“Vi er kun et supplement til kommunen”

Der har været grund til alarm flere gange i løbet af Kirsten Wævers karriere som telefonkædebestyrer. Hun husker for eksempel, da hun og en bekendt måtte rykke ud til en ældre mand, som lå i sin seng og ikke kunne komme til telefonen. Manden var så syg, at de måtte ringe 112, og han blev indlagt.

En anden gang hjalp kæden en kvinde, der var faldet og ikke kunne rejse sig ved egen hjælp. Hun lå på gulvet hele natten, indtil telefonkæden næste morgen afslørede, at der var noget galt. De pårørende låste sig ind i lejligheden og hjalp den uskadte ældre dame på benene.

For Kirsten Wæver er telefonkæden en naturlig forlængelse af hendes engagement i frivilligt arbejde. Men hun afviser, at velfærdsstatens trængte ressourcer giver hende et større personligt ansvar for at aflaste kommunen end tidligere. Som mangeårig frivillig i Ældre Sagen har hun altid støttet organisationens motto om, at det private engagement skal være et supplement, men ikke en erstatning for den kommunale indsats:

"Dengang jeg startede kæden, var der flere ressourcer i ældreplejen end i dag. Men det er stadig et hovedprincip for mig, at jeg ikke erstatter kommunens arbejde. Vi kan sagtens samarbejde, og jeg kan aflaste. Men jeg påtager mig ikke arbejde, som andre faggrupper ellers skulle lave. Og det må ikke være kommunen, der sætter betingelsen. Hvis jeg som besøgsven kommer ud til en, der trænger til at få gjort rent, så er det rart, at jeg kan svare: 'Det må jeg ikke'," siger Kirsten Wæver og minder om, at professionel arbejdskraft i modsætning til den frivillige er stabil.

Når hjemmehjælperen er syg, tilkaldes en vikar. Sådan er det ikke, når medmennesker hjælper hinanden.

Derfor mener Kirsten Wæver, at de svageste medborgere risikerer at komme i klemme, hvis en for stor af velfærdsstatens opgaver overtages af frivillige.

På det nære plan er Kirsten Wæver ikke i tvivl om, at de ældre i hendes område er gode til at hjælpe hinanden. Hendes egen nabo er 93 år, og de mødes kort hver dag for at ordne verdenssituationen, når Kirsten Wæver låner hende dagens avis. Da hun selv for et par år siden havde brækket hånden, og to naboer led af andre skavanker, støttede de hinanden med praktiske gøremål.

"Vi kaldte for sjov hinanden de tre musketerer. Der bliver altid sagt så meget om, at tidsånden er egoistisk, og at vi ikke er så gode til at hjælpe hinanden som tidligere. Men jeg synes, der er mange ældre, som tager ansvar for naboen. De fleste mennesker vil gerne hjælpe, og vi får det bedre, når vi hjælper andre. Det største problem er faktisk, at det er så svært for mange ældre at bede om hjælp. "

De seneste fire år har Kirsten Wæver selv haft brug for hjemmehjælp på grund af sygdom.

Men nu er hun så rask, at hun for første gang i flere år kan gå en tur i skoven. Og det var en glædens dag, da hun for nylig kunne ringe til kommunen og afmelde hjemmehjælpen. For som hun udtrykker det:

"Mange ældre er tilbageholdende med at give afkald på hjælp. De er bange for, at de ikke kan få hjælpen igen, hvis der opstår et behov. For mig er det en dejlig frihed ikke at være bundet af at skulle have hjælp: Jeg skal ikke pudse min glorie. Men rent moralsk synes jeg heller ikke, jeg kan tillade mig at få hjælp, når andre har det dårligere."

soendergaard@k.dk