Revolutionen i Syrien

At protestbølgen i den arabiske verden nu har bredt sig til Syrien, siger noget om dybden i den folkelige længsel efter frihed. Syrien er et af de hårdeste diktaturer i regionen. Det er en renlivet politistat, hvor kliken omkring præsident Assad gennem årtier ikke har skyet noget middel for at undertrykke befolkningen.

Landet er en regional stormagt, bevæbnet til tænderne, stærkt anti-vestlig og med en aggressiv holdning til Israel. Syrien er i alliance med Iran og har tætte forbindelser til såvel den palæstinensiske, islamiske bevægelse Hamas som det libanesiske, militaristiske Hizbollah.

LÆS OGSÅ: Præsident Assads problemer hober sig op

Det kan med andre ord ikke blive værre. Omvendt må man sige, at det med udsigt til forandringer i Syrien næsten kun kan blive bedre, hvadenten det lykkes at styrte regimet, eller regimet for at redde sit eget skind slår ind på en reformlinje, noget hidtil uhørt for Assad-familien.

Typisk for den slags diktaturer forsøgte det i første omgang at slå protesterne ned med hård hånd. Et stort antal mennesker blev dræbt, da sikkerhedsstyrkerne i sidste uge blev sat ind mod demonstranterne, og selv teenagere blev kastet i fængsel for at markere utilfredshed med styret.

Da det ikke hjalp, prøver man nu med politiske indrømmelser, foreløbigt kulminerende med løftet i aftes om at mildne den undtagelsestilstand, som i fyrre år har berøvet befolkningen de mest basale frihedsrettigheder. Hvorvidt det er tilstrækkeligt, er tvivlsomt.