanget i det onde, og, så vidt jeg ved, ikke har slået et andet menneske ihjel."
I dag kan Casper Hvemon i mediernes massive dækning af folkeoprørene i Mellemøsten følge med i folkets kamp for demokrati og frihed. Han ser folk drevet af de samme motiver, som han selv var: et ønske om at slippe ud af undertrykkelse.
Han tilslutter sig også folkets kamp, men beder samtidig for, at det kommer til at ske gennem fredelige reformationer frem for voldelig revolution. Og samtidig nærer han et håb om, at verden omkring Mellemøsten – som det sker i disse dage – vil støtte op om den demokratiske proces.
"Hvis ikke man passer på, kan der så nemt som ingenting komme nye ledere, som kan skabe nye undertrykkende regimer. Fordi vi mennesker lader os forføre af stærke ledere, der giver løfte om bedre tider."
Med søndagens prædikentekst foran sig – og sin fundamentalistiske fortid in mente – er han ikke i tvivl om, at alle menneskers liv udspiller sig i en kamp mellem det onde og det gode. Det farlige er, når man lukker ned for tvivlen og hovedkulds overgiver sig til en sandhed.
"Da Jesus hænger på korset, er han fanget i tvivl og spørger, hvorfor hans Gud har forladt ham. Tvivlen er et grundvilkår. Og giver vi plads til den, lader vi os ikke opsluge af en ond magt, der vil forføre os."
kirke@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad