Det var ikke den familie, jeg drømte om

"Hele min drøm om en familie brast. Det smerter mig, at mine børn aldrig vil opleve fuld harmoni, fordi der er en brudt relation, som ikke kan undgå at skabe problemer omkring højtider og den slags," siger Anne-Mette Jeppesen. Modelfoto: Colourbox.

- PIERRE HECKLER

Læs også

flexblock

Tema

Adoption

flexblock

Emneord for denne artikel

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Malene Fenger-Grøndahl | 26. marts 2011

En kernefamilie med far, mor og tre-fire børn af egen avl. Sådan så 54-årige Anne-Mette Jeppesens drøm om en familie ud. I dag er hun skilt og mor til to døtre, hvoraf den yngste er adopteret fra Vietnam

Tre portrætfotoer i samme ramme hænger på væggen i køkkenet i det lille rækkehus i Stavtrup tæt på Aarhus. Billederne forestiller Sofie, Selma og Anne-Mette. To døtre og deres mor. Billederne er cirka seks år gamle. I dag er Sofie 23 år, Selma 9 år og Anne-Mette 54 år.

Da portrætterne blev taget, var de et holdepunkt for Anne-Mette Jeppesen i en turbulent periode efter skilsmissen fra børnenes far.

"Jeg havde aldrig i de værste mareridt forestillet mig, at jeg skulle blive alene med vores to døtre. For mig var det at få børn noget, jeg delte med min mand, og pigerne var et symbol på vores kærlighed. Det var et chok for mig, at han forlod os, to år efter at vi havde adopteret Selma," siger Anne-Mette Jeppesen og kigger ud ad vinduet, hvor pigetøj i størrelse ni år blafrer på tørresnoren.

LÆS OGSÅ: Kernefamilien er stadig idealernes motorvej

Selma, som er adopteret fra Vietnam, er i skole, men vasketøjet, et lyserødt løbehjul i forhaven og chokoladekagerne, som Selma har bagt dagen før, er konkrete udtryk for, at her bor en børnefamilie.

Annonce

"Det er et halvt år siden, at Selma og jeg flyttede herud i bofællesskabet. Det var et svært valg, for jeg vidste, at det ville være svært for Selma at skifte skole og omgivelser. Men jeg valgte det for fællesskabets skyld. Vi spiser i fælleshuset, og der er masser af børn på Selmas alder. Her kan vi bygge relationer op med andre familier, og Selma kan få en følelse af at høre til. Den følelse har hun stadig ikke fuldt ud," siger Anne-Mette Jeppesen med henvisning til, at Selma oplevede et markant svigt i sit liv, da hun som spæd blev forladt af sine biologiske forældre.

Syv måneder gammel fik Selma et nyt sæt forældre, Anne-Mette og Lars, som dengang var 45 og 40 år gamle. På forhånd havde de datteren Sofie på 15 år, som de var biologiske forældre til.

"Hvis jeg havde vidst, at vi ville blive skilt, tror jeg ikke, at jeg ville have adopteret. Det er et svigt af dimensioner at gå fra hinanden, når man har et barn, som er sårbart og bange for at miste sin trygge base," siger Anne-Mette Jeppesen.

Da hun og Lars mødte hinanden, blev de hurtigt enige, at de skulle have børn – gerne en hel lille flok.

"Jeg er vokset op med tre søskende og havde gode erfaringer med det. Lars har fire søskende og forestillede sig også, at vores familie skulle være stor. Så da vi havde fået Sofie, blev vi hurtigt enige om, at hun skulle have søskende," siger Anne-Mette Jeppesen.

Barn nummer to kom imidlertid ikke bare dumpende, som Sofie havde gjort, og Lars og Anne-Mette valgte at forsøge med fertilitetsbehandling. En periode med fysiske og mentale udsving på grund af hormonbehandlinger og en tidlig abort fulgte.

"På det tidspunkt var adoption ikke inde i mine tanker. Jeg havde altid tænkt på det at få børn som en fysisk sammensmeltning, hvor kærligheden mellem to mennesker skaber et lille nyt menneske, og jeg syntes, at det var fantastisk at være gravid og mærke min krop på en helt ny måde. Men da jeg havde været igennem den hårde tid med behandlinger, havde fokus flyttet sig, og det føltes ikke spor underligt at adoptere," husker Anne-Mette Jeppesen.

"Både Lars og jeg syntes, at det var rigtigt, at vi sammen påtog os den opgave at give omsorg til et barn, som manglede forældre. Vi var lykkelige, da vi fik dispensation fra de dengang ret skrappe alderskrav, så vi kunne adoptere, selvom jeg nærmede mig 45 år. Vi skulle også giftes for at leve op til de danske regler, og for mig var brylluppet en stærk bekræftelse på vores kærlighed. Vi sagde ja til en fremtid sammen, hvor vi skulle udvide familien på en ny måde."

I april 2002 rejste Lars og Anne-Mette Jeppesen sammen med deres ældste datter til Vietnam for at hente Selma. Hun viste sig at være meget påvirket af sit ophold på et børnehjem og adskillelsen fra sin biologiske mor, og den første tid som adoptivforældre var mere barsk for forældrene, end de havde forestillet sig.

"Min moderfølelse og trangen til at give omsorg var lige så stærk over for Selma, som den var over for Sofie, da jeg havde født hende. Men det var sværere for mig at forstå Selma. I begyndelsen turde hun ikke give sig hen til os. Hun græd og græd, men ville ikke lade os trøste hende. Siden blev hun meget bange for, at vi ville forlade hende, og hun spørger mig stadig hver aften, om jeg elsker hende. Så svarer jeg 'jeg elsker dig, du er mit barn, og jeg vil altid passe på dig'," siger Anne-Mette Jeppesen og tilføjer:

"Der kan jeg mærke en forskel på Selma og Sofie, som nok både handler om Selmas sind og om hendes historie. Sofie har aldrig stillet de spørgsmål, som Selma stiller. Når man føder et barn, er tilknytningen en gave, man får med fra begyndelsen. Med et adopteret barn skal man arbejde for den, og jeg tror aldrig, at Selma holder op med at stille den slags spørgsmål. Som mor er det hårdt, og måske er det ekstra hårdt, fordi jeg kan sammenligne med Sofie," siger Anne-Mette, men tilføjer, at der heldigvis ikke er nogen jalousi mellem Sofie og Selma, måske fordi de ikke har mødt ret mange spørgsmål fra omgivelserne, og fordi der er så mange år imellem dem.

"Deres relation er fin og stærk."

Kærligheden viste sig til gengæld ikke at være stærk nok i parforholdet.

Mens Anne-Mette Jeppesen var på barsel, byggede de huset om, og der opstod problemer med byggeriet. I samme periode døde et nærtstående familiemedlem. Lars og Anne-Mette Jeppesen blev i stigende omfang uenige om, hvordan de skulle tackle Selmas sårbare sind og skændtes ofte om småting. Alligevel troede Anne-Mette Jeppesen, at de ville klare krisen.

Men i efteråret 2003 forlod hendes mand hende til fordel for en yngre kollega.

"Hele min drøm om en familie brast. Det smerter mig, at mine børn aldrig vil opleve fuld harmoni, fordi der er en brudt relation, som ikke kan undgå at skabe problemer omkring højtider og den slags. Selma følte, at hun endnu en gang blev svigtet. I årene efter skilsmissen hang hun på mig som en abeunge," fortæller Anne-Mette Jeppesen, som dog også tilføjer, at hendes yngste datter de fleste dage også er sprudlende og glad.

"Jeg mener ikke, at kernefamilien er det eneste rigtige. Selmas bedste veninde bor alene med sin mor, som fra begyndelsen vidste, at hun ikke ville leve sammen med faderen. Det fungerer fint. Forskellige familieformer kan være rigtige for forskellige mennesker. For mig er en familie en enhed, hvor man deler med hinanden, og hvor kærligheden er så stærk, at den giver overskud til, at fællesskabet kan komme før ens egne behov. Ud fra det perspektiv er vi en rigtig familie. Men der vil altid mangle én, og Selma savner ofte sin far. De valg, jeg traf om at få børn, var baseret på min kærlighed til Lars og idéen om, at vi skulle være forældre sammen."

familieliv@k.dk

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock