Der er ikke tale om det samme når man taler om faste indenfor henholdsvis islam og kristendom. Alligevel kan den muslimske faste lære danskerne noget
Af Bente Clausen
Muslimerne har mindet de danske kristne om, at der er noget, der hedder faste. Og på den måde er der i dag flere kristne, der faster i tiden mellem fastelavn og påske.
Det siger biskop i Lolland-Falsters Stift, Steen Skovsgaard, som tidligere var provst i Gellerup ved Aarhus.
LÆS OGSÅ: Muslimsk faste er både tradition og religion
"Men det er ikke den samme faste, der er tale om," siger biskoppen.
Der er et stigende antal kristne, der faster, men det kan lige så vel være fra mobiltelefonen som fra kød – bare det er noget, man nødigt vil undvære.
Ifølge Steen Skovsgaard er der blandt andet den afgørende forskel mellem den kristne faste og den muslimske, at Jesus sagde, at faste ikke er en ydre ting. Det skal gøres i det skjulte. På godt jysk er det ikke noget, "man skal gøre sig til af".
Selv har biskoppen og hans familie fastet i mange år, når det gælder kød, alkohol og kaffe.
"Og jeg prøver også at begrænse mit mail-forbrug i fasten," siger han.
"For mig var det i min tid i Gellerup lidt en udfordring, når muslimerne spurgte: 'Hvorfor faster I ikke? Hvorfor har I ikke noget ligesom ramadan'. Det spørgsmål gav mig anledning til at overveje det."
Steen Skovsgaard siger også, at når kristendommen har både et ånds- og et bønsliv, så må der også høre en faste med.
"Jesus siger: 'når I faster. Ikke hvis I faster'."
Steen Skovsgaard er overbevist om, at muslimernes ramadan, hvor der fastes om dagen og spises efter solnedgang i den muslimske kalendermåned ramadan, har fået flere danskere til at faste. I år har Steen Skovsgaard dog delvist måttet opgive fasten på grund af et ophold i Argentina, hvor de røde bøffer er rigtig, rigtig gode. "For fasten må heller ikke være et åg," siger han
benteclausen@k.dk