En gruppe unge drenge på en sidegade til Tahrir Square.
- Nanna Kreutzmann/Scanpix.
Bjarne Nørum |
1. april 2011
Det lykkelige Arabien er for mange unge muslimer kun en illusion. I de fattigste lande tror mange, at lykken er at emigrere
En ny undersøgelse, offentliggjort i London i går, bekræfter den store udbredelse af mobiltelefoner og internet, som har være en medvirkende faktor i de revolutioner, som præger den arabiske verden. Andelen af unge mellem 15 og 29 år, som har mobiltelefoner, er således steget til 87 procent i 2010 fra 79 procent et år før. Generelt har 62 procent adgang til internettet. Men i et land som Egypten, hvor Facebook og Twitter spillede en stor rolle i regimeskiftet, er det kun 27 procent af de unge, som har internet.
LÆS OGSÅ:Danmarks forfejlede integrationspolitik ses i ghettoerne
Tallene fremgår af de seneste resultater af en opinionsundersøgelse, som Gallup gennemfører i 22 lande med en arabisk og muslimsk befolkning. I alt er 16.000 unge spurgt ud om deres forhold ved personlige besøg i hjemmet af folk fra Gallup.
Undersøgelsen skelner mellem de rige lande, som er golfstaterne og Saudi-Arabien, mellemindkomstlande, hvor Egypten, Tunesien og Libyen hører hjemme, og fattige lande, som dækker over Palæstina, Yemen, Sudan, Somaliland og øgruppen Comorerne mellem Madagaskar og lande i Afrika.
For unge i de fattigste lande er ønsket om at forlade landet størst. De, der vil væk, håber på et bedre job eller en bedre økonomisk situation. Det er også typisk de bedre uddannede og unge med planer om at starte egen virksomhed, som vil til et andet land. Undersøgelsen siger ikke, om det andet land er et af de rigere arabiske lande som Golfstaterne, eller om det er Vesten.
Men det interessante er, at kun seks procent angiver ønsket om frihed som årsag til, de vil væk. Og beskedne tre procent forklarer deres ønske med den politiske situation i landet.
LÆS OGSÅ:Elfenbenskysten på randen af borgerkrigDet skal bemærkes, at undersøgelsen er gennemført sidste år, før bølgen af revolutioner ramte den arabiske verden.
Men Mary Robinson, tidligere præsident for Irland og FN-højkommissær for menneskerettigheder, understreger, at de svar skal ses i sammenhæng med situationen i landene.
"For mig virker det, som om nogle svar er mere optimistiske, end jeg havde forventet. Men en del af problemet er, at vi taler om lande, som ikke har en fri presse og har begrænsninger i ytringsfriheden. Derfor tror jeg, at de unge er meget påpasselige med deres svar," lød vurderingen fra Mary Robinson ved præsentationen af undersøgelsen.
Hun sidder i bestyrelsen Silatech-fonden, som har hjemme i Qatar, og som har gennemført undersøgelsen sammen med Gallups center for muslimske studier.
I et land som Syrien er der omvendt en stigende tendens til, at de unge vil blive i landet, hvilket rapportens forfattere forklarer med en stigende religiøsitet, som kompenserer for tilbagegangen i landets økonomi.
I den rige golfstat Bahrain, hvor styret slår hårdt ned på protester, er der siden 2006 sket et markant dyk i andelen af unge, som er meget tilfredse med deres liv.
norum@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad