Efter indgrebet i libyen

Der er mange årsager til, at FN, herunder landene i Den Arabiske Liga, for nylig tog en historisk og forholdsvis hurtig beslutning om at indføre et flyveforbud over Libyen. Synet af en diktators soldater, der myrder, voldtager og undertrykker, gjorde udslaget. Siden vedtagelsen af flyveforbuddet har de libyske oprørere fået håbet tilbage, og selvom krisen kan vare længe endnu, tyder alt på, at oppositionen til Moammar Gaddafi står til at vinde slaget om det olierige nordafrikanske land.

Men i en tid, hvor Vesten fyldes af stolthed over at være i stand til at handle hurtigt og effektivt og på den måde være med til at redde et højt antal uskyldige menneskeliv, bør der samtidig gives plads til ærlighed og selvransagelse. Vi bør ikke holde os fra at stille os selv de vanskelige spørgsmål om, hvorfor en libysk diktator kan sætte det internationale samfunds mest magtfulde organisationer og mekanismer i gang, mens en række andre diktatorer klarer frisag med tandløse fordømmelser.

For tiden forsøger den syriske befolkning at vælte styret med inspiration fra Egypten, Tunesien og Libyen, men støder på meget brutale metoder fra præsident Bashar al-Assads side. Uofficielle kilder taler om mere end 100 døde i de syriske demonstrationer. På samme måde har det iranske præstestyre holdt et flertal af den iranske befolkning i et utåleligt jerngreb siden revolutionen i 1979, hvor tortur, mord og brutal nedskydning af demonstranter er hverdagskost. Og listen over lande, hvor situationen enten er værre eller minder om de nævnte lande, er lang: Sudan, Elfenbenskysten, Bahrain og Yemen er bare nogle af de lande, hvor befolkningen kun tør drømme om, at Vesten griber ind. Men det vil ikke ske.

Det internationale samfund er ikke kun gået i krig mod Gaddafi af humanitære årsager. I Libyen er der olie, og landet ligger kun 300 kilometer syd for Italien, hvilket giver Libyen højere prioritet end for eksempel Yemen. Stabilitet på den anden side af Middelhavet er vigtigere end stabilitet i det sydlige hjørne af Den Arabiske Halvø. Det bør ikke komme som nogen overraskelse, at tingene er skruet sådan sammen, og det er vigtigt for de vestlige landes egen fremtidige rolle i Mellemøsten, at man ikke lader sig forblænde af en forestilling om, at Vesten vil hjælpe alle undertrykte folk med militære operationer. Med indgrebet i Libyen har man dog sendt et signal om, at man er parat til at handle hurtigt, hvis ens eget grænseland og interesser trues. På længere sigt er det signal langt mere entydigt, værdifuldt og stærkt end den måske fristende udsigt til at blande sig i andre konflikter for at stå på "de godes" side, når kampen er vundet.

A.S.