Børn i klemme

Når jeg læser de artikler om voksne kvinder, der er vokset op med disse mødre, tænker jeg: Hvad kan jeg gøre som far for mine børn, når jeg ikke får lov til at komme i nærheden af dem længere? Jeg har forgæves forsøgt at få Statsforvaltningen på banen, men ifølge den nye forældreansvarslov skal forældrene jo samarbejde omkring børnene, og det er netop det, vi ikke kan. Når vi har siddet i samråd med Statsforvaltningen eller andre personer, vil min ekskone gøre alt for, at jeg skal se børnene, men dagen efter har hun en anden opfattelse. Det skal siges, at jeg har papirer fra Statsforvaltningen på, at jeg skal have samkvem med børnene. Men de er jo reelt ikke noget værd uden en retssag, som kan tage flere år.

Det er fortvivlende at se sine egne børn vokse op med en mor, der styrer dem med hård hånd og kontrollerer alt, hvad de foretager sig, uden at man som far kan gøre noget. Det har kostet mange psykologsamtaler og mange søvnløse nætter ikke at kunne komme igennem til sine børn eller at få deres mor til at samarbejde.

Hvad gør man i sådan en situation? Jeg kan jo godt løbe væk, men det kan mine børn jo ikke, som er fanget i hendes tankegang og mønstre og bliver præget af det. Er der et godt råd, hvad jeg som far kan gøre, sådan at mine børn ikke skal være mærket resten af livet, og hvor jeg som far også kan se mig selv i øjnene og sige senere, at jeg gjorde, hvad jeg kunne?

Venlig hilsen

fortvivlet far


Kære fortvivlede far

Vi forstår godt, at du kan opleve situationen fastlåst, og vi kunne ønske, at det var muligt at pege på en god løsning. Men det forekommer ikke så let. Når du har fået myndighedernes ord for, at du har samværsret, så synes vi, du skal kontakte dem med jævne mellemrum og spørge, hvad du eller de kan gøre for, at det kan aktualiseres i praksis, når mor ikke samarbejder. Vi synes ikke, at du skal optrappe krigen mod dine børns mor, men så nøgternt som muligt bede dem om at indkalde jer begge igen for at finde en løsning. Måske ønsker børnene heller ikke kontakten for tiden af grunde, som dels kan hænge sammen med mors signaler, dels deres egne oplevelser og forskellige praktiske forhold. Men vejen er venlig vedholdenhed. En retssag er sjældent en god idé.

Du må igen og igen og uden vredesudbrud skriftligt og mundtligt vise, at du ønsker samvær og kontakt med dine børn. Du har sikkert gjort det før, men gør det igen. Det vil også være betydningsfuldt for dine børn på længere sigt, hvis det ikke rigtigt lykkes med samvær nu. Hvilken fortælling de har fået af deres mor eller andre, ved vi ikke noget om, og måske gør du det heller ikke. Men det, at du har kæmpet for dem gennem årene, kan have stor betydning i fremtiden.

Hvis det lykkes at se dine børn i ny og næ, så vær positiv og imødekommende og omtal ikke deres mor i negative vendinger. Det virker, som om børnene lever under en eller anden form for pres, og det er ikke let for dem. De er i forskellig udgave på vej til at blive unge mennesker, og det er ikke sikkert, de responderer umiddelbart med en hel masse, og de er sikkert for unge endnu til at tage selvstændige beslutninger, men de lagrer mødet i deres sind. Og så må du huske på, at de om få år er myndige. Der er flere kapitler i livet. Naturligvis er de ikke upåvirkede af, hvilken fortælling de er blevet præsenteret for og præget af om dig. Men som brevskriveren fra sidste uge nævnte, blev mødet med hendes far en stor glæde som voksen, fordi han var anderledes end mors mangeårige omtale. Måske kan du også gøre dig fortjent til den oplevelse.

Måske er det en idé i ventetiden at sætte dig for at skrive breve til dine tre børn. Fortæl ikke om stridighederne, men om dit liv og dine tanker. Skriv, hvad du har tænkt om dem, om ting, du har oplevet og erfaret i den tid, I ikke har haft en hverdag sammen. Læg brevene i en mappe til dem hver, så kan de på tryk læse, at der i alle årene var en far derude, som tænkte på dem og ønskede at mødes.

Og så skriver du, at du har en tro. Vi tænker, at det kan være en støtte for dig at bede både for dine børn og for, at du selv kan bevare modet på en værdig måde. Måske skal du lave et lille sted i dit hjem, hvor du hver dag bliver stille, og hvor du eksempelvis tænder et lille lys ved et billede af dine kære og måske læser et trøstens ord, eller hvad der måtte være godt for dig for at lægge jer alle i en større hånd. For det er det eneste, man kan, når menneskelige muligheder ikke er til stede. Og så håber vi, at du har en ven eller sjælesørger, hvor du med jævne mellemrum kan få hjælp til dagen og vejen, og hvor du måske også kan blive udfordret i forhold til dine blinde pletter, som vi alle har en del af. Vi håber, at du på kortere eller længere sigt får mulighed for at få kontakt til dine børn.

Mange hilsener

Annette og Jørgen