Et lille stykke langsomhed i hverdagen

Iselin C. Hermann debuterede i 1998 med brevromanen "Prioritaire" om en kvinde, der passioneret skriver med en mand i Frankrig. Hun tror, at han er en stor kunstmaler, men han viser sig at være den lokale postmester. Forfatteren holder også selv af at skrive breve og er på brev med 10 til 12 mennesker på fast basis.

"Men det er blevet så dyrt og svært at få fat i frimærker, og der er kommet færre posthuse. Så postvæsenet har ikke gjort det nemt for brevskriverne," siger den 51-årige Iselin C. Hermann, der bor i København.

Hun kalder det at skrive et brev for et spørgsmål om tid.

"Du sætter dig ned og gør dig overvejelser over, hvad du vil skrive til det menneske. Jeg skriver altid mine breve i hånden. Jeg tænker bedst i hånden og skriver også altid mine bøger i hånden. Du skaber et rum mellem dig og det menneske, du skriver til."

LÆS OGSÅ:Brevet er blevet budbringer af det vigtige budskab

"Når jeg er færdig, læser jeg brevet igennem, folder det pænt og lægger det i kuverten. Jeg holder meget af farvede kuverter. Så skriver jeg adresse på i hånden, putter frimærke på – og sætter det på skrå, hvis det er til en, jeg elsker, for så betyder det kys. Og så poster jeg brevet i postkassen."

"Det er i sig selv et helt andet tidselement, når man skriver et brev til et menneske. Måske er du heldig, at postvæsenet er så venlig at aflevere dit brev dagen efter. Så går du og venter på svar. Der er en kadence i det at skrive brev og selv vente på svar," siger Iselin C. Hermann og fortsætter:

"I en verden, hvor alting går så hurtigt, er der en skønhed, ynde og tyngde ved at skrive et brev i hånden, som ikke er der, når man skriver på computer. Jeg har en frygtelig vane med at skrive hurtigt, når jeg skriver mail, og jeg læser dem sjældent igennem, inden jeg sender dem. Breve er derimod glæden ved at give hinanden tid."

"Min mor, som jeg elsker højt, inviterede mig til Montenegro på kur. Da vi kom hjem, skrev jeg et brev, hvor jeg takkede hende: 'Hvor var det dejligt at være sammen med dig, jeg elsker dig'. Det kan man ikke sige i telefonen eller over for et menneske, men man kan skrive det i et brev, fordi det har en anden tyngde."

Iselin C. Hermann skriver også til sin søn, der er reserveofficer og udstationeret i Aalborg.