Præst i piratfyldt farvand

"Jeg havde øvet mig hjemmefra, og undervejs læste jeg det meste i reglementet 'Orlogsgasten', så jeg kunne få styr på de mange fagudtryk, tiltalemåder og hierarkier. Men alligevel var jeg i begyndelsen genstand for lidt kærlig mobning, fordi jeg ikke helt havde styr på det," siger hun.

Som præst var det eksempelvis hendes opgave at afholde gudstjenester, være til rådighed for samtaler med besætningen, arrangere udflugter, når skibet var i havn, og skrive ugentlige nyhedsbreve, der blev udgivet på søværnets hjemmeside, blandt andet til gavn for pårørende derhjemme.

Anna Mejlhede havde kun været om bord en uges tid, da virkeligheden for alvor bankede på. En gruppe pirater var sejlet faretruende tæt på et Mærsk-skib, og mandskab fra "Esbern Snare" blev sendt af sted for at undersøge situationen.

"Jeg følte mig tryg om bord. Men når en indsatsgruppe sejlede eller fløj af sted i helikopteren for at fange pirater, kunne jeg godt mærke, at min puls steg, og at jeg fik hjertebanken. Ikke fordi jeg var i fare, men fordi jeg var bekymret for mine kolleger," forklarer Anna Mejlhede og forsætter:

"Men jeg havde jo ikke noget at bekymre mig om. De er så dygtige og professionelle og effektive. Det viste de gang på gang."

Indsatsgruppen vendte tilbage med seks pirater, der tilbragte 39 dage i skibets arrest sigtet for sørøveri. Det var dagen før nytårsaften, og en trykket stemning indhyllede det store skib. Besætningen var usikker på, om det var passende at holde en nytårsgudstjeneste og i det hele taget fejre nytår med seks pirater siddende indespærret på skibets mellemdæk.

"I sådan en situation, hvor man har med pirater at gøre, er der altså grænser for, hvor mild og blid jeg vil være. Selvfølgelig skulle vi fejre nytåret med en gudstjeneste, selvom vi havde muslimske pirater om bord. Det kunne passende være vores eget lille korstog," siger Anna Mejlhede med en snert af både alvor og latter i stemmen.

De seks pirater endte med at blive sejlet i land, da det i begyndelsen af februar blev konkluderet af den danske anklagemyndighed, at der ikke var tilstrækkeligt med beviser mod piraterne til en retsforfølgelse. Efter 39 dage i fangenskab og med godt med sul på kroppen, fri for skader og klar til at tage på nye togter forlod piraterne skibet.

"Jeg havde et billede af, at det er nogle stakkels, fattige somaliere, der for at overleve kaprer skibe og tager gidsler. Og den type eksisterer selvfølgelig også. Men vi har også oplevet at fange pirater med store guldkæder, der lader deres gidsler bo i deres eget møg med selskab af tusindvis af kakerlakker og udsætter dem for en frygtelig behandling."

Piraterne har fundet ud af, at i modsætning til flere andre lande repræsenteret i området er det danske krigsskib "meget ordentligt", som Anna Mejlhede udtrykker det.

"Vi har altid fokus på at behandle alle slags mennesker ordentligt – også pirater. Men det er da en svær og frustrerende opgave at skulle sætte piraterne i land, når vi ved, de er skyldige, men ikke har muligheden for at retsforfølge dem," siger hun og tager en indånding som for at stoppe, at temperamentet kommer i kog:

"Mit syn på krig og fred er blevet meget mere nuanceret. Jeg har tidligere været meget pacifistisk, men jeg har indset, at nogle gange er det nødvendigt at løsne skud. Også selvom det at løsne et skud altid vil være forbundet med skyld."

Anna Mejlhedes temperament blusser igen op, da hun fortæller, hvordan krigsskibet fik to overlevende gidsler fra et kapret tyskejet handelsskib om bord. Gidslerne, en ukrainsk styrmand og en filippinsk kok, havde overværet, hvordan en af deres kollegaer brutalt var blevet skudt på klos hold. Kokken valgte derpå at springe i druknedøden frem for at blive henrettet, men styrmanden slap fri og satte efter ham i skibets redningsbåd for at få ham op. Og til alt held fik han kokken reddet. To dage efter blev de samlet op af "Esbern Snare". Det var to dybt traumatiserede mænd, der kom om bord.

"Vi var så glade og lettede, da vi fik dem ind. Men det var hårdt og ufatteligt trist og nedslående, da de fortalte, hvad de havde været udsat for. Blandt meget andet havde kokken overværet, hvordan hans nærmeste kollega øjensynligt blev spurgt om, hvorvidt han var muslim eller kristen. Og da han svarede kristen, blev han skudt. Det var derefter, kokken valgte at springe," fortæller Anna Mejlhede og skutter sig, selvom forårssolen rammer hende varmt i ansigtet.

Selvom Anna Mejlhede betegner den danske indsats som "lidt for ordentlig" i sin frustration over, at pirater gik fri og kunne fortsætte deres hærgen, så er hun alligevel stolt af den ordentlighed, som kendetegner den danske indsats i Adenbugten.

"Den måde, vi behandler pirater i vores varetægt på, viser jo, at vi har stor respekt for menneskeliv. Og i det ligger der nogle dybe kristne værdier, som er helt fundamentale."

Kun ganske få dage før, at hun skulle gense sin datter, kollegaerne og familien hjemme i Danmark, blev det danske skib "Ing" med en børnefamilie og to gaster om bord kapret. Rejsen hjem blev udskudt, og uvisheden gnavede sig langsomt ind på besætningen og Anna Mejlhede.

"Under hele turen havde jeg valgt at pakke savnet af min datter væk. Vi savnede jo alle sammen vores børn og familie derhjemme, men vi var ikke ensomme i vores savn, fordi vi kunne dele det med hinanden," forklarer hun.

Indtil det danske sejlskib blev kapret, havde Anna Mejlhede næsten hver dag haft mulighed for at tale i telefon med sin datter. Men al kommunikation til og fra skibet blev lukket ned, for at piraterne eller pressen ikke kunne opsnappe informationer.

Hjemme i Danmark diskuterede politikere og eksperter, hvordan det var bedst at forholde sig. Imens holdt besætningen og indsatsstyrkerne på "Esbern Snare" sig klar til en redningsauktion. En redningsauktion, de brændte for at udføre.

"Det påvirkede alle virkelig dybt. Store, stærke soldater og sømænd opsøgte mig og bad mig om at bede for den danske familie. Det var nogle nervepirrende dage, der endte med, at vi fik melding om, at vi ikke måtte gribe ind."

Alligevel blev det besluttet, at "Esbern Snare" ikke som planlagt skulle vende hjem, men blive i Adenbugten for at være tæt på, hvis de danske gidsler blev løsladt.

Midt i marts forlod Anna Mejlhede krigsskibet, da hun blev afløst af en kollega. Hjemme igen fortsætter de bekymrende tanker.

"Det er sådan en ærgerlig sag. Og jeg tænker meget på familien og håber, at den danske regering på en eller anden vis kan hjælpe med de løsepenge, for der er ingen anden udvej nu."

Gensynet med datteren har været det bedste ved at komme hjem til København. Og på trods af at savnet har været enormt, vil orlogspræsten gerne af sted igen.

"Jeg drømmer om skibet hver nat. Det har gjort et uudsletteligt indtryk på mig og påvirket mig dybt. Jeg har været enormt tæt på andre mennesker, haft krudtslam op ad armene og fået et indblik i en anden virkelighed. Og selvom min datter har været vred over, at jeg har været væk, så fortæller hun nu lige så stolt ovre i skolen, at hendes mor er kamppræst."

livogsjael@k.dk