Den pludselige død

Det fremgår da også, at præster gør et stort arbejde, og at folk er taknemmelige for mødet med kirken. Samtidig må man imidlertid sande, at en del af bogens begravelsestaler udmærker sig ved en noget simpel teologi.
Som præst rømmer man sig nervøst ved læsningen og overvejer, om man mon selv er lige så banal at høre på, for med sætninger som "? jo mere vi elsker, jo mere vil vi en dag komme til at savne" og "Gud er dér midt i forladtheden, smerten og sorgen ? " afsløres det, hvor nemt teologiske vendinger kan fremstå letkøbte. Muligvis opleves de ikke sådan i kirken, men ved nøgtern læsning falder flere af disse taler en smule til jorden. For eksempel studser man, når en præst ved begravelsen af en næsten nyfødt hævder, at en kun tre uger gammel dreng fik levet et helt liv. Ordene relativerer ganske værdien af det lange menneskeliv med dybe rødder og betydning for mange, og mens man måske ikke ville undres på dagen, afsløres det bagefter på tryk, hvordan en præst kan ty til romantisk ønsketænkning uden seriøs teologisk dækning.
I det hele taget er det de efterladtes beretninger, der for alvor forsyner denne bog med brugbar substans. Helt gribende er ordene fra en mor, der skridt for skridt følger sin kræftsyge teenagedatter frem til døden og illustrerer, hvordan en ufattelig situation kan gennemleves. Folk beskriver ærligt og nøgternt, hvordan de lærer at acceptere døden og komme videre efter et pludseligt tab, og det er givende læsning.

Af de tre former for dødsfald er det selvmordet, der her står svagest. Utvivlsomt fordi det er ualmindeligt svært at håndtere, hvilket illustreres ved Fog-Nielsens egne ord, når han skriver: "Men når en selvmorder skal begraves, gælder det om at fortælle de efterladte, at også for dette menneske gælder Guds evige kærlighed."
Jeg siger bestemt ikke, at det er forkert, men det udgør en lidt ensidig tilgang til det store dilemma angående menneskets ret til at tage sit eget liv. Og det understreger, hvordan en præst ofte må balancere mellem teologisk troværdighed og trang til at trøste, hvilket er en tilstand, man her kan blive genkendt i. Men bogen er bestemt også henvendt til mennesker, der har mistet, og som kan få indblik i andres erfaringer og oplevelse af fornyet lyst til at leve.
Helt håndgribeligt gavnligt bliver det, når Einar Fog-Nielsen sidst i bogen opstiller lister over de mest brugte salmer samt forslag til skriftsteder til brug ved pludselige dødsfald. For præster kan bogen være et nyttigt arbejdsredskab, og forfatteren skal anerkendes for sin indsats med at oplyse og inspirere angående de øjeblikke i livet, hvor døden pludseligt indtræffer. At hjælpe mennesker videre i livet er én af de vigtigste opgaver i folkekirken overhovedet, og mens denne bog meget af tiden rent teologisk flyver med begrænset vingefang, tjener den en god sag.
kultur@k

Einar Fog-Nielsen: Ingen kender dagen – mødet med den pludselige død. 188 sider. 248 kroner. Forlaget Alfa.