LÆS OGSÅ:  Islamisk Da Vinci-mysterium

Sideløbende med undersøgelsen af de gamle håndskrifter har man også undersøgt teksten i Kairo-Koranen. Denne tekst er sine steder overordentlig vanskelig. Muslimske lærde taler selv om "dunkle steder". Tilmed er sproget et arabisk, som faktisk kun forekommer netop i Koranen.

Den traditionelle muslimske forklaring på dette er, at der naturligvis er tale om Allahs fuldkomne arabisk, som vi mennesker måske en dag vil være i stand til at lære. Den tyske filolog Christoph Luxenberg (pseudonym) havde imidlertid en teori: Kunne det tænkes, at sproget i Koranens ældste dele, de såkaldte "mekkanske suraer", lader sig læse på aramæisk, som var det internationale sprog i regionen i 600-tallet?

Dette er fuldt ud muligt, da både aramæisk og arabisk er semitiske sprog, hvor man kun nedskrev konsonanterne. Vokalerne "gættede" man sig til ud fra sammenhængen. Luxenberg gennemgik i en banebrydende undersøgelse alle de "dunkle steder", og det viste sig, at den originale ordlyd, læst som aramæisk, pludselig fik mening.

Et aktuelt eksempel: Vi hører i medierne, at de unge selvmordsterrorister drømmer om at blive martyrer, fordi de i Paradis bliver belønnet med 72 sortøjede jomfruer. Dette bygger blandt andet på den "dunkle" sura 44, 54, hvor der står: "Og vi giver dem jomfruer med store, sorte øjne til ægte" (Ellen Wulffs oversættelse). Luxenberg læste imidlertid: "Under hvide krystalklare vindruer vil vi gøre det behageligt for dem". Med andre ord: I Paradis vanker der ikke unge jomfruer, men vindruer, nøjagtig som i det jødisk-kristne paradis, hvor livets træ er et vintræ.

DETTE ER BLOT ET EKSEMPEL, men alle de "dunkle steder" viste samme tendens. Luxenberg konkluderede: Dele af Koranen, fortrinsvis de ældste, udgøres af en oprindelig aramæisk tekstsamling med tydeligt kristent præg, hvis det da ikke ligefrem er en slags oldsyrisk bibelkommentar. Koranen må være opstået gennem en lang kompliceret proces, hvor de ældste dele er overskrevet, omskrevet og vokaliseret som arabisk. Den koran, vi kender i dag, forelå først som færdig bog på et langt senere tidspunkt, tidligst omkring slutningen af 800-tallet, da islam var blevet en selvstændig religion.

Luxenbergs opdagelse modsiges dog tilsyneladende af et forhold uden for Koranen. I den berømte Klippemoské i Jerusalem findes en frise med, hvad man mener er en slags mosaik af korancitater. Klippemoskéen er bygget år 694 e.Kr., og følgelig må Koranen have været færdigskrevet og kendt på dette tidspunkt. Sådan lyder argumentet i de traditionelle fremstillinger af Koranens historie.

Luxenberg afprøvede også sin læsemetode på frisen, og resultatet var atter forbløffende: Frisen er – læst på aramæisk – en kættersk-kristen trosbekendelse, vendt mod den byzantinske kirkes treenighedsdogme. Budskabet er: Gud er én, og Jesus Kristus er hans tjener. Klippemoskéen i Jerusalem er med andre ord slet ikke en moské, men oprindelig bygget som kirke!

Luxenbergs resultater bekræftes af andre historisk-kritiske studier. Den tyske forskerkreds har i artikler påvist passager, der stemmer med argumentationen i kirkefaderen Lactantius' hovedskrift "Institutiones". De har også fundet jødisk, buddhistisk, zoroastrisk og manikæisk og mandæisk tankestof. Altsammen træk, der ikke blot peger på en lang, kompliceret tilblivelsesproces, men også antyder et helt andet geografisk sted for Koranens tidlige historie.

DEN NYE TYSKE KORANFORSKNING er strengt videnskabelig. Forskerkredsen tæller blandt andre filologer, numismatikere, arkæologer, teologer, religionshistorikere og eksperter i aramæisk og arabisk sprog. Som forskere insisterer de på kun at benytte sikre, kontrollerbare historiske kilder. Dette betyder for eksempel, at de ikke kan bruge den langt senere islamiske historieskrivning som kilde til Koranens historie.

Herved forandres billedet næsten totalt: Den tidlige begyndelse til Koranen skal ikke findes blandt troende muslimer på den arabiske halvø, men blandt østsyriske kristne arabere i og omkring byen Merw (nævnes i Koranens sura 2, 158) i det nuværende sydlige Turkmenistan. Her levede kristne af østsyrisk oprindelse, som ikke havde antaget dogmet om Guds treenighed.

De mente at stå for en rigtigere bibeludlægning: Gud er én, og Jesus Kristus er hans tjener. De kendte ikke noget til Muhammed. Konsonanterne MHMD, som optræder i Koranen, betød på aramæisk "den prisede", det vil sige Jesus.

Da Merws hersker al-Malik omkring slutningen af 600-tallet drog mod vest, begyndte det, vi kender som islams erobringstogt, men som i virkeligheden var et arabisk-kætterkristent erobringstogt.

Med tiden fjernede araberne sig mere og mere fra kristendommen. Konsonanterne MHMD blev til profeten Muhammed, og islam opstod sammen med den koran, vi kender i dag. Koranen er med andre ord en menneskelig konstruktion, ikke en guddommelig engangsåbenbaring. Det traditionelle syn på Koranen som Muhammeds ubeskårne åbenbaring lader sig ikke opretholde. Når man i al anden historisk forskning stiller strenge krav til dokumentation og sikre, kontrollerbare kilder, kan koranforskningen og forskningen i islams historie ikke unddrage sig disse krav.

Kilderne til Koranens tidlige historie er ikke sikre, og de kilder, vi rent faktisk har fra samtiden, fortæller en helt anden historie. Ingen har hidtil formået at imødegå denne nye koranforskning med faktuelle argumenter. Derimod er forskerne – ikke mindst blandt universitetskolleger – blevet mødt med latterliggørelse, usaglige anklager om uvidenskabelighed, anklager om "islamofobi" eller med larmende tavshed. Det sidste er tilsyneladende tilfældet i Danmark.

Hvis dette er kendt i forskerkredse herhjemme, hvorfor hører vi så ikke noget om det? Den nye koranforskning er dynamit, men det fritager ikke fra at tage stilling til dens resultater. I mine øjne må den få vidtgående konsekvenser. Kunne denne nye forskning ikke ses som en håndsrækning til muslimer såvel som ikke-muslimer til at komme fri af gamle stivnede positioner og et fastlåst skriftsyn?

Morten Rydal er sognepræst