Sofiakirken i Stockholm har længe haft et tæt samarbejde med byens muslimske menigheder. Kirken er nu gået et skridt videre, og for at styrke dialogen med områdets unge muslimer har man sat imam Othman Al Tawalbeh på lønningslisten. Foto: Scanpix.
- Michele Falzone
Katrine Barslev |
29. marts 2011
En kirke har ansat en imam til at nå lokale utilpassede unge, men samarbejdet møder modstand efter fredagsbøn i kirken. Kirken skal ikke fremme islam, siger dansk præst
Sofiakirken i Stockholm har længe haft et tæt samarbejde med byens muslimske menigheder. Kirken er nu gået et skridt videre, og for at styrke dialogen med områdets unge muslimer har man sat imam Othman Al Tawalbeh på lønningslisten.
Sofiakirken anser stillingen for at være en ganske udramatisk og naturlig del af kirkens arbejde, og præst Hans Ulfvebrand har svært ved at forstå den skepsis, ansættelsen møder.
"Vi er menighed i en multikulturel by, og det er vigtigt at støtte unge med forskellige religiøse og kulturelle baggrunde. At have en kompetent muslim i huset øger mulighederne for at forhindre ekstremisme," siger Hans Ulfvebrand, der understreger, at det er mandens store anseelse blandt kvarterets unge og ikke hans imamtitel, der gjorde ham til den bedste kandidat.
LÆS OGSÅ: De Radikale kræver imamråd mod chikane af kristne
Sidste uge indbød Sofiakirken til fredagsbøn i menighedens lokaler, men det mødte så meget kritik, at kirken nu har gjort det klart for alle, at arbejdet ikke er forkyndende.
"Det er vigtigt at pointere, at han ikke skal virke som imam, og han kommer ikke til at prædike i kirken. Han er ansat, fordi han har et meget stort kendskab til og anseelse blandt områdets unge, og vi tror, at det kan give meget til Svenska Kyrkan," siger Hans Ulfvebrand.
Det utraditionelle religionsmøde bliver mødt af delte holdninger fra svenske kirkefolk.
Mens nogle mener, at andre kirker bør lade sig inspirere af samarbejdet, peger kritikere på, at det er fundamentalt forkert, at den kristne kirke ansætter en imam. Præst i Svenska Kyrkan Annika Borg undrer sig over samarbejdet:
"Det bør være en selvfølgelighed, at man som religiøs leder i kirken tager udgangspunkt i en kristen tro og ikke har som arbejde at forkynde en anden religions trosopfattelse. Der sker et skred i kirkens afgrænsning," siger hun til Svenska Dagbladet.
Også i Danmark møder ordningen skepsis, og valgmenighedspræst Morten Kvist fra Islamkritisk Netværk mener, at så tæt et samarbejde er farligt.
"Jeg er umiddelbart meget betænkelig, for kirkens formål er ikke at fremme islam. Kirken kommer til at give det indtryk, at islam og kristendom er én og samme sag," siger han.
I Danmark har der ikke været lignende tiltag. Men i folkekirken arbejder netværket Kristent Muslimsk Samtaleforum for at styrke dialogen mellem islam og kristendommen, og på søndag arrangerer Københavns Domkirke og Tværkulturelt Center et arrangement under overskriften "Præsten og imamen". Stefanskirken i København har tidligere inviteret imam Fatih Alev til at have fast træffetid i kirken og holde oplæg om islam for områdets skoleklasser, men selvom præst Pernille Østrem synes, at det er en god idé at samarbejde med imamer, mener hun, at det svenske samarbejde går for langt.
"Jeg synes, det virker lidt underligt, at kirken skal finansiere en muslimsk præst. Det bør være lidt mindre formaliseret, for religionerne er jo forskellige", siger hun.
barslev@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad