Rigdommen i Roskilde

Om smag kan man diskutere, men det er ikke sagen her. Hvordan skulle man kunne yde kunstværket fuld retfærdighed gennem en bog? Omend det ikke blot er én bog, men to, der følger Peter Brandes og hans mægtige kongeport i Roskilde Domkirke – og hans totalgestaltning af Sankt Andreas Kapel i samme kirke.

I en samtale med Jens Pedersen fremlægger Peter Brandes stille og velargumenteret sine bevæggrunde til, at han valgte at skabe det, han gjorde, på det sted, han gjorde det.

LÆS OGSÅ:  Der er lang vej til et kunstværk

Det er såvist ikke noget ligegyldigt sted, et sted, han har været før. Enhver, der er steget af toget i Roskilde, har mødt Brandes i monumentalform ude på banegårdspladsen. Nu er det domkirken, der om nogen er et nationalt monument, optaget på Unescos liste over verdens kulturarv.

Vestporten, den såkaldte kongeport, bestod i en midlertidig løsning fra 1800-tallet, en dobbelt port af træ. Peter Brandes fik i opdrag at erstatte den med en vægtig bronceport. Skabt og støbt i Italien. Vægtig i egentligste forstand, for den vejer noget mere end den gamle af træ. Udadtil i mørklødet bronze – med de tolv apostle. Indadtil mod kirkerummet som den anden pol i aksen fra den forgyldte altertavle. Her er motivet "Emmaus-mødet", hvor Kristus giver sig til kende.

LÆS OGSÅ:  Et sjældent kig ind på en kunstners værksted

Ud over denne kunstneriske kraftanstrengelse, der har lagt alen til en i forvejen fornem bygning, fik Brandes opgaven at omdanne Sankt Andreas Kapel i domkirken til et meditationsrum. Men så enkelt blev det jo ikke, for Brandes er ikke spiritualist; han arbejder med kød, blod og krop. Hvor møder man det? I dåben og nadveren.